Oman
I Oman kan eventyrlige ting opleves, og rejser man med åbent sind, vil mødet med den arabiske verden blive en 1001 nats rejse tilbage til svundne tider...
Oman
1001 nats eventyr Magiske historier om Sindbad søfareren og turbanklædte mænd i lange dishdashas klædedragter. Beduinerne der trækker deres kameler gennem ørkenens endeløse vidder og gravtårne, hvis oprindelse går længere tilbage i historien end de egyptiske pyramider. I Oman kan alle disse eventyrlige ting opleves, og rejser man med åbent sind, vil mødet med den arabiske verden blive en 1001 nats rejse tilbage til svundne tider. Sultandømmet Oman på den arabiske halvø begyndte først i starten af 1990’erne at åbne op for turismen. Det foregik nænsomt og med stor hensyntagen til landets naturskat. Masseturisme var uønsket, og i stedet blev der satset på ’value for money’ turismen, hvor man fokuserede på at give turisterne en unik og anderledes ferieoplevelse. I hovedstaden Muscat findes pragtfulde moskeer og paladser og suq’en (markedet) med alle de duftende krydderier og kulørte varer. Muscat betyder ankerplads, og byen var tilbage i tidernes morgen det sidste sted de sørejsende havde mulighed for at proviantere inden den lange rejse til Indien. Oman, hvis areal er syv gange større end Danmark, er kendt for sin storslåede natur. Betagende ørkenlandskaber, kløftede bjergområder, grønne oaser, frugtbare kystsletter med dadelplantager og endeløse strande præger det smukke land. De 1700 kilometer fredet kyststrækning er et yndet turistmål for badegæster. Her findes ingen kæmpemæssige hotelkomplekser, og området er et sandt paradis for dykkere. Her kan man nemlig tage på en forunderlig rejse ned i dybet og opleve op mod 100 forskellige koral arter og svømme blandt kulørte fiskestimer. Hvert år kommer 100.000 havskildpadder op på strandene ved Ras al Hadd og Ras al Jinz. Området må kun besøges under opsyn, for skildpadderne skal kunne lægge deres æg i fred. Overlever de små nyudklækkede skildpadder senere rejsen fra de dybe sandhuller og ud til havet er der chance for, at de 30 til 50 år senere vender tilbage som kønsmodne skildpadder og sikrer en videreførelse af slægten. I den indre del af Oman kan man komme på eventyrrejse og opleve idylliske bjerglandsbyer, dybe slugter, gamle borge og imponerende fæstningsværker. Befolkningen har levet her i årtusinder beskyttet af de 3.000 meter høje Hajarbjerge. I tidernes morgen dannede denne bjergkæde en uovervindelig naturborg, men i dag findes der kortlagte ruter, så turisterne kan komme på trekking til de mest fantastiske udsigtspunkter. Velkommen til en anderledes smuk ferieoplevelse i Oman. |
Lokal tid... Rejsetid 7-9 timer |
Områder
Halvøen Musandam
Fjordlandskaber og undervandsparadis. Musandam, en eksklave af Sultanatet ved den nordlige ende af den arabiske halvø, er et betagende fjordlandskab, som næsten kun kan udforskes fra vandet med en båd.
Kystsletten Al Batinah
Plantager og tyre. Dadler, bananer, limoner, mangoer, tomater, gulerødder, auberginer, squash, kartofler — alt dette og mange andre grøntsager dyrkes på en 270 kilometer lang kyststribe mellem Muscat og Sohar. Plantage efter plantage, landsby efter landsby. Her lever en fjerdedel af Omans befolkning. De dækker hovedparten af landets behov for landbrugsprodukter, men fortærer naturligvis også en hel del af dem selv.
Derfor betegnes Batinah-sletten af omanerne også gerne som landets mave. Flader, som kan dyrkes, har i denne region altid været sjældne og derfor også eftertragtet.
Beboerne på denne kyststribe har derfor i mange århundreder været nødt til at beskytte sig mod invasioner. De byggede et tæt netværk af enkle flugtborge, men også fæstningsanlæg som dem af Nakhl, Barka, Rostaq og Al Hazm, der den dag i dag hører til landets mest betydningsfulde og seværdige.
Hver fredag eftermiddag finder et særligt ritual sted ved Barka. Her mødes egnens bønder med deres tonstunge pukkelkvæg til tyrekamp — eller rettere sagt til tyreskubning. Kæmperne står roligt midt i arenaen og presser hovederne mod hinanden. Den, der først viger, har tabt, og kampen er afsluttet. Intet dyr må nemlig blive såret ved den omanske tyrekamp — dyrene er for værdifulde, og der er ikke længe til den næste fredag.
