Indhent tilbud
Bliv ringet op
Har du spørgsmål?

Vi besvarer gerne dine spørgsmål - Ring:

7674 0070

ABNINGSTIDER:
Mandag-torsdag fra kl. 9-17 og fredag 9-16

Zimbabwe og Botswanas Højdepunkter

Lande
BOTSWANA, ZIMBABWE
Områder
Hwange Nationalpark, Victoria Falls, Khwai/Moremi, Okavango Delta
Varighed
13 dage / 10 nætter
Safaritype
All Inclusive safari, Fly-in safari, Blixen Gold, Luksus safari
Indkvartering
Camp, Luksustelt
Transportmidler
Firehjulstrækker
Zimbabwe og Botswanas Højdepunkter

Denne fantastiske rejse går først til Zimbabwes største nationalpark Hwange efterfulgt af det fantastiske Victoria vandfald. Så flyver vi til verdens største indlandsdelta Okavango hvor vi har fem vidunderlige dage i to meget forskellige områder – dyreliv og camps i topklasse

  • Hwange Nationalpark
  • Charmerende luksus camps
  • Det mageløse Victoria vandfald
  • Elefanter og masser af andet vildt
  • Farvestrålende fugle
  • Det enestående Okavango Delta
  • Flyvninger over floder, savanne og bush
  • Varieret safarikørsel
  • ”Mokoro” (kano) sejlads
  • Veluddannede safariguider

Zimbabwe og Botswanas Højdepunkter

Hwange Nationalparken er med sine 14651 km2 Zimbabwes største og med et varieret landskab har man også et varieret dyreliv med over 100 pattedyrsarter og over 400 fuglearter. Blandt attraktionerne er meget store elefant og bøffelflokke, ikke mindst i tørtiden, ligesom løver og andre større rovdyr er talrige. Blandt antiloperne er kudu, sabelantiloper og Afrikas største, elandantilopen imponerende. De sjældne vilde hunde ses også jævnligt.

Det storslåede Victoria vandfald er på verdensnaturarvslisten og danner grænse mellem Zimbabwe og Zambia og er omgivet af reservater og Nationalparker. Byen Victoria Falls ligger på Zimbabwe siden ganske tæt på vandfaldene og på Zambiasiden ligger den noget større by Livingstone ca. 9 km fra vandfaldene.

Her er der mulighed for en række aktiviteter som kan bookes gennem hotellet i byen. Som en mere rolig aktivitet kan en ”sunset-cruise” anbefales oven for vandfaldet hvor man kan være heldig at se dyr, fugle og flot natur i roligt tempo. En flyvetur over vandfaldene er også en meget flot oplevelse hvor man kan se vandtågerne fra ”Mosi –oa- Tunya” – røgen der tordner, kan i perioder ses op til 50 km væk.

Okavango deltaet er et af naturens helt store underværker og det 15.000 km² store indlandsdelta er verdens største. Regn der falder i Angolas højland, ender et halvt år senere i perioden juni - august måned i de yderste forgreninger af deltaet som krystalklart vand. Denne evige cyklus giver endnu engang liv til et forunderligt væld af fugle, dyr og planter.

Moremi Reservatet ligger i hjertet af Okavango-deltaet og har en af de højeste dyrekoncentrationer i Afrika herunder masser af store rovdyr.

Da der er myriader af kanaler og store og små øer er aktiviteterne fra de forskellige camp afhængigt af beliggenhed. Dem man kalder ”watercamps” har primært safari med små motorbåde eller ”Mokoro” som er en kano der stages frem af en guide. Der er behagelige sæder til gæsterne og man kan næsten lydløst komme helt tæt på både store og små dyr eller nogle af de over 500 fuglearter der findes her. Andre camps køres der både i safaribil, sejles med både eller vandres. Derudover tilbyder man i nogle områder også flyvninger eller ridning på hest eller elefant. Nogle camps har endvidere natsafari, fiskeri og landsbybesøg.


Indkvartering og standard, Blixen Gold på safarien og Blixen Platinum i Victoria Falls
Davison´s Camp, er en af de mest charmerende camps i Hwange. Her er 9 luksustelte med udsigt til et åbent område med et vandhul, der ofte besøges af vildt. Desuden er der også udsigt til vandhullet fra fælles- og poolområdet.

Elephant Camp, ypperlig luksus. Fra fællesareler og de 12 telte er der udsigt til dampskyerne fra Victoria Falls. Alle telte har veranda med privat mini-pool. Mad og service i topklasse. Beliggende i privat reservat og ca. 20 minutters kørsel fra Victoria Falls.

Machaba Camp, stilfuld, moderne Afrikansk inspireret Camp med 10 telte hvor alle har udsigt til den dyrerige Khwai-flod og Moremi reservatet. Her er pool, restaurant/bar, bibliotek og i området – safarikørsel, vandring og landsbybesøg.

