Sarova Mara Game Camp

Et ophold på Sarova Mara Game Camp giver dig en unik chance for at opleve det ægte og vilde Afrika på tætteste hold. Eventyrlige safarier, en hyggelig og tryg camp, luksuriøst spa og poolområde og spændende madoplevelser er bare noget af det, som campen kan tilbyde.

Velegnet til par
Velegnet til par
Børnevenlig
Børnevenlig

Uforglemmelige safarioplevelser for eventyrlystne livsnydere

Hvert år vandrer kæmpemæssige flokke af dyr fra Serengeti sletterne og ned gennem Kenya i deres søgen efter føde og vand. Antiloper, zebraer, gazeller, gnuer, giraffer og elefanter vandrer målrettet kilometer efter kilometer fulgt af sultne løver, geparder og hyæner. Et scenarisk skue som får iagttageren til at sidde med tilbageholdt åndedræt og som for altid vil brænde sig fast på nethinden. Midt på denne scene ligger Sarova Mara Game Camp.

Et ophold på Sarova Mara Game Camp giver dig en unik chance for at opleve det ægte og vilde Afrika på tætteste hold. Eventyrlige safarier, en hyggelig og tryg camp, luksuriøst spa og poolområde og spændende madoplevelser er bare noget af det, som campen kan tilbyde.

Vejen hertil

Sarova Mara Game Camp er lokaliseret i Maasai Mara National Reservatet, Sydvest Kenya. Det er lokaliseret med en afstand på 260 km fra Nairobi. Med fly vil det take 1 time fra Nairobi og 2 timer fra Mombasa. At skifte fra fly til campen tager 20 minutter. Det er 5 minutters kørsel fra Sekenani port og kørslen vil tage ca. 5½ time fra Nairobi.

Beliggenhed...

  • Kenya
  • Sydvestlige Kenya
  • Masai Mara
  • Mara Sekenani
Hvorfor bo her?
  • God beliggenhed
  • Luksus telte
  • God atmosfære
  • Familievenlig

Lokal tid...

Vurdering:
Standard

Alle campens telte er smagfuldt møbleret med blandt andet komfortable senge og eget bad og toilet. Der er også mulighed for at booke familietelte, som er to telte i ét med et fællesområde eller luksuriøse Club telte med garderobe, store senge, dobbeltvaske og med glasdøre ud til den private terrasse, hvor I kan spise middag, mens I nyder udsigten over Mara sletten.

Værelses- og suitefaciliteter

Minibar
Balkon/terasse
Hårtørrer
Myggenet

Sarova Mara Game Camp arrangerer spændende fugle- og gå-safarier, hvor du kommer tættere på slettens plante, fugle- og dyreliv eller du kan opleve det hele oppefra med en tur i luftballon, hvor du får en fabelagtig udsigt over sletten. Du kan også tage på tur til Isokon Maasai Culture Village eller opleve traditionel Masai dans.

Campen byder derudover på afslappende massage og skønhedsbehandlinger i Tulia Wellness teltet og på minigolf, tennis, bueskydning, bordtennis og ture i kajak. Du kan også tage en afkølende dukkert i poolen eller nyde solen i liggestolene.

Restaurant(er)
Swimmingpool
Spa/wellness
Internet (gratis)
Lounge/bar
Bordtennis
Icon 1 Icon 3
 

Kenya

Kenya lægger kærligt men bestemt sin snabel om livet på dig. Du gribes af elefanter, giraffer og løver på hjemmebane og af snedækkede bjerge, glimtende gletschere, golde ørkener, tørre savanner, frugtbare søområder, tætte urskove og udslukte vulkaner.

Toppen af det majestætiske Mount Kenya knejser fem kilometer over endeløse græssletter og får dig til at føle dig meget lille; og så har vi endda ikke nævnt nomaderne, de farverige krigere og de lange hvide sandstrande ved det krystalklare Indiske Ocean.