Muscat og omegn
Paladser som fra tusind og en nat. Muscat overrasker den besøgende med mange eksempler på imponerende moderne arabisk arkitektur. Det er en ny by, planlagt med omhu og bygget i løbet af de sidste 30 år.
Capital Area strækker sig fra de historiske bydele Matrah og Muscat 50 kilometer langs kysten. Mellem stejle mørke klipper står hvide bebyggelser, pragtfulde moskeer og paladser, og igen og igen har man udsigt over det blå lysende hav og udstrakte sandstrande.
Hvis man her leder efter orientalsk leben, er man kommet til det rette sted i bydelen Matrah. Luften i souq’en (markedet) er fyldt med duften af ædle krydderier og røgelse. I butiksboderne tårner varerne sig op. Kulørte stoffer, ædle duge, guld- og sølvsmykker, husholdningsartikler og sko, legetøj og plastblomster — her kan man få næsten alt.
Fra suq’en er det kun få minutters gang til frugt- og fiskemarkedet. Fiskerne lander i morgentimerne deres fangst direkte ved markedets mole; et uforglemmeligt skuespil. Den velbeskyttede havn var før i tiden skibenes sidste mulighed for at forsyne sig med vand inden den lange sejlads til Indien og havde derfor stor betydning.
Muscat betyder ankerplads. Interessante vidnesbyrd om disse forlængst svundne tider finder man i Muscat i Bait al Zubair Museum og Muscat Gate Museum. Byens mest kendte bygningsværk er sikkkert Al Bustan Palace Hotel, som ligger få bugter længere væk. En palmehave ved den hvide strand, omkranset af pittoreske mørke klipper — som et fatamorgana rejser denne pragtbygning sig foran drømmekulissen. Ikke spor mærkeligt, bygningen af eksperter allerede flere gange er blevet præmieret som et af verdens bedste hoteller.
Al Dhahirah
Oliefelter og ældgamle grave. Al Dhahirah betyder «ryg» og er betegnelsen for den halvørkenagtige slette, som strækker sig fra den vestlige kant af de nordlige Hajarbjerge til klitterne af den store arabiske sandørken, Rub al Khali.
For mere end 4000 år siden blev der i bjergene bag Ibri i stort omfang udvundet og forarbejdet kobber, som derefter med skibe blev leveret til højkulturerne i Mesopotamien og Indusbækkenet. Begyndelsen til en stor søhandelstradition. I dag finder man fra denne tid til stadig slaggebjerge og frem for alt utallige bikubegrave, der består af stenplader i mange lag, samt store, cirkelrunde fællesgrave.
Nekropolen i regionen omkring Bat og Amlah betragtes som den største fra denne epoke på verdensplan og er derfor UNESCO-verdensarv. Ibri var en gang vareomladningssted for golfkystens berygtede pirater. Disse tider er ganske vist forlængst forbi, men man imponeres stadig af en store suq og den store fæstning midt i oasen.
I grænseområdet til Saudi-Arabien ligger de berygtede saltpander af Umm as Samim, «giftens moder». Et område, som man den dag i dag næsten ikke kan trænge igennem, selv med de mest moderne køretøjer. Selv om de tilstødende sletter i dette grænseområde forekommer afvisende, er de meget vigtige for landet.
Her, rundt om Fahud, banker Omans økonomiske hjerte, her ligger nogle af de vigtigste oliefelter. Denne region er Omans varmeste — temperaturer på mere end 50 grader er normale om sommeren. Skygge findes ikke. Solen brænder lodret ned på udvindingsanlæggene, varme vinde ser ud til at forbrænde alt.
Al Dakhiliyah
Slugter, borge og terassefelter. Terassefelter i stejle skråninger, storslåede canyons og slugter, idylliske bjerglandsbyer, imponerende fæstninger og paladser — Dakhiliyah har i mange hundrede år været Omans kulturelle hjerte. Her var mennskerne beskyttet mod angreb, flankerne af de 3000 meter høje Hajarbjerge dannede en uovervindelig naturlig borg.
Fjordlandskaber og undervandsparadis. Musandam, en eksklave af Sultanatet ved den nordlige ende af den arabiske halvø, er et betagende fjordlandskab, som næsten kun kan udforskes fra vandet med en båd.
