Har du spørgsmål?

Vi besvarer gerne dine spørgsmål - Ring:

7674 0070

ABNINGSTIDER:
(Man. d. 18. dec. åbner vi kl. 12) Mandag-torsdag fra kl. 9-17 og fredag 9-16

Fakta om Tanzania

 

Karibu - Velkommen til Tanzania!

Landet er Østafrikas største, og har verdens 4. største biodiversitet samt kontinentets største koncentration af pattedyr. 

Attraktionerne rangerer i den absolutte verdensklasse med bl.a. Serengetis endeløse græssletter, Ngorongoro-kraterets overflødighedshorn af dyreliv, Kilimanjaros sneklædte top, Zanzibars idylliske palmestrande og meget mere. 

Mennesket har formodentligt sin oprindelse i denne del af verden og nogle af efterkommerne fordeler sig i Tanzania på omkring 130 i nogle tilfælde meget forskellige stammer. De stolte og farverige Masaiier er de mest kendte, men buskmænd syd for Ngorongoro-krateret, og kystens muslimske swahiliarabere udgør andre spændende kulturelle grupperinger. 

Befolkningen er generelt naturligt imødekommende og venlig, som også de første skrevne beretninger om landet vidner om, til trods for slavehandel, kolonisering og religiøs undertrykkelse. Samtidigt har farverige oprindelige kulturer og traditioner overlevet, og har i de seneste år igen fået en central placering. 

”Ujamaa” eller samhørighed, som landets første præsident Julius Nyerere indførte, har styrket landets fælles identitet og har været medvirkende til at forhindre interne stridigheder. 
Op mod 40 % af Tanzanias areal er underlagt en eller anden form for naturbeskyttelse, hvilket nok ikke overgås noget sted i verden, og hvilket også vidner om en enestående naturarv. Skal vi nævne ét sted i Afrika som det bedste sted at se storvildt i koncentreret form, må det være i Ngorongoro-krateret, hvor bl.a. de klassiske ”Big Five” (elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard) er rigt repræsenterede. 

Jordens største dyrevandringer foregår det meste af året på Serengetiområdets udstrakte savanne, hvor næsten 2 millioner gnuer, zebraer, gazeller og rovdyr er på evig søgen efter føde. 

Knapt så kendt er Selous, landets største vildtreservat, som er noget større end Danmark, og som har Afrikas nok største elefant- og bøffelbestande. Selous er lidt sværere at nå ud til end de mere kendte parker, men det er besværet værd og er en meget stor oplevelse. 

Tarangire-, Ruaha- og Lake Manyara-parkerne er også meget spændende områder. 

Er du til bjergvandring/trekking er områderne omkring Ngorongoro interessante, både hvad angår kultur og natur, og Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro byder på en enestående bjergbestigningsoplevelse. 

Kysten og Zanzibar er et eksotisk mix af 1001 nats eventyr, hvide sandstrande og koralrev. Det er en oplevelse i sig selv, men kan også opleves i kombination med en safari. 

Karibuni – velkommen til Tanzania!

 

 

Lokal tid...

Rejsetid

13-15 timer afhængig af flyselskab og destination i Tanzania

Lake Manyara Nationalpark
Blot et par timers kørsel fra Arusha ligger den 325 km² store Lake Manyara nationalpark smukt ved foden af Rift Valleys stejle klippevæg. Lake Manyara er en af de sodaholdige søer i Rift Valley, som udgør lidt mere end to tredjedele af parken. Den lille, men dyrerige, Lake Manyara nationalpark er kendt for sine mange elefanter, flodheste, fugle og for sine træklatrende løver.

De frodige skove på bjergsiderne huser endvidere et væld af aber, og Manyara-søen har, afhængigt af årstid, titusinder af flamingoer, pelikaner og vadefugle.

Ngorongoro Conservation Area
Ngorongoro Conservation Area ligger imellem Lake Manyara og Serengeti. Området er på 8.288 km² og består af græslandskaber, endeløse sletter, bjerge og kratere, hvor Ngorongoro-krateret byder på fantastiske safarioplevelser.