Kenya giver dig en oplevelse for livet, uanset om du vælger at bo under teltdug eller på hoteller af international standard.

Lokal tid...

Rejsetid

Der går ikke fly direkte til Kenya fra Danmark, men du kan flyve til hovedstaden Nairobi via blandt andet Amsterdam og London på godt otte timer. Fra Nairobi er der direkte fly til en række afrikanske lande.

Det er også let at komme rundt i Kenya med fly, og det er ofte billigere over de lange afstande. Der er mange daglige afgange mellem Nairobi og Mombasa, og man finder let en flyrute til landets andre knudepunkter.

Desuden er der private landingsbaner ved mange safari lodges, nationalparkerne og andre turiststeder. Vær dog forberedt på, at turene ofte foregår i små propelfly, og at landingsbanerne som regel ikke er asfalterede.

En anden mulighed er minibus eller landrover, hvis du har god tid til at opleve landet, men de kenyanske veje lever ikke op til normal dansk standard…

Tager du en taxi i byerne, så bør du sikre dig, at den har en bevilling. Og hvis taxien ikke har et taxameter, så aftal prisen inden køreturen.

Du kan også snuppe en tur med Kenya Railways’ berømte jernbane fra Mombasa til Nairobi og videre til Victoriasøen. Også her kan du regne med én på opleveren - og komfort et stykke under dansk niveau.

Samburu Game Reserve
Godt 325 km fra Nairobi, i det tørre nordlige Kenya, ligger det 165 km² store Samburu-reservat. Reservatet ligger på en lavaslette med stejle slugter og bløde bakker. Den centrale nerve i reservatet er Ewaso Ngiro-floden, der snor sig igennem landskabet. På begge sider af floden er der et galleri af grønt bestående af bl.a. paraplyakacier og doumpalmer, der tiltrækker en sværm af fugleliv.

I dette område findes også nogle af Kenyas mere sjældne dyrearter, såsom girafgazellen,
Grevy’s zebra, netgiraffen, oryxantilopen og somalistrudsen.

Buffalo Springs Game Reserve Buffalo Springs falder sammen med Samburu i syd og er mere eller mindre en forlængelse af
parken med de samme omgivelser. Som navnet antyder, er den største vandåre dog udspringet fra en kilde, der tiltrækker vildt fra nær og fjern. Reservatets grænse mod nord er Ewaso Ngiro-floden. Flere farverige lokale stammer bor i området, og der er mulighed for at aflægge dem et besøg.

Samburustammerne er nært beslægtede med Masaierne.

Shaba Game Reserve
Shaba Game Reserve Med sit uspolerede vildnis i halvørkenen ligger Shaba Game Reserve som en del af Samburu og Buffalo Springs Nationalreservatet, kun adskilt fra hinanden af Kenya- Etiopien motorvejen, en støvet og hullet grusvej.

Reservatet dækker et areal på omkring 239 km² og bliver ikke besøgt af så mange turister som de fleste andre parker i Kenya, til trods for den spektakulære og enestående natur. Omgivelserne er smukke og udgøres af dramatiske bjerge og Ewaso Ngiro-floden. er rigt på et storslået fugleliv samt andet vildt. Et meget anderledes stykke.

Masai Mara Game Reserve Masai Mara ligger godt seks-syv timers kørsel (270 km) sydvest for Nairobi. Reservatet er på 1.510 km² og ligger i 1.500-2.000 meters højde, hvilket betyder, at klimaet generelt er meget behageligt. Reservatet er mod syd forbundet med Serengetisletten i Tanzania og er Kenyas mest kendte. Fra omkring juli til oktober måned kan man opleve verdens største vidunder inden for dyreverdenen, ”The Migration”, hvor op mod to millioner hovdyr vandrer fra Serengeti i Tanzania til Masai Mara i Kenya.

