Generelle rejsebetingelser

Blixen Tours
Blixen Tours generelle rejsebetingelser er udarbejdet i overensstemmelse med loven om pakkerejser.
 
1.TILMELDING
Tilmeldingen til en rejse er bindende for såvel forbruger som rejsebureau, når depositum er betalt.
 
2. BETALINGSBESTEMMELSER
Følgende regler er gældende, såfremt der ikke er anført andre bestemmelser på Deres faktura.
 
Depositum skal betales senest 4 dage efter fakturering. Ved tilmeldingen betales et depositum på 30% af rejsens pris, dog minimum kr. 2.000. På visse rejsearrangementer dog mere af rejsens pris. Hvis sygdomsafbestillingsforsikring er tilvalgt skal denne betales samtidigt med depositum.
 
Restbeløbet skal være indbetalt senest 60 dage før afrejse. Rejsedokumenterne vil normalt blive fremsendt således, at De har dem i hænde senest 7 dage før afrejse.
 
Såfremt fristen for indbetaling af depositum ikke er overholdt vil tilbuddet bortfalde. Såfremt fristen for indbetaling af restbeløbet ikke er overholdt vil tilmeldingen blive anset for at være annulleret uden gyldig grund og depositum vil ikke blive tilbagebetalt.
 
3. AFBESTILLING
Følgende regler er gældende, såfremt der ikke er anført andre bestemmelser på Deres faktura.
 
Ved afbestilling af rejser efter endelig bekræftelse og indbetaling af depositum og eventuel afbestillingsforsikring, er dette tabt.
Ved afbestilling 60-46 dage før afrejse opkræves et gebyr på 75% af rejsens pris. Ved afbestilling 45 dage før afrejsen er hele rejsens pris tabt. Følgende er gældende, med mindre andet er anført fakturaen. Vi gør opmærksom på, at der kan være ekstraordinære omkostninger forbundet med enkelte rejser.
Dog kan større annulleringsgebyrer være anført fakturaen tilfælde af forudbetalinger eller betalinger ved hurtige udstedelser af fly/hotel eller andre services.
Det skal understreges af flyrejser som oftest er forbundet med 100% annulleringsgebyr.
 
Såfremt der inden for et tidsrum af 14 dage før rejsens påbegyndelse forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme og andre hermed ligestillede begivenheder kan rejsen afbestilles vederlagsfrit. Det vil dog være en betingelse, at danske myndigheder (f.eks. Udenrigsministeriet) direkte fraråder rejser til det pågældende område, og at begivenhederne er opstået efter rejsens bestilling.
 
4. FORSIKRINGER
4.1 Sygdomsafbestillingsforsikring
Blixen Tours A/S anbefaler, at De tegner en sygdomsafbestillingsforsikring, der dækker afbestillingsomkostninger såfremt deltagelse i rejsen umulig eller i væsentlig grad vanskeliggøres på grund af død eller akut sygdom/tilskadekomst, som kræver hospitalsindlæggelse, lægeordineret sengeleje, eller det der kan sidestilles hermed, hos dig selv eller ægtefælle/ samlever(ske), forældre, svigerforældre, børn, børnebørn, søskende, bedsteforældre, svigerinde, svoger eller rejseledsager. Bureauet modtager vederlag ved salg af afbestillingsforsikring. Beløbet indbetales sammen med depositum og er ikke refunderbart uanset årsag til afbestilling. For afklaring af tekniske spørgsmål og gældende forsikringsbetingelser henviser vi til forsikringsselskabet.
 
4.2 Rejseforsikring
Blixen Tours A/S anbefaler på det kraftigste at alle gæster tegner en rejseforsikring på rejsen, der dækker for sygdomstilfælde og hjemtransport. Vi tilbyder alle vore rejsende forsikring og supplerende forsikringer gennem Gouda Rejseforsikring. Det er deltagernes pligt at være tilstrækkeligt forsikret i alle henseender i forbindelse med rejsen. Blixen Tours gør opmærksom på at der kan være yderst alvorlige økonomiske konsekvenser ved manglende rejseforsikrings-dækning ved udlandsrejser. For afklaring af tekniske spørgsmål og gældende forsikringsbetingelser henviser vi til forsikringsselskabet.
 
