Safari fototips

Afrika byder på en mængde af fotomuligheder og ikke to dage ligner hinanden. Om man er nybegynder eller har forudgående erfaring med fotografi, så vil man altid kunne få nogle gode billeder på en safari. Blixen Tours finder Safarien der giver dig de bedste oplevelser
Kursus: Har man ikke været på safari før og ikke kender meget til fotografi, kan det være en god ide at tage et lille kursus, da få basale kundskaber kan øge billedudbyttet væsentligt.
 
Destinationen: Det kan være en stor fordel at få lidt viden om det sted man besøger. Det kan være omkring sikkerhed, indlogering, køretøjer, transport, strøm, religiøse/kulturelle forhold. Tal med Blixen Tours eller andre som har været der.
Det er en god regel at man altid har sit kameraudstyr på sig under transport og lad være at ”skilte” for meget med dyrt udstyr i byer og andre steder – der er mange fattige i Afrika og fristelsen til at stjæle kan være stor.
 
Se billeder af safarikøretøjerne/både mv. så man kan bedømme hvordan man kan tage billeder derfra.
 
Spørg også hos Blixen Tours hvilke strømmuligheder der er på rejsen så man kan få opladet batterier.
 
Det kan også godt betale sig at sætte sig lidt ind i indstillingen til at der bliver fotograferet. Nogle vil have penge for at blive fotograferet, men siger det ikke nødvendigvis forud, andre ønsker af religiøse eller andre årsager ikke at blive fotograferet. Så aftal det på forhånd. Selv på afstand kan f.eks. Masaier føle sig stødt af at blive fotograferet uden at være spurgt – nogle gange mere pga. penge end andet! Spørg Blixen Tours til råds og hvis der er en guide på rejsen er det også en god ide at få information der.
 
Safaribil: Hvis man går meget op i fotografi, kan det være godt hvis der er mulighed for at vælge en safaribil hvor der er andre ligesindede fotografer – også hvis der er er specielle interesser som f.eks. fugle. Naturligvis vil det helt optimale være at have sin egen safaribil.
 
Nyt udstyr: Har man købt nyt udstyr vil det være en stor fordel at prøve det af hjemmefra, f.eks. på en kat eller hund eller måske tage i en zoo eller dyrepark.
 
Kamerataske: Da det ofte støver meget og der ofte køres på meget ujævne veje er det vigtigt med en god kamerataske.
 
Kamera/linser: Planlæg udstyr – nu behøver man ikke at bruge en formue på udstyr men hvis man ønsker at kunne få mange gode dyrebilleder med hjem vil et kamera med udskiftelige linser med ikke under 300mm zoom være ønskeligt, bedre endnu er 400 mm. Det vil være en fordel at bruge så få linser som muligt da kørsel, støv, fugtighed mv. gør det svært at skifte linser på safarikørslen – 2 stk. er optimalt. Det kunne være 18-55mm og 80-400mm. eller noget i den stil. Fordelen ved at have stor zoom er naturligvis at man kan lave nærbilleder at dyr og fugle, men også at man kan ”fange” dyr der er uforstyrret.
 
Det kan være fint at have landskabsfunktion og motion- (bevægelses) funktion på kameraet.
 
Stabilisator: Det er naturligvis en fordel med linser og eller kamera med stabilisator, men det er stadig langt det vigtigste at kameraet bliver holdt stille. Et underlag som f.eks. en lille ”bønnesæk” der ikke vejer så meget - man kan få nogle der sidder på linsen - er en stor fordel. Man kan også have en tom pose med og så fylde f.eks. ris i, når man kommer frem. Endvidere kan det være fint med et lille stativ (monopod) der kan sættes på bilen f.eks. vinduesmontering. Større stativer er vanskelige at håndtere på en almindelig safari også af hensyn til andre gæster.
 
Det vil også være fint at ens kamera er forholdsvist lydløst, f.eks. hvis man sidder i et skjul hvor dyrene ikke skal være opmærksom på ens tilstedeværelse.
 