Masai Mara består af fantastiske naturscenerier, kuperede sletter, bakker og mindre skovområder, godt forsynet med vand fra Marafloden, som løber igennem parken fra nord til syd. Her er en rigdom af vilde dyr og ikke mindst af de store katte – løver, geparder og leoparder. I Marafloden er der masser af krokodiller og bassiner med flodheste, men området byder også på et betagende fugleliv samt det spændende Masai-folk, der også kan besøges.

Amboseli Nationalpark
På grænsen til Tanzania ved foden af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro ligger Amboseli Nationalpark. Spørger man de lokale kenyanere, er Amboseli Nationalpark deres foretrukne, og det er ikke uden grund. Parken er 392 km² og ligger godt fire timers kørsel fra Nairobi. Området er åben savanne og akaciekrat, og dyrene står som silhuetter foran det majestætiske bjerg. Omtrent midt i parken er der flere sumpområder, og det er her, den største koncentration af vilde dyr opleves.

Amboseli er specielt kendt for store flokke af elefanter og et utrolig rigt fugleliv, men der er også meget andet vildt, såsom bøfler, løver, geparder, zebraer, gnuer, gazeller og giraffer.

Tsavo Nationalpark
Kenyas ældste og største nationalpark dækker et areal på mere end 20.000 km², hvilket gør den cirka halvt så stor som Danmark. Parken ligger omtrent midt imellem Mombasa og Nairobi. Tsavo er delt op af Mombasa- Nairobi landevejen i en østlig og en vestlig del.
Den østlige del byder på fladt landskab med typisk savanne, mens den vestlige del er mere bakket. I den vestlige del ligger desuden Mzima Springs, en underjordisk kilde, hvor 10-20 millioner liter vand dagligt bobler frem og danner en naturlig jacuzzi for flodheste og krokodiller. I området findes ligeledes et reservat for det truede sorte næsehorn.

Tsavo er kendt for en stor vildtbestand, den største bestand af elefanter i Kenya samt et enestående fugleliv.

Rift Valley
Rift Valley – Den Afrikanske Gravsænkning, verdens længste kløft, løber over mere end 6.000 km fra Mellemøsten til Mozambique. I Kenya finder man i Rift Valley en perlerække af ferskvands- og sodasøer. Søerne tiltrækker et væld af fugle, hvor Lake Naivasha, Lake Elementaita og Lake Nakuru, beliggende godt 2-2½ times kørsel fra Nairobi, er de mest besøgte på safarirejsen.

Området er et paradis for fugleinteresserede, fordi søerne tiltrækker et enormt antal fugle – både fastboende og trækfugle. Lake Nakuru er en lavvandet sodasø. Søen ligger i Lake Nakuru Nationalpark omkranset af græssavanne, gulbarkede akacietræer og skov. Søen er verdenskendt for at huse tusindvis af flamingoer, hvilket er et fantastisk syn.

Ud over det imponerende fugleliv i parken er her bøfler, leoparder, giraffer og ikke mindst gode chancer for at se næsehorn. Lake Elementaita, der ligger godt en halv times kørsel fra Lake Nakuru, er også en sodasø, med ideelle leveforhold for flamingoer og andre fugle. Her er mulighed for vandre- og rideture. Lake Naivasha er en af ferskvandssøerne i Rift Valley.

Stedet er et af de bedste områder at se fugle, der bl.a. kan opleves på en vandretur eller på en sejltur. Søen huser også flodheste, og her er mulighed for at fiske. I søens østlige ende ligger Cresent Island, der er et privatreservat. Det er populært at sejle til øen for at vandre en tur med gode muligheder for at møde antiloper, giraffer og zebraer.

Mount Kenya Nationalpark
Omkring 180 km nord for Nairobi i det centrale højland ligger Mount Kenya, der med sine 5.199 meter er Kenyas højeste og Afrikas næsthøjeste bjerg. Med de snedækkede tinder er det en stor kontrast til de omkringliggende tørre græssletter. Fra en højde af 2.200 meter og op er bjerget udlagt til en nationalpark på i alt godt 715 km².