Pom Pom Camp, beliggende i det måske smukkeste område i Okavango deltaet på en ø der er et privat område. I fællesarealet er der restaurant/bar/pool har ligesom de 9 rummelige luksustelte udsigt til en lagune. Fremragende sted til ”Mokorosejlads”, safari til fods og safarikørsel.

Guide
Engelsktalende

Afrejsedatoer
Afrejse hver dag fra Danmark

Børn på rejsen
Børn fra 8 år og opefter er velkomne.

Safari, transport og køretøj
Der flyves i mindre propelfly til de tre safaricamps, man lander på en aistrip i området i nærheden af campen, og fra airstrippen køres man i firehjulstrækker til campen.
Transport fra lufthavnen til campen i Victoria Falls og til Kasane lufthavn foregår i personbil eller i minibus. På safarien køres i åbne firebjulstrækkere.

Aktiviteter ved Victoria Falls: omfatter bl.a. helikopterflyvning, sunset-cruise, kano sejlads, vandring med løver, elefant og hesteridning, forskellig safarikørsel, jet-boat, river rafting og bungi-jump mv.
Turen kort
3 nætter Hwange Nationalpark Zimbabwe
2 nætter VictoriaFalls Zimbabwe
3 nætter Khwai/Moremi Botswana
2 nætter Okavango Delta Botswana

Dag 1
Afrejse Danmark

Vi flyver fra Kastrup via en Europæsik by og Johannesburg til Victoria Falls lufthavn.


Dag 2
Hwange National park

Ved ankomst til Victoria Falls lufthavn klares indrejseformaliteterne og bagageudlevering før vi tager en kort flyvetur videre til Hwange med et mindre fly. Der er safarikørsel fra landingsbanen til den skønne Davison's Camp. Dette er måske det bedste område i hele parken og mulighederne for at se masser af store og små dyr er gode, ligesom de dygtige guider har en stor viden om naturen og
landet generelt. Dejlig mad og en drink ved lejrbålet afslutter dagen.

Indkvartering: Davison´s Camp
Måltider: Helpension og udvalgte drikkevarer



Dag 3
Hwange National park

For at se mest aktivitet i naturen bør man følge dyrenes rytme og de er mest aktive tidligt og sent på dagen og holder ”siesta” midt på dagen. Typisk får man lidt kiks, kaffe/the og kører så 2-3 timer på Safari og kommer så hjem til morgenmad. Nogle dage kan man vælge aktiviteter som vandresafari eller landsbybesøg, men ellers er der afslapning midt på dagen hvor man kan nyde poolen, dyrene i nærområdet eller andet. En spændende mulighed er en aftenkørsel hvor man typisk kører lidt senere ud og så kører et par timer efter mørkets frembrud hvor ”natholdet” tager over. Langt de fleste rovdyr er mere aktive om natten, det er dyr som kattene, ræve, grævlinger og hyæner, men det er også dyr som hulepindsvin, harer og fugle som ugler og natteravne.

Indkvartering: Davison´s Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer



Dag 4
Hwange National park

Når dagen gryer sætter fuglesang gang i morgenvækningen og vi kører ud i solopgangen - meget kan være ændret fra dagen før. Måske har løverne nedlagt et bytte og andre vil gerne have en luns - hyæner, sjakler og gribbe er klar. Hvis man vælger en safarivandring vil der ofte være fokus på ting som dyrespor, mindre dyr og fugle samt planter, men man kan også komme tæt på større dyr. Den sidste del af dagen byder ofte på en af de magiske rødlige Afrikanske solnedgange hvor vi kan vælge at tage en ”sundovner” drik på et smukt sted.

Indkvartering: Davison´s Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer



Dag 5
Victoria vandfaldene

Vi flyver tilbage til Victoria Falls lufthavnen hvorfra der er ca. 20 min kørsel til den luksuriøse Elephant Camp som ligger i et privat reservat 10 km fra Victoria Falls by. Fra de mondæne telte er der udsigt til dampskyerne fra vandfaldet. Der er transfers til byen og området omkring vandfaldet som er udgangspunkt for mange aktiviteter. Selve vandfaldet kan ses både fra Zimbabwe og Zambia, men man kan se den største del af det imponerende 1700 m brede fald fra Zimbabwe siden. Det udgør det største ”gardin” af vand i verden og marts-maj kan der være så meget vand at vandtågerne momentvis dækker for faldet.