Fra Ngorongoros kraterkant er der godt 600 meter ned til bunden, hvor der er et stort safarilandskab, som strækker sig over 265 km². Når man står på kraterkanten i 2.200 meters højde og nyder den ubeskriveligt smukke udsigt over krateret, er der tilsyneladende en åben og overskuelig flade i bunden af krateret, men ser man nærmere efter er der både sumpområder, små kløfter, vandhuller og skove.

I krateret venter enestående safarioplevelser med enorme mænger af vildt, inklusive ”Big Five” (elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard). I vandhullerne ligger store grupper af flodheste, og i skovene kan man være heldig at se de sky leoparder.

Serengeti Nationalpark
Navnet Serengeti kommer fra ”siringet”, der på Masai-folkets sprog betyder “endeløse sletter”, og med rette. Serengeti er et vildtområde på 14.763 km², hvor godt to tredjedele er sletter. I den nordligere del er landskabet meget kuperet, og i den centrale del er der tæt akacievegetation.

I Serengeti finder man en bestand af storvildt, som ikke findes mage til andre steder på jorden. Mod nord grænser parken op til Masai Mara-reservatet i Kenya. De to parker danner et økosystem, hvor omkring to millioner dyr er på konstant vandring (”migration” på engelsk) efter nye græsgange – størstedelen er gnuer, zebraer og gazeller. Rovdyrene følger flokken som en skygge, altid på jagt efter næste måltid.

I Serengeti er alle vildtarter repræsenteret, og safarien byder altid på spændende oplevelser. Perioden fra omkring december til juni er de bedste måneder at opleve migration.

Tarangire Nationalpark
Blot få timers kørsel fra Arusha ligger Tarangire Nationalpark med et areal på 2.600 km². Parken er nok en af de smukkeste i Afrika. Landskabet er bakket, med mægtige baobabtræer, pølsetræer, akacietræer, palmer og frodige floddale. Parken er opkaldt efter Tarangire-floden, der giver permanent vandforsyning til parken.

I tørtiden (juni-oktober) flokkes enorme mængder af dyr ved floden. Parken er især kendt for dens store flokke af elefanter, men også gnuer, zebraer og bøfler findes i stort antal. I Tarangire foregår der, ligesom mod nord, en sydlig migration af dyr fra Serengeti og Ngorongoroområderne.

Trods parkens storslåede landskaber og det rige dyreliv er parken ikke meget besøgt, og på en safari kan man næsten få fornemmelsen af at have dette fantastiske stykke Afrika helt for sig selv.

Selous Game Reserve
Efter godt 40 minutters flyvning fra Dar Es Salaam lander du midt i et af Afrikas fineste vildtreservater, Selous. Reservatet er Afrikas største og strækker sig over et areal på mere end 50.000 km² (til sammenligning er Danmarks areal godt 42.000 km²). Dog er det kun det nordligste af det enorme område, som er forbeholdt fotosafari. Stedet har kun få og små camps, alle med en fantastisk beliggenhed.

Det begrænsede udbud af overnatningssteder betyder, at man ikke møder så mange andre turister, og det giver en eksklusiv og intim safarioplevelse. Landskabet er forholdsvis fladt. Rufiji River er den største flod, som smukt og dovent flyder igennem området og danner et livgivende økosystem for et ubeskriveligt antal dyr.

Fra store hvide sandbanker, hvor krokodiller ligger og venter, til øer midt i floden med kolonier af smukke hvide silkehejrer. Udsigterne synes flere steder uendelige, og i det fjerne skimtes bakkede landskaber.

Vi betragter Selous som en af de fineste og mest storslåede safariparker i Afrika, og har du først været her en gang, drømmer du om at vende tilbage!

Ruaha Nationalpark
Solsvedne skråninger, tæt skovsavanne og baobabklædte sletter. Gigantiske flodsænkninger langs Ruaha River og steder, hvor det er svært at begribe, at dyr overhovedet formår at overleve. Dette stykke utæmmede natur finder du i den godt 10.300 km² store park. En blanding af sandørken og oase gør, at variationen af dyr er ligeså spændende som den varierede natur.