Kystsletten Al Batinah
Plantager og tyre. Dadler, bananer, limoner, mangoer, tomater, gulerødder, auberginer, squash, kartofler — alt dette og mange andre grøntsager dyrkes på en 270 kilometer lang kyststribe mellem Muscat og Sohar. Plantage efter plantage, landsby efter landsby. Her lever en fjerdedel af Omans befolkning. De dækker hovedparten af landets behov for landbrugsprodukter, men fortærer naturligvis også en hel del af dem selv.
Derfor betegnes Batinah-sletten af omanerne også gerne som landets mave. Flader, som kan dyrkes, har i denne region altid været sjældne og derfor også eftertragtet.
Beboerne på denne kyststribe har derfor i mange århundreder været nødt til at beskytte sig mod invasioner. De byggede et tæt netværk af enkle flugtborge, men også fæstningsanlæg som dem af Nakhl, Barka, Rostaq og Al Hazm, der den dag i dag hører til landets mest betydningsfulde og seværdige.
Hver fredag eftermiddag finder et særligt ritual sted ved Barka. Her mødes egnens bønder med deres tonstunge pukkelkvæg til tyrekamp — eller rettere sagt til tyreskubning. Kæmperne står roligt midt i arenaen og presser hovederne mod hinanden. Den, der først viger, har tabt, og kampen er afsluttet. Intet dyr må nemlig blive såret ved den omanske tyrekamp — dyrene er for værdifulde, og der er ikke længe til den næste fredag.
Muscat og omegn
Paladser som fra tusind og en nat. Muscat overrasker den besøgende med mange eksempler på imponerende moderne arabisk arkitektur. Det er en ny by, planlagt med omhu og bygget i løbet af de sidste 30 år.
Capital Area strækker sig fra de historiske bydele Matrah og Muscat 50 kilometer langs kysten. Mellem stejle mørke klipper står hvide bebyggelser, pragtfulde moskeer og paladser, og igen og igen har man udsigt over det blå lysende hav og udstrakte sandstrande.
Hvis man her leder efter orientalsk leben, er man kommet til det rette sted i bydelen Matrah. Luften i souq’en (markedet) er fyldt med duften af ædle krydderier og røgelse. I butiksboderne tårner varerne sig op. Kulørte stoffer, ædle duge, guld- og sølvsmykker, husholdningsartikler og sko, legetøj og plastblomster — her kan man få næsten alt.
Fra suq’en er det kun få minutters gang til frugt- og fiskemarkedet. Fiskerne lander i morgentimerne deres fangst direkte ved markedets mole; et uforglemmeligt skuespil. Den velbeskyttede havn var før i tiden skibenes sidste mulighed for at forsyne sig med vand inden den lange sejlads til Indien og havde derfor stor betydning.
Muscat betyder ankerplads. Interessante vidnesbyrd om disse forlængst svundne tider finder man i Muscat i Bait al Zubair Museum og Muscat Gate Museum. Byens mest kendte bygningsværk er sikkkert Al Bustan Palace Hotel, som ligger få bugter længere væk. En palmehave ved den hvide strand, omkranset af pittoreske mørke klipper — som et fatamorgana rejser denne pragtbygning sig foran drømmekulissen. Ikke spor mærkeligt, bygningen af eksperter allerede flere gange er blevet præmieret som et af verdens bedste hoteller.
Al Dhahirah
Oliefelter og ældgamle grave. Al Dhahirah betyder «ryg» og er betegnelsen for den halvørkenagtige slette, som strækker sig fra den vestlige kant af de nordlige Hajarbjerge til klitterne af den store arabiske sandørken, Rub al Khali.
For mere end 4000 år siden blev der i bjergene bag Ibri i stort omfang udvundet og forarbejdet kobber, som derefter med skibe blev leveret til højkulturerne i Mesopotamien og Indusbækkenet. Begyndelsen til en stor søhandelstradition. I dag finder man fra denne tid til stadig slaggebjerge og frem for alt utallige bikubegrave, der består af stenplader i mange lag, samt store, cirkelrunde fællesgrave.
Nekropolen i regionen omkring Bat og Amlah betragtes som den største fra denne epoke på verdensplan og er derfor UNESCO-verdensarv. Ibri var en gang vareomladningssted for golfkystens berygtede pirater. Disse tider er ganske vist forlængst forbi, men man imponeres stadig af en store suq og den store fæstning midt i oasen.