Den første del af bjerget er urskov, som højere oppe afløses af bambusskov, og øverst er det alpin lynghede. I urskoven er der en stor vildtrigdom af bl.a. elefanter, bøfler og antiloper, og i området ligger et af de kendte trætophoteller med udsigt til et vandhul, der døgnet rundt tiltrækker skovens dyr.

Ud over safarioplevelserne fra trætophotellet byder området på forskellige vandreture.

Aberdare
Aberdare er en smuk bjergkæde i Kenyas centrale højland. Størstedelen af området ligger i en højde på omkring 3.000 meter. I hjertet af disse bjerge ligger Aberdare Nationalpark med meget tæt skovvækst, vandløb og vandfald. Pga. den tætte skovvækst er det svært at se dyrene på en safarikørsel, men som ved Mount Kenya er det muligt at bo på et trætophotel, beliggende ved et vandhul, hvor dyrene kommer for at drikke.

Blandt dyrene i Aberdare er elefanter, bøfler, næsehorn og Colobusaber.

Mombasakysten
De kilometerlange kridhvide strande med eksotiske kokospalmer og det krystalklare Indiske Ocean er fortræffeligt at kombinere med en safari. På kysten findes alt fra det simple strandhotel til det luksuriøse med spændende restauranter og de traditionelle ”Dhow” sejlskibe.

Lamu
Lamu er en lille, eksotisk ø, der ligger ud for Kenyas Nord-østkyst. Der er ingen biler på øen, og det er et sted, hvor tingene tager den tid, ting nu engang tager. Lamu by er den ældste by i Kenya, der stadig er beboet, og husene er rustikke og stråtækte. Her er både lodges og kilometervis af hvide sandstrande. Et perfekt sted at koble fra, helt og aldeles.

Vejret i Kenya


Vejret er tropisk ved kysten, tempereret i højlandet og subtropisk i resten af Kenya.

Der er to regnsæsoner i Kenya. Den store regntid er fra april til juni, og den lille regntid ligger i november og december. Selvom det er regntid regner det ikke konstant, og man kan sagtens rejse til Kenya alligevel. Oftest kommer der korte heftige regnbyger, måske et par timer, efterfulgt af solskin. Regntiden gør landskabet grønt og frodigt, og der er ikke så mange turister i safariparkerne som i resten af året.

Kenya ligger på ækvator og har et behageligt tropisk klima. Der kan dog være store regionale klimavariationer påvirket af flere faktorer - særligt højde (temperaturer falde med ca. 6 °C for hver 1000 m du klatre). Kenyas dagtemperaturer ligger mellem 20 og 28 °C, dog ofte lidt varmere ved kysten.
Kenya er for tæt på ækvator for at man vil opleve en rigtig vinter og sommer. Årstiderne adskilles i stedet af regn- og tørperiode.

Tørperiode (juni-oktober) Vejret i Kenya i juni, juli, august, september og oktober er den køligste periode. Dagtemperaturer er normalt omkring 23 °C i de højere luftlag (f.eks. Masai Mara) og 28 °C i lavere højder og de kystnære områder. I den tørre sæson er himlen klar og dagene er solrige. Tidlig morgen vil temperaturer ved højere højde typisk være 10 °C. Det tilrådes at pakke varmt tøj til de tidlige morgener da safari køres i åbne biler.

Regnperiode (november-december) I regnperioden vil temperaturerne i dagtimerne ligge mellem 24-27 °C i de højere luftlag. Ved lavere højder vil dagtemperaturerne være mere konstant omkring de 30 °C .
Fra december til april vil luftfugtigheden være høj i Tsavo og kystområderne. I november og december vil der forekomme korte men kraftige regnskyl. Disse kommer typisk om eftermiddagen fulgt af tordenvejr.
I denne periode vil de fleste antilope og gazelle arter få deres unger. De store rovdyr vil typisk også have deres unger i den grønne periode.