Indkvartering: Elephant Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer


Dag 6
Victoria vandfaldene

Om man vil slappe af og nyde de herlige omgivelser, få en behandling i campens spa eller tage på eventyr på elefantryg, sammen med løver, i luften eller på floden er smag og behag. Få steder har så spændende et udbud af storslåede aktiviteter. Når dagen går på held kan man nyde en solnedgang over vandfaldene - et magisk skue.
Indkvartering: Elephant Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer

Dag 7
Khwai/Moremi reservatet

Vi bliver kørt godt en time til grænsen til Botswana og derfra godt 20 minutter til Kasane lufthavn i det nordlige Botswana. Vi flyver til en af Okavango deltaets yderste arme i Botswana, i det dyrerige område hvor Khwai floden danner grænse til Moremi reservatet. Her ligger den klassiske luksus camp Machaba lige ud til floden hvor mange dyr kommer for at drikke og hvor flodheste og krokodiller boltrer sig. Figentræet som campen er opkaldt efter er talrigt her og tiltrækker året rundt en række dyr fra aber til elefanter og sammen vi tilgængeligheden af vand og frodig vegetation gør det området til et af de bedste dyreområder i landet. Sejlads i ”Mokoro”-kano er kun muligt en del af året, men hele året i den næste camp på turen. Til gængæld er her fremragende safarikørsel året rundt, ligesom det er et særdeles godt sted til safari-vandring.

Indkvartering: Machaba Camp
Måltider: Helpension og udvalgte drikkevarer



Dag 8
Khwai/Moremi reservatet

Her er morgen og aftenkørsel hvis længde afhænger af om der er dyreaktivitet – måske er en gepard på jagt – der kan holde os i terrænet længere. Okavango har større og mindre dyr som man ikke finder andre steder, som f.eks. Lechwe og Sitatunga antiloper der holder til i sumpede områder. I luften imponerer over 500 fuglearter fra de majestætiske ørne til de farverige biædere.

Indkvartering: Machaba Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer

Dag 9
Khwai/Moremi reservatet

Ved det første lys begynder aberne at pusle i træerne og en ny fantastisk dag venter. Der er også en god chance for at se flokke af elefanter og bøfler direkte fra campen endda fra poolen, så skulle man ønske en halv eller hel dag i campen vil der stadig være meget at opleve. Der vil også vær mulighed for at besøge en lokal landsby. Endvidere har den prisvindende camp har fremragende service og mad.

Indkvartering: Machaba Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer



Dag 10
Okavango deltaet

Vi flyver til den sidste camp på turen, Pom Pom beliggende i hjertet af Okavango deltaet. Det er en såkaldt ”watercamp” hvor en af hovedaktiviteterne er sejlads i ”Mokoro”. Det er en magisk oplevelse at glide gennem det klare stille vand og kunne betragte elefanter, antiloper og meget andet på nærmeste hold uden at de er påvirkede af vort nærvær. Den ny renoverede camp ligger utroligt smukt ud til en lagune hvor der er en lang række dyr der holder til samt et imponerende fugleliv.

Indkvartering: Pom Pom Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer



Dag 11
Okavango deltaet

Øen campen ligger på, er en privat koncession så man kan vandre her, ligesom der kan køres på safari. Skulle man have lyst til at fiske kan man også gøre det fra Mokoro eller en mindre motorbåd. Pom Pom har også en såkaldt ”Boma” som er en traditionel indhegning med bålsted hvor man kan spise en stemningsfyldt middag.

Indkvartering: Pom Pom Camp
Måltider: Helpension & udvalgte drikkevarer



Dag 12
Hjemrejse

Vi tager afsked med dette forunderlige sted og flyver til Maun. Herfra flyver vi via Johannesburg og en Europæsik by til Kastrup.

Dag 13
Ankomst Danmark

 
Prisen inkluderer
  • Flybillet Kastrup – Victoria Falls / Maun - Kastrup med to skift undervejs
  • Lufthavnsskatter og olieafgifter
  • Flytranport Victoria Falls - Davison's Camp t/r
  • Flytranport Kasane – Machaba Camp - Pom Pom Camp - Maun
  • 3 overnatninger i Davison's Camp med helpension, udvalgte drikkevarer, tøjvask og safariaktiviteter
  • 2 overnatninger i Elephant Camp med helpension, udvalgte drikkevarer og transfers campen - Victoria Falls t/r
  • 3 overnatninger i Machaba Camp med helpension, udvalgte drikkevarer, tøjvask og safariaktiviteter
  • 2 overnatninger i Pom Pom Camp med helpension, udvalgte drikkevarer,tøjvask og safariaktiviteter
  • Parkentré til nævnte safarireservationer
  • Bidrag til Rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
  • Afbestillingsforsikring & Rejseforsikring
  • Drikkevarer og måltider udover nævnte
  • Drikkepenge (beregn ca. USD 10-25 per dag per person)
  • Vaccinationer
  • Parkentré til Victoria Falls Nationalpark
  • Eventuelle udflugter under opholdet ved Victoria Falls eksempelvis helikopterflyvning eller bådcruise,
Forbehold

De nævnte priser er baseret på billigste flybillet og olietillæg til destinationen. Er billigste flybillet udsolgt og/eller stiger olietillægget vil der være et pristillæg til ovenstående. På visse tider af året, kan der desuden være kampagnepriser på flybilletter, hvor flybilletten kan være billigere og prisen dermed reduceres. Der tages forbehold for udsolgte hoteller og fly.