I grænseområdet til Saudi-Arabien ligger de berygtede saltpander af Umm as Samim, «giftens moder». Et område, som man den dag i dag næsten ikke kan trænge igennem, selv med de mest moderne køretøjer. Selv om de tilstødende sletter i dette grænseområde forekommer afvisende, er de meget vigtige for landet.
Her, rundt om Fahud, banker Omans økonomiske hjerte, her ligger nogle af de vigtigste oliefelter. Denne region er Omans varmeste — temperaturer på mere end 50 grader er normale om sommeren. Skygge findes ikke. Solen brænder lodret ned på udvindingsanlæggene, varme vinde ser ud til at forbrænde alt.
Al Dakhiliyah
Slugter, borge og terassefelter. Terassefelter i stejle skråninger, storslåede canyons og slugter, idylliske bjerglandsbyer, imponerende fæstninger og paladser — Dakhiliyah har i mange hundrede år været Omans kulturelle hjerte. Her var mennskerne beskyttet mod angreb, flankerne af de 3000 meter høje Hajarbjerge dannede en uovervindelig naturlig borg.
Hvis man vil storme den i dag, følger man de godt markerede trekkingstier op til betagende udsigtspunkter i svimlende højder — en anstrengelse, som betaler sig!
Et tæt netværk af vandkanaler går gennem den uvejsomme bjergverden og sørger for, at små grønne paradiser uventet opstår af ingenting.
Nizwa og også Bahla var en gang hovedstæder. Tilsvarende imponerende er deres arkitekur. De meget store lerforekomster ved Bahla gjorde det muligt at omhegne hele oasen med en 12 kilometer lang mur. Som bjerge af ler rejser fæstningen Hisn Tamah sig af dadelpalmernes grønne hav.
For tiden restaureres den skånsomt i den
gamle lerbygningstradition under opsyn af UNESCO, som har optaget bygningen på listen over verdenskulturarv. I fæstningen af Jabrin mødtes i det 17. århundrede filosofferne, litteraterne, kunstnerne og musikerne. De kunstfærdigt udformede rum og de malede trælofter gør dette kulturpalads til landets vigtigste bygningsmindesmærke.
Øst - Al Sharqiyah
Et hav af farver og former. Langsomt, men ustandseligt flytter honniggule sandklitter på mørkerød jord sig mod det azurblå hav. Gyldent lyser strandene ved Ras al Jinz, hvor havskildpadder i tusindvis hvert år lægger deres æg.
Provinsen Sharqiyah ved den arabiske halvøs yderste østlige kant præges af stærke kontraster, farvernes spil og landskabets former. Men også forskellige livsstile støder her på hinanden. Beduinerne af Wahiba trækker stadig omkring i sandhavets uendelige vidder med deres kameler, geder og palmegrenshytter. Frihed og mobilitet er vigtigere for dem end ejendele.
Beboerne af oaserne i ørkenens udkant bygger derimod pragtfulde huse, som de dog måtte forsvare i mange århundreder. Utallige vagttårne og bygninger, der er armeret som fæstninger, vidner om turbulente tider, men også om fortidens rigdom. Husenes tunge portaler, der er pyntet kunstfærdigt med træskæringer, stammer fra Østafrika, blev bragt til havnen Sur med skibe og transporteret videre derfra med kameler.
Mellem bjerge og ørken forløb den mest betydningsfulde karavanevej fra Sur til landets indre. Sur var porten til Zanzibar og Indien, omladningsplads for krydderier, elfenben, guld og silke. Nu som før bygges her dhows, de smidige arabiske både med den elegante bov.
Sydøst - Al Wusta
Omans ark. Faunaen og floraen i dette biosfærereservat er enestående. Foruden ca. 300 oryx-antiloper lever her arabiske gazeller og den sjældne nubiske stenbuk, vildkatte, honninggrævlinger, ørkenræve og ulve, ørkenharer og det ethiopiske pindsvin. Men også 180 forskellige fuglearter har man iagttaget her indtil nu, deriblandt så sjældne fugle som kravetrappen.
Fredningsområdet er ikke kun begrænset til ørkenområderne i landets indre, men går det det Indiske Ocean. Den mere end 300 kilometer lange kyst er en af landets smukkeste og mest afvekslende. Ingen strand ligner den anden. Hvid sandstrand følger efter stejle mørke klipper, turkisblå laguner strækker sig dybt ind i landet og er populære rastepladser for de lyserøde flamingoer. Alger farver vandet i søerne ved Khor Ghawi lysende pink.
En kyst fuld af overraskelser og opdagelser. Larmende slår havets bølger mod klipperne under sommermonsunen. Ingen fisker vover sig ud på det kogende hav i denne periode.