Tørperiode (januar-marts)
Perioden varer oftest i januar, februar og marts, men længden på denne tørperiode kan være svær at forudsige, men typisk kommer regnen tilbage i begyndelsen af marts. Savannen er åben og græsset kort, så dyrene er lette at få øje på.

Regnperiode (april-maj)
I denne periode kan man opleve længere regnskyl men dog sjældent heldagsregn. Luftfugtigheden er høj i denne periode og der kan forekomme gråvejr og tåge i højlandet.

Migration i Masai Mara
I juni begynder man at kunne opleve store flokke af Burchells zebra komme til Masai Mara. Når de har græsset de grove græsarter kommer gnuerne efter, da de kræver finere og kortere græs. De enorme flokke af gnuer (blue wildebeest) kan opleves i Masai Mara fra juli og frem til oktober. Det varierer en del fra år til år, alt efter hvornår regnene har givet næring til græsset. De kommer vandrende sydfra og bliver i Masai Mara indtil oktober/november, hvorefter de krydser Mara floden på deres vej tilbage til Tanzania.

I perioden hvor der er store flokke af zebra og gnuer i Masai Mara, vil der være begrænset med flokke af elefanter, da de ikke trives med den uro det giver med de mange tusinde dyr. Elefanterne vender tilbage til Masai mare i november og december.

I januar til marts vil man kunne opleve fuglenes migration, hvor mange af vores arter fra Europa er at finde i Masai Mara.


Vejlendende nedbør i Kenya (i millimeter)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
52 50 90 240 180 40 20 30 40 60 150 100

Vejledende temperaturer i Kenya (dag/nat)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
25/11 26/11 25/13 24/14 23/13 22/11 21/10 21/10 24/10 25/13 25/13 25/13
Kilde: worldweatheronline.com

Visum
Der kræves visum til Kenya for danske statsborgere. Visum kan købes for USD 50 dollars per person ved ankomsten til Nairobi lufthavn, og det gælder i 30 dage eller der kan ansøges om visum inden afrejse på nettet via den Kenyanske Ambassades hjemmeside.
Ved ansøgning på nettet er visuafgiften USD 50 plus en serviceafgift på USD 1. Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter indrejsen til Kenya!
Efter registreringen på hjemmesiden tager det omkring 7 dage, før visummet er udstedt. Det elektroniske visum skal stadig printes ud og medbringes sammen med pas og præsenteres ved ankomsten i Kenya.

Søg om visum til Kenya HER
Du kan også søge om visum inden afrejsen hos Kenyas skandinaviske ambassade:
Kenya Embassy
Birger Jarlsgatan 37
Box 7694
10395 Stockholm
Sverige
Tel. +46 8 218300 / 04 / 09

Areal
582.646 kvadratkilometer.

Befolkning
30 millioner indbyggere. Heraf cirka 2.1 millioner i hovedstaden Nairobi.

Drikkepenge
I Kenya er drikkepenge meget udbredt. Selvom service typisk er inkluderet, forventes det at man lægger ca. 10% oven i beløbet.

På safarirejsen giver man drikkepenge til den lokale chauffør/guide, dog normalt først når safarirejsen slutter. Det er naturligvis frit for hvor meget man betaler, men har man været tilfreds med servicen, er beløbet normalt imellem USD 5-15 per person per dag.
Bemærk: Visse safarioperatører anbefaler USD 20 per dag til chauffør/guide, men vi vil gerne understrege at beløbet er helt og aldeles op til én selv.
Rejser man en gruppe sammen kan man evt. give den danske guide pengene, så han/hun kan fordele dem. Kuffertbærere på hoteller giver man typisk 50-100 Schilling eller 1 USD per taske.
På restauranter runder man op med ca. 10 %. Til taxichauffører betaler man ca. 5-10 %.

Sørg altid for at have mindre sedler 50-100 KSh ved hånden til drikkepenge.