Som om her aldrig har passeret et menneske før, møder man overraskede dyr på sin safari, bl.a. giraffer og elefanter i kæmpeflokke på vandring efter føde. Der findes omkring 8.000 elefanter i Ruaha, hvilket er en af de største koncentrationer i Østafrika. Efter at have kørt i parken en hel dag uden at have mødt andre mennesker føler man, at man er den eneste, som har opdaget stedet. De få camps, som findes i området, ligger placeret, så man bliver overrasket over, at de pludselig dukker frem.

Dette er altså stedet, hvis du ønsker at være alene med dine oplevelser – og ikke ønsker at gå på kompromis.

Mikumi Nationalpark
Du kan vælge at flyve eller køre ad hovedvejen til Mikumi.

Denne populære nationalpark er på 3.230 km² og er dermed den fjerdestørste i Tanzania, godt 280 km vest for Dar Es Salaam. Med udgangspunkt i hovedstaden er det nemt at komme til Mikumi, og ønsker man at opleve landets countryside, er køreturen herud en fin mulighed. Denne gigantiske flodsænkning er overvejende græsland. De flade sletter giver rigtig god mulighed for at spotte de mange flokke af bøfler, zebraer, elefanter, giraffer samt de elegante og smukke kuduer. Du kan her opleve at se løver i træerne, og fra denne park er der fortællinger om elefantflokke på flere hundrede individer.

Efter regntiden kigger du ud over en smuk grøn slette med flade akacietræer, og dyrene ses som silhuetter mod den fjerne horisont. Parken ligger mellem Selous og Ruaha.

Mahale Mountains Nationalpark Mahalebjergene er det vigtigste område for chimpanserne i Afrika. Det er et betagende smukt område, hvor skovklædte bjerge står i direkte forlængelse af hvide sandstrande ved den krystalklare Lake Tanganyika.

Mødet med menneskets nærmest slægtninge, chimpanserne, er en af de mest intense safarioplevelser, man kan forestille sig og svær at sætte ord på. Parkens afsides beliggenhed og dens ufremkommelighed, samt de få overnatningssteder, gør et besøg her til en oplevelse i den dyre ende, men den er helt bestemt et besøg værd.

Katavi Nationalpark
Dækker med sine 5000 km² det mest utilgængelige og vilde af Tanzanias savannereservater. Et stykke undervurderet natur, hvor man får en ufortyndet og autentisk naturoplevelse. Parken ligger i den sydvestlige del af landet, øst for Lake Tanganyika. En totalt uberørt natur for den, som kan lide rå og uspoleret Afrika til sin safari.

Den nordlige del af parken domineres af åbne sumpområder, mens den sydlige del fyldes af Katumafloden, hvor den største koncentration af flodheste i Tanzania findes. Bøffelflokke i tusindvis er hverdagskost i denne park. Det er et af de få vildtreservater, hvor man stadig kan møde flere løver end turister.

I parken findes der få og beskedne overnatningsmuligheder, så stedet rummer en enestående mulighed for at være alene med natur og dyr.

Vejret i Tanzania


Klimaet ved kysten er tropisk, varmt og fugtigt, mens resten af landet er højland, med et tørt og mere køligt klima.

Det nordlige Tanzania er regnsæsonen delt op i den lange regntid fra april til maj/juni og den korte regnsæson i november-december.
I den sydligere del af Tanzania er de to regntider ikke så markante.

Tørperiode (juni-oktober)
Der er næsten ingen nedbør i hele Tanzanias vinter og luftfugtigheden er meget lav.
Vejret i juni, juli, august, september og oktober vil typisk være med solrige og klare dage samt lidt køligere nætter og morgener hvor lidt varmere tøj kan være nødvendigt

Regnperiode (november-maj)
I november og december vil man opleve korte men kraftige regnskyl som kan forekomme under hele dagen. Det er dog meget sjældent heldagsregn, og bygerne er typisk ikke noget som forstyrre din safari. I de nordlige og kystnære områder oplever man ofte et ophold i regnperioden i januar og februar.
I de mere sydlige områder vil man oplever byger jævnligt i hele perioden, hvor de mere langvarrige regnskyl mest kommer i marts , april og maj. I disse sidste måneder af regnperioden vil luftfugtigheden også stige og man kan opleve lidt uklart vejr.