5. FLYREJSEN
Såfremt De udover den anførte rejserute har særlige krav til Deres billets fleksibilitet, skal de være anført i deltagerbeviset. Ændringer af rejserute, forlængelse eller vederlagsfri annullering kan kun ske såfremt dette er anført i deltagerbeviset. Åbne billetter betyder, at en flystrækning ikke er reserveret (booket), og at man kun kan reservere et flysæde på et bestemt fly, såfremt der er plads på det pågældende fly. I højsæsonen kan det være svært at få plads på det ønskede fly. De anførte tider er lokal tid.
 
Ændringer kan forekomme såfremt rejseplanen er udarbejdet længe før skift til og fra sommertid eller ændringer i luftfartsselskabernes fartplaner, hvilket normalt sker 1. april og 1. oktober. Det er derfor vigtigt, at De kontrollerer afgangstiderne i de fremsendte billetter. Såfremt disse tider afviger fra denne rejseplan eller eventuelt en korrigeret rejseplan, bør De omgående kontakte bureauet. Alle reservationer skal bekræftes (Reconfirm) senest 72 timer inden returrejse eller et afbrudt rejseforløb genoptages. Dette gælder altså også, selvom man har en fast reservation.
 
Mange flyreservationer i forbindelse med oversøiske rejser skal genbekræftes senest 72 timer før returrejse. Dette gælder ikke afrejsen fra Danmark. Genbekræftelse kan foretages hos alle lokale rejsebureauer eller ved henvendelse direkte til flyselskabet. I forbindelse med de enkelte pakkerejser foretager vor lokale repræsentant denne genbekræftelse. Dette vil være anført i Deres afrejsedokumenter. Såfremt hjemrejsen ikke bliver genbekræftet kan kunden miste sin plads på flyet.
 
Det er meget vigtigt, at alle Deres for-, mellem- og efternavn(e) står anført i flybilletten som i Deres pas. I tilfælde af navneændring – efter depositum er betalt – opkræver vi et gebyr på kr. 1.000 per navneændring plus det gebyr for ændring der opkræves af luftfartsselskaberne. I nogle tilfælde kan en navneændring ikke foretages, og her vil hele flybilletten være tabt og det vil være nødvendigt at købe en helt ny flybillet. Omkostninger for en ny flybillet afhænger af dagsprisen på (eventuelt) ledige pladser.
 
6. PAS & VISA
Hvor intet andet udtrykkeligt er anført, gælder visa oplysningerne på deltagerbeviset danske statsborgere, ligesom oplysningerne er relateret til den opgivne rejseplan. Udenlandske statsborgere og personer med dobbelt statsborgerskab bør forinden bestilling af rejsen undersøge eventuelle visum- og paskrav. Oplysninger og information herom kan søges på eget lands ambassade (se evt. www.ambassade.dk).
 
Har man planer om at ændre rejseforløbet (herunder rejselængden), kan helt andre regler være gældende. Man bør være opmærksom på, at formalia kan ændres mellem bestillingstidspunktet og afrejsetidspunktet.
OBS: Der stilles ofte også visumkrav i forbindelse med transit.
 
Den rejsende har pligt til at sørge for gyldigt pas og visum. Vi gør opmærksom på, at det er meget vigtigt, at Deres for- mellem- og efternavn(e) på deltagerbevis og især alle billetter stemmer overens med Deres aktuelle pas. Kunstnernavne og mellemnavne må ikke benyttes som efternavn. Såfremt der er uoverensstemmelser i navne mellem pas og billet kan kunden risikere at blive afvist i lufthavnen.
 
Vi skal gøre opmærksom på, at ekspeditionstiden for visum til visse lande kan være mange uger. Såfremt visumansøgninger ekspederes gennem bureauet, vil der blive opkrævet et ekspeditionsgebyr.
 
Bureauet påtaget sig intet ansvar for kunder, der af en eller anden ukendt grund afvises ved grænsen. Nogle lande stiller krav om passende valutabesiddelse og gyldig returbillet ved ankomsten.
7. VACCINATIONSKRAV
Det er kundens ansvar at sørge for vaccinationer, som er nødvendige for rejsens gennemførelse.
 
