DESTINATION
Rejser til Oman
Rejsetiden til Oman er ca. 7-9 timer afhængig af flyselskab og destination
Oman er en uspoleret arabisk juvel. En rejse til sultanatet er en autentisk oplevelse, og Blixen Tours sidder klar til at skræddersy rejsen for jer.
En rejse til Oman er en rejse tilbage i tiden og samtidig et møde med en moderne feriedestination, der byder på både trekking, dykning, safari og golf.
Uspoleret natur, sol og strand samt en venlig og imødekommende befolkning. Så er man kommet til Oman, som samtidig er et af de få steder, hvor der endnu er mulighed for at lære den gamle arabiske kultur at kende.
Her er ingen masseturisme og ingen skyskrabere, men rejser til Oman byder derimod på smukke kystbyer, frodige oaser og luksushoteller i traditionel arabisk indpakning.
I hovedstaden Muscat findes fine eksempler på den typiske arabiske byggestil, og tankerne ledes uvægerligt hen på 1001 nats eventyr.
Oman, hvis areal er syv gange større end Danmark, er kendt for sin storslåede natur. Betagende ørkenlandskaber, kløftede bjergområder, grønne oaser, frugtbare kystsletter med dadelplantager og endeløse strande præger det smukke land.
De 1700 kilometer fredet kyststrækning er et yndet turistmål for badegæster. Her findes ingen kæmpemæssige hotelkomplekser, og området er et sandt paradis for dykkere. Her kan man nemlig tage på en forunderlig rejse ned i dybet og opleve op mod 100 forskellige koral arter og svømme blandt kulørte fiskestimer.
Hvert år kommer 100.000 havskildpadder op på strandene ved Ras al Hadd og Ras al Jinz. Området må kun besøges under opsyn, for skildpadderne skal kunne lægge deres æg i fred. Overlever de små nyudklækkede skildpadder senere rejsen fra de dybe sandhuller og ud til havet er der chance for, at de 30 til 50 år senere vender tilbage som kønsmodne skildpadder og sikrer en videreførelse af slægten.
I den indre del af Oman kan man komme på eventyrrejse og opleve idylliske bjerglandsbyer, dybe slugter, gamle borge og imponerende fæstningsværker. Befolkningen har levet her i årtusinder beskyttet af de 3.000 meter høje Hajarbjerge. I tidernes morgen dannede denne bjergkæde en uovervindelig naturborg, men i dag findes der kortlagte ruter, så turisterne kan komme på trekking til de mest fantastiske udsigtspunkter.
Velkommen til en anderledes smuk ferieoplevelse i Oman.
Filtrer (6)
Rejser til Oman
Fakta
Oman
Fuld beskrivelse
Mindre beskrivelse
Om landet
1001 nats eventyr — Magiske historier om Sindbad søfareren og turbanklædte mænd i lange dishdashas klædedragter. Beduinerne der trækker deres kameler gennem ørkenens endeløse vidder og gravtårne, hvis oprindelse går længere tilbage i historien end de egyptiske pyramider.
I Oman kan alle disse eventyrlige ting opleves, og rejser man med åbent sind, vil mødet med den arabiske verden blive en 1001 nats rejsetilbage til svundne tider.
Sultandømmet Oman på den arabiske halvø begyndte først i starten af 1990’erne at åbne op for turismen. Det foregik nænsomt og med stor hensyntagen til landets naturskat. Masseturisme var uønsket, og i stedet blev der satset på ’value for money’ turismen, hvor man fokuserede på at give turisterne en unik og anderledes ferieoplevelse.
I hovedstaden Muscat findes pragtfulde moskeer og paladser og suq’en (markedet) med alle de duftende krydderier og kulørte varer. Muscat betyder ankerplads, og byen var tilbage i tidernes morgen det sidste sted de sørejsende havde mulighed for at proviantere inden den lange rejse til Indien.
