Beskrivelse

Onguma Tented Camp

Onguma Tented Camp – 'stedet, man ikke vil forlade”
I det private reservat, Onguma Nature Reserve, øst for Etosha Nationalpark, ligger Onguma Tented Camp omgivet af Namibias betagende buskland med åbne græssletter, mopaneskov og et vandhul, hvor elefanter, zebraer, antiloper og mange andre dyr samles. Onguma betyder ”stedet, man ikke vil forlade” - og sådan er det. Dine dage her er fyldt med oplevelser i det tørre landskab. Men du behøver ikke engang at bevæge dig ud på sletterne, for at opleve dyrelivet. Fra din terrasse og campens fællesområde kan du følge dyrene ved vandhullet dagen igennem - og ikke mindst fra campens "skjul", hvor du kan opleve dyrene helt tæt på og i øjenhøjde.
 
Stedet med det tørre vand 
Onguma Nature Reserve strækker sig over 34.000 hektar lige på grænsen til Etosha Nationalpark, der er et af Afrikas mest bemærkelsesværdige vildtområder. Etosha betyder "stedet med det tørre vand" og henviser til den enorme saltslette, der danner en sølvhvid, glitrende baggrund for savannens åbne græsland. Her lever over 100 arter af pattedyr, herunder fire af "The Big Five", mens mere end 300 fuglearter gør området til et paradis for fuglekiggere – især i regntiden, hvor flamingoer flokkes om de midlertidige vådområder. På safariturene i Etosha og Onguma-reservatet kan du blandt andet opleve elefanter, giraffer, løver og et utal af antiloper, og det helt fantastiske namibiske landskab.
 
Oplevelserne fortsætter i campen
Mellem safariturene kan du køle dig af i poolen eller slappe af i loungen, og fra begge har du frit udsyn til vandhullet, som kun ligger 60 meter væk og er en af savannens vigtigste samlingspunkter.
 
Lige ved vandhullet ligger Onkolo Hide, som er et skjul i jordniveau, hvor du kan sidde uforstyrret og observere dyrelivet uden selv at blive set. Gennem åbningerne i træværket kan du fotografere eller bare nyde synet og oplevelsen af at være helt tæt på, mens dyrene bevæger sig frit foran dig.
 
Tidligt om morgenen, mens lyset stadig er blødt, kan du tage på bush walk med en erfaren ranger. Til fods oplever du landskabet anderledes – stenene under støvlerne, den knitrende lyd af tørre grene, den skarpe duft af solopvarmet jord. Du ser sporene fra natten, hører lyde, der normalt drukner i bilens motor, og får naturen helt tæt på.
 
Senere kan du forkæle dig selv i Onguma Sanctuary. Giv dig hen til en professionel wellnessbehandling og lad krop og sind falde til ro, og nyd at du ikke behøver at gøre andet end at være til stede.
 
Derfor er Onguma Tented Camp noget særligt
Onguma Tented Camp har en perfekt balance mellem en traditionel afrikansk teltcamp og moderne luksus. Stemningen i campen er afslappet og personlig – og så er naturoplevelserne på safariturene og også i campen og i skjulet helt fantastiske. 
Velegnet til par
Udsigt til vandhul bare 60 m væk
Underjordisk skjul til dyreobservation
Luksustelte med udsigt til vandhullet
Safari i både Onguma reserve og Etosha Nationalpark
FACILITETER Onguma Tented Camp
Eksklusive teltsuiter, hvor dyrelivet er din nærmeste nabo
Campens syv luksustelte ligger spredt omkring vandhullet og alle har en privat terrasse med udsigt til landskabet. Her kan du læne dig tilbage i skyggen og se zebraer, antiloper og elefanter, der kommer til vandhullet for at drikke. Hver suite har både en indendørs og en udendørs bruser, så du også kan tage et brusebad under åben himmel omgivet af naturen. Det rummelige badekar er placeret, så du kan lade kroppen synke ned i det varme vand og fordybe dig i udsigten over savannen.
 
Indretningen kombinerer materialer som sten, ruskind, linned og stål, hvilket skaber en moderne, men jordnær atmosfære. Farverne er inspireret af et særligt fotografi af en oryx ved Etoshas Fisher’s Pan og afspejler naturens nuancer – grå, kul, sort, hvid og creme, med strejf af dæmpet eller lys grøn.
 
Campen er ikke indhegnet, og dyrene bevæger sig frit i området. Af sikkerhedsmæssige årsager er børn under 12 år ikke tilladt.
Butik
Internet
Laundry service
Lounge/bar
Restaurant(er)
Spa/wellness
Swimmingpool