Filter: Det kan også være en fordel med som minimum at have et´ neutralt eller UV filter med som beskyttelse af linsen (mange nye kameraer har indbygget UV filter) og evt. polfilter til fremhævelse af farver og for at modvirke refleksion – f.eks. ved fotografering på vand.
 
Blitz: skal man være forsigtig med både dag og nat – det kan genere både dyr og andre gæster. Nataktive dyr har følsomme øjne og vandrefleksioner kan være forstyrrende. Ved natkørsel kan man evt. bede guiden om at holde projektøren på dyret så man alternativt kan fotografere med længere åbningstid – dog ikke for længe, da dyrene kan være blændet lidt tid efter.
 
Tørpose: Skal man ud og sejle vil det være fint at have en tørpose med.
 
Rensegrej:  Da der kan være støvet og nogle gange fugtigt er det vigtigt at kunne rengøre sit kameraudstyr.
 
Harddisk/hukommelseskort: Det kan være en god ide at have et lille harddisk med til at lagre billeder på – både som dobbelt sikkerhed og for ikke at skulle bruge for mange hukommelseskort til kameraet. En god ide er at holde tomme og fyldte kort separeret. Det kan godt betale sig at sortere/slette f.eks. hver dag for at det ikke skal blive for uoverskueligt når man kommer hjem.
 
Batterier: Det vil naturligvis også være vigtigt at have batterioplader med og min. 2 batterier, samt en adapter til strøm i det pågældende land. Der kan også være mulighed for at få opladt i safaribilen – enten hvis der er lavet et stik til formålet eller via cigarettænder stik.
 
Ekstra lille kamera / smartphone: kan være en fordel hvis det der skulle være problemer med det første kamera. Der findes små kameraer med ganske god zoom.
 
Komposition, indramning, fokus: - det er vigtigt ofte at se udover søgeren på kameraet, så man kan se hvad der sker rundt om billedet. Der er mange måder at fotografere på, men det er under alle omstændigheder en god ide at sætte sig ind i blænde, lukkehastighed og ISO funktionerne.  
 
Man skal også være klar over at dybden på billedet vil komme til at være anderledes end det ser ud gennem kameraet. Nogle gange kan det også være en fordel at have en at lave dybdeskarpheden mindre (større blændeåbning) for f.eks. at fjerne en rodet baggrund.
 
Dyr i bevægelse kan være svært, da det kræver høj lukkehastighed og højt ISO tal hvilket kræver mere lys – heldigvis er der ret meget lys i Afrika. 
ISO (lysfølsomhed) tallet vil normalt også skulle være højt ved svag belysning.
 
Bedste tidspunkt: på dagen er en time efter solopgang og en time inden solnedgang. Umiddelbart vil man syntes at lys direkte på ens motiv er det bedste, men det er langtfra altid tilfældet – ofte er de bedste billeder med lys fra andre vinkler eller endda modlys.
 
Mange billeder: det er naturligvis vigtigt at de enkelte billeder ”tæller” men alligevel er det en god ide at tage mange billeder, da situationer med dyr hele tiden udvikler sig og kan være svære at forudsige. Man skal også have tålmodighed – tænk på hvor mange år og hvor mange tusinde billeder professionelle bruger for at få ganske få rigtig gode billeder. 
 
Tæt på: Umiddelbart tænker man mest store dyr når man tænker på safari, men der er masser af andre farverige motiver i Afrika – fugle, insekter, blomster, reptiler mv. Nogle af de mest fantastiske billeder får man ofte hvis man går helt tæt på – en sommerfugl, et insekt eller et firben.
 
Oplev også uden kameraet: når alt dette er sagt er det også vigtigt at man også bare nyder naturen og ikke ser hele sin safari gennem kamerasøgeren.
 
Hjemme igen: kan det være godt at få gemt sine billeder 2 steder. Det kan udover ens computer f.eks. være eksternt på Flickr eller Dropbox. Redigering kan give billedet det sidste der skal til - såsom med Photoshop eller Lightroom.