Blixen Tours tilstræber altid at afvikle rejsen i henhold til programmet, men det kan pga. vejrmæssige forhold og praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre rejsen anderledes end anført.

Indhent tilbud
x

Indhent tilbud

Ja tak! Send mig gerne tilbud på rejsen:
Zimbabwe og Botswanas Højdepunkter

Bede om et tilbud ved at udfylde nedenstående formular og tryk på "send".

Mange tak for din henvendelse.

Blixen Tours vender tilbage hurtigst muligt.

 

Botswana

Botswana er et land med store kontraster og tidløse landskaber som kan hensætte en i nærmest spirituel tilstand, hvor man får en oplevelse af at tiden står stille.

Stille flyder Okavango flodens vand hvert år efter regntiden ud i klodens største indlandsdeltas utallige kanaler og laguner. Det krystalklare vand skaber liv på ny i en tilsyneladende endeløs og harmonisk cyklus.

Kalaharis røde sand udvisker buskmandens spor, efter at han, som hans forfædre har gjort
i tusinder af år, på forunderlig vis har hjembragt bytte til sin lille familie. Nu sidder de ved bålet og snakker om hvad himlens uendeligt mange stjerner gemmer.

Løvens brøl genlyder i natten og hyænernes ”latter” giver et lille gys i den nyankomne safariturist, som har en god chance for at få brugt alle sanser. Her kommer du i kontakt med slumrende instinkter og underbeviste følelser, der fremkalder både spænding og ro. Risikoen for at det ”går i blodet” er overvældende.

Blandt hovedattraktionerne er det 17.000 km2
store Okavango Delta. Her kan man fra forskellige mindre bådtyper sejle ganske tæt på det fantastiske dyreliv, og ikke mindst en utrolig mængde af fugle – over 400 registrerede arter! Den traditionelle udhulede træstamme, ”mokoro”, er en populær mulighed, men også større både med flere faciliteter bruges. Der er naturligvis også mulighed for traditionel safarikørsel i åben safaribil, ligesom man kan vandre med en safariguide. 

Nogle af øerne i deltaet kan man flyve ud til og få en eksklusiv oplevelse, hvilket er relativt bekosteligt.
Dette afspejler Botswana generelt, da landet er lidt dyrere end de omgivende fordi man har valgt at have færre turister, der så betaler lidt mere, for at skåne naturen og miljøet.

Vejene er gode mellem byerne, men i de fleste parker er det nødvendigt at køre med firehjulstrukne køretøjer. Dette er igen et gjort bevidst, for at beholde områderne så naturlige så muligt.

Chobe nationalparken er også et enestående område, der i nord grænser op til Chobe floden og Namibia, hvor der på den tørre årstid optræder meget store mængder af dyr. Nationalparken er næsten lige så stor som Okavangodeltaet, om grænser op til mod vest. Det er en oplagt mulighed at kombinere Chobe med det nærliggende område ved Victoriavandfaldet på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia.

Kalahari-området, som dækker det meste af specielt det sydlige Botswana, har også flere spændende reservater. Det kan dog være svært tilgængelige områder, der i visse tilfælde kræver et specialarrangement. Men så kan man også få en oplevelse udover det sædvanlige, hvor røde klitter, grønne akacietræer, blå himmel og uendelige vidder er nogle af ingredienserne. Her er også et overraskende rigt dyreliv, med migration at tusinder af dyr.

De enorme Makgadikgadi og Nxai pans (saltsletter) bliver delvist omdannet til søer efter regnen, og er også et besøg værd og lettere tilgængelige end nogle af de andre parker.

For safarielskeren har landet det hele - velkommen til Botswana.

Lokal tid...

Rejsetid

17-22 timer afhængig af flyselskab og destination

Rejsen til Botswana er typisk med afrejse fra Kastrup, Billund eller Hamborg med 2 mellemlandinger og flyskift i en europæisk storby, Qatar eller Dubai afhængig af flyselskabet samt Johannesborg i Sydafrika.

Okavango Delta
Et af naturens helt store underværker er det 15.000 km² store indlandsdelta Okavango, verdens største. Regn, der falder i Angolas højland, ender et halvt år senere i perioden juni - august måned ved de yderste forgreninger af deltaet som krystalklart vand. Denne evige cyklus giver endnu engang liv til et forunderligt væld af fugle, dyr og planter. De fleste steder i deltaet nås med en kort flyvning.

På flyvningen får man det bedste indtryk af det fantastiske landskabs uendeligt mange kanaler, laguner, øer og dyreveksler i alle retninger. Safarioplevelserne i deltaet er typisk til fods eller i ”mokoro”, en udhulet træstamme, hvor man glider stille gennem det klare vand, som giver mulighed for at komme utroligt tæt på dyr og fugle.

I visse camps tilbydes desuden safari i bil, samt fisketure.