Migration i Serengeti
Efter de første regnskyl er kommet til det sydlige Serengeti i begyndelsen af november, vil gnuer og zebra komme til sletterne for det grønne græs i slutningen af november og december. De enorme flokke af zebra og gnuer er spredt over Serengeti og den nordlige del af Ngorongoro. Flokkene bliver i området indtil april hvor de strarter den store vandring mod nord. I februar vil man kunne opleve alle de små kalve blive født på Serengeti sletterne.
I maj måned føles det som om at alle Serengeti´s gnuer er på vej mod nord. De søger nu friske græsgange og mere vand. I visse tilfælde vil man kunne opleve flokke på flere hunderede tusinde gnuer som får følgeskab af store flokke med zebra samt nogle mindre flokke af Thompsons og Grants gazelle.

Omkring juni måned samles de store flokke ved Grumeti floden, hvor de giver meget føde til de store Grumeti krokodiller. Flokkene fortsætter mod nord og Mara floden, som danner grænse mellem Serengeti og Masai Mara.

I perioden juli til september vil de kæmpe flokke af gnuerne og zebra være overalt i området omkring det nordlige Serengeti og Masai Mara, hvorefter de igen drager mod syd i oktober/november og vender tilbage til det sydlige Serengeti.

Vejledende nedbør i Tanzania (i millimeter)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
58 68 128 264 219 33 21 24 28 48 68 83

Vejledende temperaturer i Tanzania (dag/nat)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
32/24 32/23 32/23 31/23 30/21 29/19 29/19 29/18 29/19 30/20 31/22 31/23
Kilde: worldweatheronline.com

Areal
945.090 km2

Befolkning
31 millioner. Tættet befolket er kysten, Zanzibar, højlandet omkring Kilimanjaro, områderne ved Nyasa-søen og Victoria-søen.

Hovedstad
Dar es Salaam med ca. 1,5 millioner indbyggere.

Byen Dodoma blev i 1973 officielt gjort til landets hovedstad i stedet for Dar es Salaam, men foreløbig er kun en del af administrationen og lovgivningsapparatet flyttet til Dodoma.

Internet
Internet findes på de fleste hoteller. I nationalparkerne har mange hoteller og lodges også internet eller internet-faciliteter. Hastigheden kan dog være meget begrænset.

Sprog
De officielle sprog i Tanzania er swahili og engelsk, men der tales også op imod 120 forskellige lokale dialekter.
De fleste lokale der arbejder i turistområderne, forstår og taler engelsk. Som regel oplever man ikke de store vanskeligheder med at gøre sig forståelig.

Religion
Tanzania er et multireligiøst land, med cirka 40-45 % kristne, 35-40 % muslimer og resten er ”traditionelt troende” og hinduer.

På Zanzibar er Islam langt den største religion (99 % af befolkningen). Derfor er der visse ting, man som turist skal være opmærksom på. Det er ikke tilladt at drikke alkohol på offentlige steder, dog serveres der alkohol på de fleste kysthoteller, i barer og på visse restauranter. I den hellige måned når Ramadanen finder sted, faster muslimerne fra solopgang til solnedgang, og derfor bør turister på ikke spise eller drikke offentligt i dagstimerne. Moskeer er hellige steder, og generelt har ikke-muslimer ikke lov at besøge moskeer. Fotografering af moskeer under bønner er
ikke tilladt.

På Zanzibar er det ikke velset at man offentligt viser sig tiltrukket af modsatte køn, eksempelvis ved at holde i hånd eller kysse hinanden.