8. OVERDRAGELSE
Rejsen kan på grund af underleverandørregler ikke overdrages.
 
9. PRISÆNDRINGER
Ifølge lovgivningen kan rejsearrangøren forhøje den aftalte pris som følge af: stigende brændstofpriser, ændrede skatter, afgifter og gebyrer samt ændrede valutakurser. Vi beregner prisen som middelkursen rundet op til nærmeste hele tal deleligt med 10. Prisen reguleres såfremt kursen ændres +/- 4% på tidspunktet, hvor restbetalingen modtages. I forbindelse med grupperejser opgivet i danske kroner vil prisstigninger finde sted efter følgende principper:
 
1) Ved ændringer af flypriser, samtlige afgifter og skatter med det aktuelle beløb såfremt dette overstiger 100 kr.
 
2) Valutaændringer på mere end + 5% eller -10% i forhold til prislistens udgivelsesdag. Prisændringen vil kun omfatte omkostninger vedrørende den aktuelle valuta og altså ikke hele pakkens pris.
 
Det skal bemærkes, at vi løbende ændrer vore prislister, og at en rejse altid vil blive solgt til den aktuelle pris, selvom man eventuelt er i besiddelse af en forældet prisliste. Det kan derfor forekomme, at en rejse er solgt til forskellige priser, fordi vi sjældent lader prisreguleringer slå igennem på rejser, der er bestilt forinden.
 
Priseksempel
  • Deres rejses pris var kr. 10.000,-
  • Lufthavnsskatter stiger med kr. 750,-
  • Deres rejses pris er nu kr. 10.750,-
 
10. AFLYSNING
Den tekniske arrangør forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer som følge af at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er mindre end det i aftalen angivne minimum. Hvis kunden herefter ikke ønsker at deltage i rejsen, vil det indbetalte beløb blive tilbagebetalt, mens yderligere krav ikke kan gøres gældende.
 
11. MANGLER OG REKLAMATION
Det er vigtigt, at De gør bureauet opmærksom på særlige forudsætninger / ønsker i forbindelse med den bestilte rejse (f.eks. specifikke ønsker om faciliteter på hoteller osv.). Blixen Tours A/S kan ikke garantere at opfylde særlige forudsætninger / ønske, men hvor der er muligt vil disse blive påført fakturaen.
 
På en stor del af vore "eventyrprægede" rejser, arbejder vi med sene ændringer (for så vidt det er muligt) for at skabe den bedst mulige rejse under hensyntagen til vejr samt andre lokale forhold og begivenheder.
 
Bureauets ansvar rækker dog ikke udover de internationale bestemmelser og konventioners begrænsninger (delvist aftrykt i flybilletterne). Disse konventioner er eksempelvis: Warszawa konventionen og Montreal konventionen (flytransport), Athen konventionen (søtransport) og COTIF/CIF (togtransport).
 
Såfremt man under rejsens forløb konstaterer, at denne er mangelfuld i forhold til det købte, skal man øjeblikkeligt reklamere på stedet og der skal inden for 6 uger fremsættes skriftligt krav overfor bureauet. Manglende reklamation kan medføre tab af retten til erstatning / kompensation.
 
Dette gælder dog ikke, hvis rejsebureauet har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt. Kan der ikke opnås enighed om kravet henviser Blixen Tours A/S til rejseankenævnet (www.rejseankenaevnet.dk). Aftalen er underlagt dansk ret og skal afgøres ved en dansk domstol eller rejseankenævnet.
 
12. TILSKADEKOMST OG OVERFALD
Det er en forudsætning for deltagelse i rejsen, at man optræder ansvarsfuldt og hensynsfuldt, herunder retter sig efter bureauets og dets repræsentanters anvisninger.
 
13. SKATTER & AFGIFTER
Skatter og afgifter opkræves så vidt muligt i rejsens pris. Dog er der i visse lande lokale skatter, der skal betales på stedet. Eksempelvis lokale afgifter og afgifter til nationalparker.
 
14. DERES ANSVAR
Deres deltagelse på rejser med Blixen Tours A/S forudsætter, at De er bekendt med og indforstået med de modtagne oplysninger, som De har fået igennem det rekvirerede brochuremateriale og prislisten, de modtagne oplysninger i forbindelse med fremsendelse af faktura, herunder praktiske rejsetips og rejseplan, og endelig vores afrejsedokumenter, indeholdende flybilletter, rejseforsikring m.m., der fremsendes før afrejse.