Man bliver på rejsen i Kenya ofte spurgt af lokalbefolkningen, om man har en T-shirt, sko eller en kuglepen man kan undvære eller evt. bytte med en lille souvenir. Har man en ekstra kuglepen, blok, tøj eller sko man ikke længere bruger, bliver de fleste kenyanere utroligt glade for at overtage dette. Kvaliteten på vores tøj og sko er som regel væsentlig bedre, end de varer man
kan købe i Kenya.

Internet
Internet og WiFi findes på de fleste hoteller, specielt i Nairobi og på Mombasakysten. I de større byer er der også internet, og i national parkerne er der også ofte internetforbindelse på hoteller/lodges, dog er hastigheden meget langsom og adgangen kan være dyr.

Sprog
De officielle sprog i Kenya er swahili og engelsk, men der er tales også mange lokale sprog og dialekter hvoraf nogle af de mest udbredte er kikuyu, masai og samburu. De fleste kenyanere der arbejder i turistområderne forstår og taler engelsk og man oplever som regel ikke de store vanskeligheder med at gøre sig forståelig.

Religion
Alverdens trosretninger trives side om side i Kenya. 40 procent er protestanter, 30 procent er muslimer, og 22 procent er katolikker.

Valuta
Den officielle møntsort i Kenya er Kenya Schilling. Forkortelsen af Kenya Schilling er enten KSh eller man bruger /= efter beløbet eks. 500/=. Der findes følgende sedler: 50, 100, 200, 500 og 1000 shilling. Af mønter findes 5, 10, og 20 cent (der går 100 cent til 1 schilling). Det er en god ide altid at have 50 og 100 shillings med sig til eks. drikkepenge.

Rejsende til Kenya kan veksle fra fremmed valuta til Schilling i banker, bureau de change og autoriserede hoteller. Det er lettest at veksle USD eller Euro. Også mange forretninger og hoteller accepterer USD som betaling. Det er nemt at veksle kontanter i Nairobi eller Mombasa lufthavn og kursen er rimelig. Der er i Kenya ingen begrænsning for hvor meget fremmed valuta, der må indføres. Medbringes USD sedler må disse ikke være ældre end fra 2003. Det er ulovligt at veksle ”sort” i Kenya.

Vaccinationer
Der kræves ingen vaccinationer for at komme ind i Kenya. Men vi råder dig til at tale med din egen læge om en forebyggende malariakur en uge før afrejsen samt en vaccination mod stivkrampe.

Safari
Begrebet ”safari” blev født i Kenya, og det er ikke tilfældigt. Landets varierede dyreliv og landskaber byder på fantastiske oplevelser, og siden de første storvildtsjægere har Kenya haft turisme uafbrudt. Derfor finder du både transportmidler og indkvartering efter din smag.

Jagt er forbudt i Kenya af hensyn til det skrøbelige dyreliv, så du bør i stedet bevæbne dig med et kamera, et åbent sind og et vækkeur.

Der er nemlig meget at se, og vi tager oftest af sted fra tidligt om morgenen til sidst på eftermiddagen, hvor dyrene er mest aktive.

I Kenya foregår safarierne i minibusser, hvor alle har en vinduesplads med udsigt.
Guiden er god til at spotte vildtet og fortælle om det, så du får en masse viden på en underholdende måde.

Golf
Golf er den hurtigst voksende sport i Danmark, og Kenya er lidt af et golf-paradis. Kenya er en tidligere britisk koloni, og kolonimagten har anlagt masser af golfbaner med det grønne, grønne græs.

På grund af den lange, stolte tradition er
standarden generelt meget høj, og de kenyanske fairways er velplejede. Greenfees er klart billigere end i Danmark, og du skal ikke blive overrasket, hvis du oven i en god sportsoplevelse får glimt af aber, antiloper og eksotiske fugle. Kontakt Blixen Tours, hvis du ønsker vores hjælp til at spille golf i Kenya.