Moremi Game Reserve
I det nordøstlige hjørne af deltaet ligger Moremi Game Reserve, der dækker cirka en tredjedel af Okavango. I 1960 reducerede jægere udefra stærkt mængden af det lokale vildt, og visse dyrearter blev næsten udryddet. Dette gjorde, at det lokale folk i området, Tswana-folket, fraflyttede Moremi Game Reserve for at beskytte dyrelivet og miljøet i fremtiden. Siden er området blevet udvidet flere gange, og det omfatter i dag godt 4800 km².

Dette er et usædvanligt smukt område med en af Afrikas største vildtbestande. Her kan man opleve de fleste store pattedyr; både kattedyr, de mere sjældne sabelantiloper, sitatunga og hesteantiloper, den rustrøde lechwe, og en af de største bestande af de sjældne vilde hunde. I vandløbene er der flodheste og krokodiller.

Området består af vidtstrakte skove med de karakteristiske Mopanetræer, græssavanne, marsk, søer, laguner og øer omgivet af frodig vegetation.

Chobe Nationalpark
Chobe Nationalpark er et godt 10.500 km² vildtrigt landområde i det nordligste Botswana. Det regnes for et af Afrikas fineste vildtreservater. Her findes en stor koncentration af dyr og ikke mindst fugle.

Det hører ikke til sjældenhederne at møde store flokke af elefanter, der er søgt mod Chobeflodens livgivende vand. Nogle mener at dette hjørne af Afrika har over 100.000 elefanter – Afrikas største bestand. Et af højdepunkterne ved Chobefloden er en sejltur, hvor man ud over store flokke af elefanter kan se bøfler i hundredvis, store mængder af flodheste og krokodiller, et inferno af fugle og ikke mindst en betagende solnedgang.

I den sydlige del af Chobe ligger Savuti-kanalen, der har været lidt af et mysterium. Fra i mange år at have ”slumret ” og været uden vand, er den, i perioder, igen begyndt at føre vand ud i de tørre lavtliggende områder, og herved omdanne dem til små oaser, der tiltrækker enorme mængder af dyr og fugle. Savuti er frem for alt berømt for sine løver.

Central Kalahari Game Reserve, Makgadikgadi og Nxaipan Nationalpark
Kalahari Central Game Reserve er et af verdens største fredede områder med et areal på godt 52.000 km². Området kan være svært tilgængeligt, men til trods for ørkenens ubarmhjertige tørke findes her også vildt.

De vilde kalahariløver har tilpasset sig den barske natur, ligesom kudu, klipspringer og oryx også kan ses. Det er også her nogle af de få tilbageværende buskmænd stadig jager som deres forfædre gjorde. Det er muligt at gå på opdagelse med buskmændene, hvor de fortæller om lokal kultur, overlevelses- og jagtritualer, samt deler ud af deres store viden om naturen og dyrelivet i området.

De enorme Makgadikgadi og Nxai pans (saltsletter) bliver efter regnen delvist omdannet til søer, og vandfugle, pelikaner, flamingoer og andre fugle ankommer hertil i tusindvis.

Vejret i Botswana

Botswana ligger på jordens sydlige halvkugle, derfor er årstiderne modsatte af de danske.
I regnperioden kan visse fjerntliggende camps være lukket i Botswana.

Vandstanden i Okavango deltaet afhænger ikke af den lokale regn, men af floderne i Angola. Derfor vil man have lavvande mellem november og april. I denne periode kan der være begrænset mulighed for bådsafari, men derimod er de fleste veje åbne for safari i bil.
I maj til september er der højvande i Okavango hvor man tager mere på bådsafari da mange veje vil have begrænset tilgængelighed.


Regnperiode (december-marts)
Vejret i Botswana er typisk for det sydlige Afrika, selvom nedbøren her er mindre end landene længere mod øst. Regnen i Botswana kommer i månederne december, januar, februar og marts. Nogle dage vil være tørre og solrige, mens andre vil være med tordenvejr om eftermiddagen. Man kan opleve enkelte gråvejrsdage.

Walking safaris er grundet sikkerhed sjældent muligt i den grønne periode mellem december og april, da guidernes sigtbarhed er begrænset.

Tørperiode (april-november)
Vejret i Botswana i april og maj er generelt dejligt, med klar himmel og grønt landskabet. Nattemperaturen begynder at falde i disse måneder, især i Kalahari. Ved Okavango vil temperaturerne altid være en anelse højere end resten af landet.

I juni, juli og august vil de natlige temperaturer i tørre områder være tæt på at frysepunktet, men det bliver hurtigt varmere i løbet af dagen. Det er nu "højsæson" for de fleste safariområder, da bushen er åben og dyrene samles om de tilgængelige vandkilder.

Særligt fra maj til august er det vigtigt at man har varmt tøj med til de tidlige morgener, hvor man sidder på en åben safaribil. Vanter og en hue kan også være rar at have, indtil solen begynder at varme først på formiddagen.