Områder
Halvøen Musandam
Fjordlandskaber og undervandsparadis. Musandam, en eksklave af Sultanatet ved den nordlige ende af den arabiske halvø, er et betagende fjordlandskab, som næsten kun kan udforskes fra vandet med en båd.
Kystsletten Al Batinah
Plantager og tyre. Dadler, bananer, limoner, mangoer, tomater, gulerødder, auberginer, squash, kartofler — alt dette og mange andre grøntsager dyrkes på en 270 kilometer lang kyststribe mellem Muscat og Sohar. Plantage efter plantage, landsby efter landsby. Her lever en fjerdedel af Omans befolkning. De dækker hovedparten af landets behov for landbrugsprodukter, men fortærer naturligvis også en hel del af dem selv.
Derfor betegnes Batinah-sletten af omanerne også gerne som landets mave. Flader, som kan dyrkes, har i denne region altid været sjældne og derfor også eftertragtet.
Beboerne på denne kyststribe har derfor i mange århundreder været nødt til at beskytte sig mod invasioner. De byggede et tæt netværk af enkle flugtborge, men også fæstningsanlæg som dem af Nakhl, Barka, Rostaq og Al Hazm, der den dag i dag hører til landets mest betydningsfulde og seværdige.
Hver fredag eftermiddag finder et særligt ritual sted ved Barka. Her mødes egnens bønder med deres tonstunge pukkelkvæg til tyrekamp — eller rettere sagt til tyreskubning. Kæmperne står roligt midt i arenaen og presser hovederne mod hinanden. Den, der først viger, har tabt, og kampen er afsluttet. Intet dyr må nemlig blive såret ved den omanske tyrekamp — dyrene er for værdifulde, og der er ikke længe til den næste fredag.
Muscat og omegn
Paladser som fra tusind og en nat. Muscat overrasker den besøgende med mange eksempler på imponerende moderne arabisk arkitektur. Det er en ny by, planlagt med omhu og bygget i løbet af de sidste 30 år.
Capital Area strækker sig fra de historiske bydele Matrah og Muscat 50 kilometer langs kysten. Mellem stejle mørke klipper står hvide bebyggelser, pragtfulde moskeer og paladser, og igen og igen har man udsigt over det blå lysende hav og udstrakte sandstrande.
Hvis man her leder efter orientalsk leben, er man kommet til det rette sted i bydelen Matrah. Luften i souq’en (markedet) er fyldt med duften af ædle krydderier og røgelse. I butiksboderne tårner varerne sig op. Kulørte stoffer, ædle duge, guld- og sølvsmykker, husholdningsartikler og sko, legetøj og plastblomster — her kan man få næsten alt.
Fra suq’en er det kun få minutters gang til frugt- og fiskemarkedet. Fiskerne lander i morgentimerne deres fangst direkte ved markedets mole; et uforglemmeligt skuespil. Den velbeskyttede havn var før i tiden skibenes sidste mulighed for at forsyne sig med vand inden den lange sejlads til Indien og havde derfor stor betydning.
Muscat betyder ankerplads. Interessante vidnesbyrd om disse forlængst svundne tider finder man i Muscat i Bait al Zubair Museum og Muscat Gate Museum. Byens mest kendte bygningsværk er sikkkert Al Bustan Palace Hotel, som ligger få bugter længere væk. En palmehave ved den hvide strand, omkranset af pittoreske mørke klipper — som et fatamorgana rejser denne pragtbygning sig foran drømmekulissen. Ikke spor mærkeligt, bygningen af eksperter allerede flere gange er blevet præmieret som et af verdens bedste hoteller.
Al Dhahirah
Oliefelter og ældgamle grave. Al Dhahirah betyder «ryg» og er betegnelsen for den halvørkenagtige slette, som strækker sig fra den vestlige kant af de nordlige Hajarbjerge til klitterne af den store arabiske sandørken, Rub al Khali.