P.g.a. det høje næringsstofindhold og den fremragende vandkvalitet er Omans farvande særlig rige på fisk — endog 13 forskellige hval- og delfinarter boltrer sig her.
Syd: Dhofar
Allerede for to årtusinder siden drog romerne ud for at opdage mirakellandet i orienten, hvor der fandtes træer, fra hvis bark der dryppede guld. Guld i form af en kostbar harpiks. Arabia felix kaldte romerne det — lykkelige Arabien.
De nåede dog aldrig frem til det sted, de længtes efter.
Røgelsesharpiksens duft er allestedsnærværende i Dhofars landsbyer og byer, hverdagen er utænkelig uden den. Hvis man besøger den gamle suq i Salalah, dykker man ned i en raffineret dufternes verden.
Dhofars kvinder er berømte for deres ekskvisitte duftblandinger af røgelse, myrra, sandeltræ og blomsteressenser. Opskrifterne er hemmelige og går i arv fra moderen til døtrene.
Når den arabiske halvø om sommeren synker ned i gloende hede, søger tusindvis af turister fra golfstaterne tilflugt fra heden i Salalah.
Fra juli til september dyppes denne kyststribe nemlig af monsunens udløbere i tæt tåge og støvregn.
Vegetationen i bjergene ser ud til at eksplodere — et koldt grønt paradis midt i en glohed ovn. Salalah, den lysende, er Omans næststørste by. Med 15 kilometer strækker den sig langs en endeløs sandstrand, omgivet af et subtropisk plantagebælte. Under kokospalmernes grønne tag trives bananer og papajas specielt godt.
De modne søde frugter tilbydes ved vejkanten — en fristelse, som er svær at modstå.
Et tæt netværk af vandkanaler går gennem den uvejsomme bjergverden og sørger for, at små grønne paradiser uventet opstår af ingenting.
Nizwa og også Bahla var en gang hovedstæder. Tilsvarende imponerende er deres arkitekur. De meget store lerforekomster ved Bahla gjorde det muligt at omhegne hele oasen med en 12 kilometer lang mur. Som bjerge af ler rejser fæstningen Hisn Tamah sig af dadelpalmernes grønne hav.
For tiden restaureres den skånsomt i den
gamle lerbygningstradition under opsyn af UNESCO, som har optaget bygningen på listen over verdenskulturarv. I fæstningen af Jabrin mødtes i det 17. århundrede filosofferne, litteraterne, kunstnerne og musikerne. De kunstfærdigt udformede rum og de malede trælofter gør dette kulturpalads til landets vigtigste bygningsmindesmærke.
Øst - Al Sharqiyah
Et hav af farver og former. Langsomt, men ustandseligt flytter honniggule sandklitter på mørkerød jord sig mod det azurblå hav. Gyldent lyser strandene ved Ras al Jinz, hvor havskildpadder i tusindvis hvert år lægger deres æg.
Provinsen Sharqiyah ved den arabiske halvøs yderste østlige kant præges af stærke kontraster, farvernes spil og landskabets former. Men også forskellige livsstile støder her på hinanden. Beduinerne af Wahiba trækker stadig omkring i sandhavets uendelige vidder med deres kameler, geder og palmegrenshytter. Frihed og mobilitet er vigtigere for dem end ejendele.
Beboerne af oaserne i ørkenens udkant bygger derimod pragtfulde huse, som de dog måtte forsvare i mange århundreder. Utallige vagttårne og bygninger, der er armeret som fæstninger, vidner om turbulente tider, men også om fortidens rigdom. Husenes tunge portaler, der er pyntet kunstfærdigt med træskæringer, stammer fra Østafrika, blev bragt til havnen Sur med skibe og transporteret videre derfra med kameler.
Mellem bjerge og ørken forløb den mest betydningsfulde karavanevej fra Sur til landets indre. Sur var porten til Zanzibar og Indien, omladningsplads for krydderier, elfenben, guld og silke. Nu som før bygges her dhows, de smidige arabiske både med den elegante bov.
Sydøst - Al Wusta
Omans ark. Faunaen og floraen i dette biosfærereservat er enestående. Foruden ca. 300 oryx-antiloper lever her arabiske gazeller og den sjældne nubiske stenbuk, vildkatte, honninggrævlinger, ørkenræve og ulve, ørkenharer og det ethiopiske pindsvin. Men også 180 forskellige fuglearter har man iagttaget her indtil nu, deriblandt så sjældne fugle som kravetrappen.