I september og oktober stiger temperaturerne igen. Landskabet er meget tørt, og koncentrationen af dyrene bliver mere udbredt.

Vejret i Botswana i november er vanskeligt at forudsige, da det nogle gange kan være en fortsættelse af den tørre oktober varme, mens andre gange vil den første regn komme allerede i starten af november.

Vejledende nedbør i Botswana (i millimeter)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
82 80 50 21 5 2 1 1 2 21 50 85

Vejledende temperature i Botswana (dag/nat)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
32/19 31/19 31/17 31/14 28/10 25/6 26/6 29/9 33/13 35/18 34/19 32/19
Kilde: worldweatheronline.com


Visum
Der kræves ikke visum til Botswana for danske statsborgere ved turistrejser med varighed op til 90 dage. Dog skal man være i besiddelse af en gyldig returbillet, tilstrækkeligt kapital til at dække opholdet og et pas, der minimum skal være gyldigt i 6 måneder EFTER udrejse samt indeholde tilstrækkeligt med blanke sider til stempel af visum ved ankomst.

Rejser man med børn under 18 år til Botswana kræves der særlige dokumentation alt efter om barnet rejser med begge forældre, kun den ene forældre eller ingen af de biologiske forældre.

Areal
581.730 km2

Arealmæssigt er Botswana mere end tretten gange større end Danmark, og ca. 17% af landet er udlagt til vildtreservater og naturparker.
Botswana har ikke adgang til havet, men ligger omkranset af Sydafrika, Namibia, Zambia og Zimbabwe.

Befolkning
1,7 millioner

Største delen af befolkningen ca. 50% er fra Batswana stammen. Den næst største gruppe er Bakalanga, og andre grupper er bl.a. Batawana, Bakgatla, Batlhaping, Hambukushu og Baherero.

Drikkepenge
Man er ikke forpligtet til at betale drikkepenge i Botswana, og personalet er ikke afhængig af drikkepenge, men har man været tilfreds med servicen er det meget almindeligt at man giver drikkepenge. På de forskellige lodges er der typisk en boks, hvor man afleverer drikkepenge, som så bliver fordelt imellem personalet.

På restauranter fremgår det af menukortet eller regningen om service er inkluderet; hvis ikke betaler man cirka 10%.

Hovedstad
Gaborone, 250.000 indbyggere

Påklædning
Dagtimerne er generelt lune eller meget varme om sommeren, hvor vintermånederne er mildere. Året rundt kan aftenerne og nætterne være kølige. På rejser hvor der indgår safari, starter dagene tidligt, og det er ofte køligt. Medbring her en god varm trøje og eventuelt en vindjakke samt et tørklæde til halsen - særligt i vinterhalvåret er det vigtigt at have varmt tøj med til safarien morgen og aften (en hue og et par vanter anbefales).

Påklædningen i Botswana er meget afslappet. Af fodtøj anbefaler vi, at man medbringer et par gode sko eller støvler man kan vandre i, men også et par sandaler.

Sprog
Det officielle sprog er engelsk, men nationalt taler næsten alle Setswana. Herudover er der etniske grupper, som taler deres eget sprog.

Religion
Cirka 70% af befolkningen i Botswana er kristne, 20% er agnostiske og resten tilhører traditionelle religioner eller meget små mindretal af muslimer, hinduer og jøder.

Valuta
Møntenheden I Botswana er Pula (BWP). 1 Pula er det samme som 100 Thebe. Der findes sedler I størrelserne 100, 50, 20 og 10 Pula. Af mønter findes 5, 2, 1 Pula samt 50, 25, 10 og 5 Thebe.

Sortbørsveksling i Botswana er illegalt.

Ved ind- og udrejse skal al valuta deklareres. Der er ingen restriktioner på hvor meget fremmed eller lokal valuta man må indføre, såfremt det er deklareret ved indrejse. Udførsel af lokalvaluta, er begrænset til BWP 50 og udførsel af fremmed valuta må ikke overstige det ved indrejse deklarerede beløb.

Veksling af valuta kan gøres i banker og vekselbureauer. Der er banker i alle større byer samt mindre landsbyer. I de mindre landsbyer er der dog begrænsede faciliteter, så det anbefales at man veksler penge i lufthavnen eller i en af de større byer. Ved de fleste grænseovergange er der også et vekselbureau.

Næsten alle camps og lodges accepterer, USD, Euro, britiske Pund og sydafrikanske Rand(ZAR). Hoteller, lodges og restauranter accepterer også generelt kreditkort.

Tidsforskel
Dansk sommertid: ingen tidsforskel
Dansk vintertid: + 1 time i Botswana

Vaccination
Det anbefales at blive vaccineret mod smitsom leverbetændelse, og kommer man fra et område med Gul Feber, kræves der Gul Feber vaccine. Malaria profylakse er nødvendigt.

