Migrationen

Migrationen

Verdens mest spektakulære dyrevandring finder sted i Serengeti-Mara økosystemet i området på grænsen mellem Kenya og Tanzania. Her vandrer omkring 2 millioner dyr efter vand og nyt græs. Der er omkring 1,5 millioner gnuer, 250.000 zebraer, over 300.000 Thomsons gazeller og andre antiloper bl.a. Eland

Økosystemet er på størrelse med Danmark og næsten ¾ af året befinder de sig i Tanzania som også har hovedparten af områderne hvor dyrene lever. Men nok det mest spektakulære syn er når dyrene passerer floderne, bl.a. Grumeti i Tanzania og ikke mindst Mara-floden i Kenya hvor de fleste krydsninger foregår. Her venter nogle af verdens største krokodiller og derudover er faren for at brække ben eller drukne, overhængende.

Selve ruten er knap 1000 km, men da det ikke forgår i lige linje regner man med at dyrene årligt tilbagelægger ca. 3000 km.

Der kan være stor forskel på ruten og tidspunkt fra år til år, hvilket gør at man ikke kan tale om en ”typisk” migration. Tilgængelighed af græs og vand kan variere meget og er den mest styrende faktor for dyrenes vandringer.

Det skal også nævnes at der er mindre migrationer i andre retninger end hovedmigrationen ligesom der er en del dyr der ikke migrerer. Det gør at man som safarigæst altid vil kunne opleve en del dyr i forskellige områder.

I begyndelsen af året står langt de fleste dyr i den sydligste del af ruten, Ngorongoro reservatet, den sydlige del af Serengeti Nationalparken og tilstødende områder. Her fødes omkring februar 400.000 gnukalve synkroniseret, så det primært sker inden for 3 uger og primært om morgenen hvor de har dagen til at lære at løbe, da mange rovdyr er mindre aktive i dagtimerne.



Nogle gange er de store flokke i områder uden for turisters rækkevidde, andre gange er de let tilgængelige – det kan ændre sig inden for få døgn.
I april, maj, som er den store regntid begynder vandringen nord-vestpå mod Serengeti's vestlige og nordlige områder.

Efter regntiden i juni-aug. går det nordpå mod Masai Mara både i og udenfor Serengeti.



Fra aug.- okt. er hovedparten af migrationen oftest i Masai Mara i Kenya. Her er sumpområder med permanent vand og endvidere falder der, på grund af omliggende bjerge og Victoriasøens nærhed, regn i Mara, mens der er tørt i de øvrige områder, så græsset er ofte meget fint på denne årstid.

Omkring november er græsset i Mara spist op og den lille regntid gør at der kommer græs igen længere sydpå, og vandringen går de næste to måneder ret hurtigt gennem den østlige del af Serengeti til Ngorongoro områderne.

På tidspunker under vandringerne flytter dyrene sig 50 km eller mere i døgnet, og man ser dem ofte i lange kolonner, 20-40 km lange. Zebraerne er ofte forrest, da de spiser det længste græs og så tager gnuerne det kortere og til sidst Thomsons gazellerne der spiser det korteste.

Rovdyr er for en stor dels vedkommende territoriale og derfor ikke følger migrationen så langt, dog kan nogle geparder, hyæner og vilde hunde flytte sig ganske langt.

Dette er en af de få succeshistorier i naturen – om end historien starter for et par millioner år siden, havde ”rinderpest”, der opstår i begyndelsen af 1900-tallet, decimeret antallet af antiloper til måske 50.000 og Bernhard og Michaels Grzimek's tællinger i 50'erne talte omkring 100.000 gnuer. Der er altså 15 gange så mange i dag – et af jordens syv naturvidundere.