Fredningsområdet er ikke kun begrænset til ørkenområderne i landets indre, men går det det Indiske Ocean. Den mere end 300 kilometer lange kyst er en af landets smukkeste og mest afvekslende. Ingen strand ligner den anden. Hvid sandstrand følger efter stejle mørke klipper, turkisblå laguner strækker sig dybt ind i landet og er populære rastepladser for de lyserøde flamingoer. Alger farver vandet i søerne ved Khor Ghawi lysende pink.
En kyst fuld af overraskelser og opdagelser. Larmende slår havets bølger mod klipperne under sommermonsunen. Ingen fisker vover sig ud på det kogende hav i denne periode.
P.g.a. det høje næringsstofindhold og den fremragende vandkvalitet er Omans farvande særlig rige på fisk — endog 13 forskellige hval- og delfinarter boltrer sig her.
Syd: Dhofar
Allerede for to årtusinder siden drog romerne ud for at opdage mirakellandet i orienten, hvor der fandtes træer, fra hvis bark der dryppede guld. Guld i form af en kostbar harpiks. Arabia felix kaldte romerne det — lykkelige Arabien.
De nåede dog aldrig frem til det sted, de længtes efter.
Røgelsesharpiksens duft er allestedsnærværende i Dhofars landsbyer og byer, hverdagen er utænkelig uden den. Hvis man besøger den gamle suq i Salalah, dykker man ned i en raffineret dufternes verden.
Dhofars kvinder er berømte for deres ekskvisitte duftblandinger af røgelse, myrra, sandeltræ og blomsteressenser. Opskrifterne er hemmelige og går i arv fra moderen til døtrene.
Når den arabiske halvø om sommeren synker ned i gloende hede, søger tusindvis af turister fra golfstaterne tilflugt fra heden i Salalah.
Fra juli til september dyppes denne kyststribe nemlig af monsunens udløbere i tæt tåge og støvregn.
Vegetationen i bjergene ser ud til at eksplodere — et koldt grønt paradis midt i en glohed ovn. Salalah, den lysende, er Omans næststørste by. Med 15 kilometer strækker den sig langs en endeløs sandstrand, omgivet af et subtropisk plantagebælte. Under kokospalmernes grønne tag trives bananer og papajas specielt godt.
De modne søde frugter tilbydes ved vejkanten — en fristelse, som er svær at modstå.
Klima
Oman har et tørt og ekstremt varmt klima. Varmest om sommeren, hvor temperaturen ligger på ca. 40°, og inde i landet op hele til 50°. Vintertemperaturen er mere behagelig på omkring de 25°.
I den nordlige del i bjergkæden Djebel al-Akhdar er temperaturerne knap så høje. Mellem juni og september strejfes området af monsunudløbere, som hylder regionen ind i tåge og støvregn (Kharif Season), og giver kystbjergene et flot grønt subtropisk præg.
P.g.a. den kraftige strøm om sommeren kan der ved Omans sydkyst kun bades i havet om vinteren. Gennemsnitstemperaturen i syd ligger året rundt ved ca. 30°.
Den bedste rejsetid er fra oktober til marts.
Fakta
Indbyggere
2,6 millioner (andel udlændinge ca. 25 procent), med 7,8 indbyggere pr. kvadratkilometer en af verdens tyndest befolkede stater
Landesprog
Arabisk er det officielle sprog, andre udbredte sprog er swahili, urdu og hindi. Desuden er engelsk et gængst omgangs- og handelssprog.
Religion
Islam (overvejende ibaditer) og andre religioner respekteres.
Areal
Oman er 7 gange så stor som Danmark med 309.500 kvadratkilometer (Danmark 43.094)
1.700 km lang kystlinie
Landets bredde
Landet er 800 km i bredde hvor størst afstand og 50 km på mindste stræk.
Beskaffenhed
Sand- og grusørkener samt bjerge og oaser.
Højeste punkt
Jebel Shems (3.009 m), frugtbare kystsletter i nord og syd
Beliggenhed og grænser
Ved den yderste østlige udkant af den arabiske halvø; i vest grænsende op til de Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, i sydvest til Yemen.
Aktiviteter
Omans 1700 kilometer lange kyststrækning er et sandt paradis for badning, svømning, dykning og snorkling. Nogle af de smukkeste strande findes ved Qurum, Musandam, Masirah Island og Salalah.
Her er også rig mulighed for en aktiv ferie i form af trekking og klatring.
Rejser til Oman