Det er vigtigt, at du kontakter din læge, Seruminstituttet eller anden rejseklinik inden afrejse, for at råd og vejledning om vaccinationer.

 

Oplev Big 5 i Malilangwe Nationalpark, flyv i helikopter over verdens mest spektakulære vandfald, Victoria Falls og afslut med solnedgangscruise på Zambezi floden. Zimbabwe er et fantastisk smukt land, som er en rejse værd i sig selv men også nemt kan kombineres med ophold i Sydafrika og Botswana.

Lokal tid...

Rejsetid

15-20 timer afhængig af destination og flyselskab

Zimbabwe er et fantastisk smukt land med sublime og alsidige safarioplevelser samt en utrolig venlig lokalbefolkning.

Zimbabwe er primært for den entusiastiske safarigæst, og kan opleves med færre turister. En safari til Zimbabwe kan arrangeres som en selvstændig rejse eller i kombination med nabolandene Sydafrika, Zambia og Botswana.

Hwange Nationalpark
Zimbabwes største safariområde på godt 14.500m2 bare et par timers kørsel eller en kort flyvetur fra Victoria Falls. Parken er Zimbabwes største og med et varieret landskab har man også et varieret dyreliv med over 100 pattedyrsarter og over 400 fuglearter. Hwange Nationalpark er bl.a. hjemsted for enorme elefantflokke, bøffelflokke, imponerende løver, de sjældne vilde hunde, og meget mere.

Victoria Falls
Et af verdens mest spektakulære vandfald. Beliggende ved grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Det imponerende vandfald er intet mindre end 1,7 km bredt og er at finde på UNESCO's verdensnaturarvsliste. Victoria-vandfaldene eller Victoria Falls er opkaldt efter Dronning Victoria af Storbritannien.

Byen Victoria Falls er Afrikas adventure hovedstad med aktiviteter som verdens vildeste river rafting og bungyjump over Zambezi floden.

Heldigvis er der også andre og mere fredelige aktiviteter som vandreture ved Victoria-vandfaldene, helikopterture over vandfaldet samt kano- og solnedgangs bådcruise på Zambezi floden.
Mana Pools
En 6.700km2 stor nationalpark på UNESCO's verdensnaturarvsliste i det nordvestlige Zimbabwe.

Mana Pools et fantastisk safariområde beliggende i den nordlige del af Zimbabwe ved grænsen til Zambia. Landskabet i Mana Pools er dragende med dens beliggenhed ved den mægtige Zambezi flod, der snor sig igennem landskaberne.

Området byder på et rigt dyreliv og nationalparken er især kendt for en stor bestand af elefanter, løver, leoparder, hyæner, flodheste, krokodiller, og ikke mindst er det et af de bedste steder i Afrika for at opleve de sjældne vilde hunde.

Mana Pool er også berømt for at være et af de bedste steder i Afrika for safari til fods og ofte kommer man helt tæt på vildtet. Der køres naturligvis også safari i firehjulstrækker og så er sejlads i kano en anden populær aktivitet her.

Safari camps i Mana Pools er generelt mere rustikke og autentiske end i de fleste andre parker i Afrika, og appellerer især til gæster, der har været på safari før. Et besøg i Mana Pools bliver for mange den ultimative safarioplevelse.

Vejret i Zimbabwe

Zimbabwe ligger på jordens sydlige halvkugle, og derfor er årstiderne modsatte af de danske. Sommeren er fra september til april og vinteren er fra maj til august. I sommermånederne kan temperaturen stige op til 40 grader, og i vintermånederne ligger dagstemperaturne omkring 20-25 grader, med meget kolde nætter helt ned til omkring frysepunktet.

Regnsæsonen er sommermånederne fra november til april. I disse måneder er landskaberne mere grønne, og det er for dyrene nemmere at finde vand. Derfor er det i denne periode sværere at spotte vildtet. I vintermånederne tørrer græssletterne, og man kan ofte se store flokke af elefanter, bøfler, gnuer, zebraer og rovdyr.

Safari i Zimbabwe er bedst fra marts til og med oktober. Regnsæsonen er bedst for fugleinteresserede. Zambezifloden har højvande mellem februar og juli, hvor Victoria Falls vil være meget kraftfuldt. Det er her du vil opleve de største vandskyer og de flotte regnbuer over vandfaldet.

Tørperiode / vinter i Zimbabwe (Maj - oktober)
Zimbabwe får sjældent regn i vintermånederne, og luftfugtigheden på dette tidspunkt er meget lav. Særligt i juni, juli og august har man de kølige nætter of aftener, hvor varmt tøj kræves først og sidst på dagen. Midt på dagen vil man typisk have klart vejr og omkring 25° C.

I september og oktober stiger temperaturen og luftfugtigheder. Bushen er tør og åben og det er let at få øje på vildtet. De store dyr som elefanter og bøfler samles ved vandhullerne.

