Har du spørgsmål?

Vi besvarer gerne dine spørgsmål - Ring:

7674 0070

ABNINGSTIDER:
Mandag-torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9-16

Okavango deltaet

Okavango deltaet

Et delta er, groft sagt, det landområde hvor en flod har sin udmunding, og er som regel karakteriseret ved at være et ret omfangsrigt område, der desuden er rigt på næringsstoffer og dyreliv.

Okavango deltaet ligger i Botswana. Det er verdens største indlandsdelta – dvs. et delta, der ikke munder ud i et hav eller en sø – og er endestation for Okavangofloden, Afrikas fjerdelængste flod. Området var for cirka 10.000 år siden en del af Makgadikgadisøen, som i dag er tørret ud og er blevet til en enorm saltslette længere mod syd og syd-vest.

I dag er det en cirka 15.000km2 stor oase midt i Kalahariørkenens sviende hede, og det er livsnerven for en nærmest utrolig mængde vilde dyr. Det bliver nogle gange også kaldt for en sump, men det er ikke en særligt nøjagtig beskrivelse af det labyrintagtige netværk af kanaler i forskellige størrelse der snor sig omkring små og større øer, igennem skove og forbi åbne græssletter, for til sidst at ende i laguner og søer af meget forskellige arter og størrelser.


Næsten alle de store dyrearter i Afrika har fundet sig et hjem i deltaet, som for eksempel elefanter, bøfler, flodheste, giraffer, forskellige antiloper (også ret sjældne arter), nilkrokodiller, løver,geparder, leoparder, hyæner, vilde hunde,næsehorn, zebraer og mange flere – for ikke at tale om de millioner af fugle der også bor her.

Som gæst i Okavangodeltaet får man serveret de helt store naturoplevelser til fods eller i kano, hvilket er en ret usædvanlig og intens oplevelse, især hvis man er vant til at sidde i en bil og kigge ud på landskabet og dyrene.

Okavangodeltaet er et af verdens helt store vidundere og det er ét af de steder der bare skal ses hvis du har fået Afrika i blodet – eller vil have det!