Valuta
Møntsorten er Tanzania shilling (TSH), som købes i Tanzania og ikke i Danmark. Rejsende til Tanzania kan veksle fra fremmed valuta til Tanzania Schilling (ikke til USD kontanter) i banker, vekselbureauer (vælg med omhu!) og autoriserede hoteller. Det er lettest at veksle USD eller Euro. Også mange forretninger og hoteller accepterer eller kræver USD som betaling.
Vekselbureauer og banker i Dar es Salaam, Arusha og Stone Town giver typisk de bedste kurser. Det er en god ide altid at have 500 og 1000 shillings med sig til eks. drikkepenge.

Hvis du vil veksle tilbage igen ved afrejse fra landet skal du huske at gemme kvitteringen når du veksler, da det ikke er tilladt at udføre Tanzania Schilling. Der er i Tanzania ingen begrænsning for hvor meget fremmed valuta der må indføres, men beløbet som indføres skal oplyses ved ankomst. Når du skal veksle kræves det som regel, at du fremviser pas.
Det er ulovligt at veksle ”sort” i Tanzania.

Betalingskort
Brug af kreditkort er mindre udbredt i Tanzania og Zanzibar end herhjemme. Der er dog en del hoteller og lodges, samt større butikker og restauranter, der accepterer de mest kendte betalingskort, såsom VISA/Dankort og Eurocard/Mastercard.
Betaling med kreditkort medfører dog ofte et ret højt gebyr på ca. 3-15%.
Der er i Tanzania få hæveautomater, hvor man fra kortet kan hæve Tanzania Schilling kontant.

Drikkepenge og gaver
Drikkepenge er meget udbredt. Selvom service typisk er inkluderet, forventes det at man lægger ca. 10 % oven i beløbet.
På safarirejsen giver man drikkepenge til den lokale chauffør/guide, dog normalt først når safarirejsen slutter. Det er naturligvis valgfrit hvor meget man betaler, men har man været tilfreds med servicen er beløbet normalt imellem USD 5-15 per person per dag. Rejser man en gruppe sammen kan man evt. give den danske guide pengene, så han/hun kan fordele dem.
Kuffertbærere på hoteller giver man typisk et beløb svarende USD 1-2 per taske.

På restauranter runder man op med ca. 10 %. Til taxi chauffører betaler man ca. 5-10 %.

Sørg altid for at have mindre sedler ved hånden til drikkepenge.

Man bliver på rejsen ofte spurgt af lokalbefolkningen, om man har en T-shirt, sko eller en kuglepen man kan undvære eller evt. bytte med en lille souvenir. Har man en ekstra kuglepen, blok, tøj eller sko man ikke længere bruger, bliver de fleste Tanzanianere utroligt glade for at overtage dette. Kvaliteten på vores tøj og sko er som regel væsentlig bedre end på de varer man kan købe i Tanzania.

Påklædning
Påklædningen i Tanzania er forholdsvist afslappet og uformel, dog forventes det på de fleste hoteller og lodges at herrerne kommer i lange bukser til middagen.

I visse områder, fortrinsvis på kysten og på Zanzibar, kan det hos lokalbefolkningen vække anstød hvis kvinder (og i visse tilfælde også mænd) går med shorts og T-shirt eller top uden ærmer. Undgå også påklædning der er gennemsigtig eller nedringet og badetøj i Stone Town og i landsbyer. På stranden ved hotellet eller ved hotellets swimmingpool kan man godt gå i badetøj. Dog er det ulovligt i hele landet at bade eller sole sig topløs såvel som nøgen. Spørg eventuelt guide eller hotelpersonalet til råds.

Tidsforskel
Dansk sommertid: + 1 time
Dansk vintertid: + 2 timer

Visum
Der kræves visum til Tanzania/Zanzibar for danske statsborgere. Visum købes ved ankomst og koster pt. USD 50 (skal betales kontant) og er gyldigt i 3 måneder. Passet skal være gyldigt 6 måneder ud over opholdet.
Det er vigtigt at du har tilstrækkeligt med blanke viseringssider i dit pas. Visse lande, kræver, at der er minimum 2 blanke sider overfor hinanden.

Det er også muligt at søge visum inden ankomst til Tanzania, det skal gøres via The Embassy of Tanzania i Stockholm.

www.tanemb.se