Oktober er den varmeste måned, hvor der også er høj luftfugtighed, inden regnen kommer og køler luften ned.

Regnperiode / sommer i Zimbabwe (November - april)
Der kan komme tidlig regn i november, men ellers vil man opleve den største mængde nedbør i december, januar og februar, hvor der også ofte være en del tordenbyger sidst på dagen.

I marts falder temperaturen og regnbygerne vil være mere sjældne.

Marts og april er nogle rigtig gode måneder for safari i Zimbabwe. Vejret er behageligt og klart, det er stadig grønt i bushen og man har de lune aftenener rundt om bålet.


Vejledende regn og nedbør i Zimbabwe ( i millimeter)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
145 129 57 20 3 0 0 1 2 21 56 127

Vejledende temperaturer i Zimbabwe (dag/nat)
Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec
29/18 29/17 29/17 28/15 26/9 24/5 24/5 27/7 31/12 32/18 30/18 30/18
Kilde: worldweatheronline.com

Pas og visum
Der kræves visum til Zimbabwe for danske statsborgere ved turistrejser under 90 dage. Turistvisum købes ved ankomst til Zimbabwe og koster USD 35. Det er en godt ide at medbringe det præcise beløb i dollars, da det ikke altid er muligt at få byttepenge tilbage. Du skal være i besiddelse af en gyldig returbillet og dit pas skal være gyldigt i minimum 6 måneder EFTER udrejse samt indeholde tilstrækkeligt med blanke sider til stempel af visum ved ankomst.

Internet
Internet i Zimbabwe findes på de fleste hoteller. I nationalparkerne kan der være enkelte hoteller og lodges der ikke har internet-faciliteter. Internettet kan være langsomt samt mod betaling.

Tidszone
GMT: + 2 timer
Dansk sommertid: Ingen forskel
Dansk vintertid: + 1 time
Zimbabwe har ikke sommertid.

Valuta
Møntenheden i Zimbabwe er US dollars.

Ved ind- og udrejse skal al valuta deklareres. Der er ingen restriktioner på hvor meget fremmed eller lokal valuta man må indføre, såfremt det er deklareret ved indrejse.

Vi anbefaler at man veksler US dollars hjemmefra. Næsten alle camps og lodges accepterer både, USD, Euro, britiske Pund og sydafrikanske Rand(ZAR). Hoteller, lodges og restauranter accepterer også generelt kreditkort.

Penge og kreditkort
Vi anbefaler at man på rejsen til Zimbabwe medbringer et kontant beløb samt et kreditkort. Det er bedst at kontanterne er i Sydafrikanske Rand, Euro, USD eller engelske pund.
Visa og Mastercard, kan benyttes i de fleste camps/hoteller, restauranter, butikker og biludlejningsfirmaer, og man slipper for at gå rundt med for mange kontanter på sig. American Express og Diners Club er mindre udbredt, og accepteres i begrænset omfang.
Med et kreditkort er det også muligt at hæve kontanter (US dollars) i pengeautomater. Dog er pengeautomater endnu ikke særligt udbredte i Zimbabwe. Vær opmærksom på, at der i de fleste automater er et maksimumbeløb som kan hæves per dag.

Visse steder hvor der betales med kreditkort, skal der vises identitetskort ved betaling, eksempelvis i form af pas eller kørekort.

Kreditkort kan IKKE bruges som betalingsmiddel på benzinstationer, disse tager kun imod kontanter.

Drikkepenge
Man er ikke forpligtet til at betale drikkepenge i Zimbabwe, og personalet er ikke afhængig af drikkepenge, men har man været tilfreds med servicen er det meget almindeligt at man giver drikkepenge. På de forskellige lodges er der typisk en boks, hvor man afleverer drikkepenge, som så bliver fordelt imellem personalet.

På restauranter fremgår det af menukortet eller regningen om service er inkluderet; hvis ikke betaler man cirka 10%.

Påklædning
Dagtimerne er generelt lune eller meget varme om sommeren, hvor vintermånederne er mildere. Året rundt kan aftenerne og nætterne være kølige. På rejser hvor der indgår safari, starter dagene tidligt, og det er ofte køligt. Medbring her en god varm trøje og eventuelt en vindjakke samt et tørklæde til halsen - særligt i vinterhalvåret er det vigtigt at have varmt tøj med til safarien morgen og aften (en hue og et par vanter anbefales).

Påklædningen i Zimbabwe er meget afslappet. Af fodtøj anbefaler vi, at man medbringer et par gode sko eller støvler man kan vandre i, men også et par sandaler.

Er du i tvivl om noget, når du skal pakke, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.

Indhent tilbud
x

Indhent tilbud

Ja tak! Send mig gerne tilbud på rejsen:
Zimbabwe og Botswanas Højdepunkter

Bede om et tilbud ved at udfylde nedenstående formular og tryk på "send".

Mange tak for din henvendelse.

Blixen Tours vender tilbage hurtigst muligt.