For mere end 4000 år siden blev der i bjergene bag Ibri i stort omfang udvundet og forarbejdet kobber, som derefter med skibe blev leveret til højkulturerne i Mesopotamien og Indusbækkenet. Begyndelsen til en stor søhandelstradition. I dag finder man fra denne tid til stadig slaggebjerge og frem for alt utallige bikubegrave, der består af stenplader i mange lag, samt store, cirkelrunde fællesgrave.
Nekropolen i regionen omkring Bat og Amlah betragtes som den største fra denne epoke på verdensplan og er derfor UNESCO-verdensarv. Ibri var en gang vareomladningssted for golfkystens berygtede pirater. Disse tider er ganske vist forlængst forbi, men man imponeres stadig af en store suq og den store fæstning midt i oasen.
I grænseområdet til Saudi-Arabien ligger de berygtede saltpander af Umm as Samim, «giftens moder». Et område, som man den dag i dag næsten ikke kan trænge igennem, selv med de mest moderne køretøjer. Selv om de tilstødende sletter i dette grænseområde forekommer afvisende, er de meget vigtige for landet.
Her, rundt om Fahud, banker Omans økonomiske hjerte, her ligger nogle af de vigtigste oliefelter. Denne region er Omans varmeste — temperaturer på mere end 50 grader er normale om sommeren. Skygge findes ikke. Solen brænder lodret ned på udvindingsanlæggene, varme vinde ser ud til at forbrænde alt.
Al Dakhiliyah
Slugter, borge og terassefelter. Terassefelter i stejle skråninger, storslåede canyons og slugter, idylliske bjerglandsbyer, imponerende fæstninger og paladser — Dakhiliyah har i mange hundrede år været Omans kulturelle hjerte. Her var mennskerne beskyttet mod angreb, flankerne af de 3000 meter høje Hajarbjerge dannede en uovervindelig naturlig borg.
Hvis man vil storme den i dag, følger man de godt markerede trekkingstier op til betagende udsigtspunkter i svimlende højder — en anstrengelse, som betaler sig!
Et tæt netværk af vandkanaler går gennem den uvejsomme bjergverden og sørger for, at små grønne paradiser uventet opstår af ingenting.
Nizwa og også Bahla var en gang hovedstæder. Tilsvarende imponerende er deres arkitekur. De meget store lerforekomster ved Bahla gjorde det muligt at omhegne hele oasen med en 12 kilometer lang mur. Som bjerge af ler rejser fæstningen Hisn Tamah sig af dadelpalmernes grønne hav.
For tiden restaureres den skånsomt i den gamle lerbygningstradition under opsyn af UNESCO, som har optaget bygningen på listen over verdenskulturarv. I fæstningen af Jabrin mødtes i det 17. århundrede filosofferne, litteraterne, kunstnerne og musikerne. De kunstfærdigt udformede rum og de malede trælofter gør dette kulturpalads til landets vigtigste bygningsmindesmærke.
Øst - Al Sharqiyah
Et hav af farver og former. Langsomt, men ustandseligt flytter honniggule sandklitter på mørkerød jord sig mod det azurblå hav. Gyldent lyser strandene ved Ras al Jinz, hvor havskildpadder i tusindvis hvert år lægger deres æg.
Provinsen Sharqiyah ved den arabiske halvøs yderste østlige kant præges af stærke kontraster, farvernes spil og landskabets former. Men også forskellige livsstile støder her på hinanden. Beduinerne af Wahiba trækker stadig omkring i sandhavets uendelige vidder med deres kameler, geder og palmegrenshytter. Frihed og mobilitet er vigtigere for dem end ejendele.
Beboerne af oaserne i ørkenens udkant bygger derimod pragtfulde huse, som de dog måtte forsvare i mange århundreder. Utallige vagttårne og bygninger, der er armeret som fæstninger, vidner om turbulente tider, men også om fortidens rigdom. Husenes tunge portaler, der er pyntet kunstfærdigt med træskæringer, stammer fra Østafrika, blev bragt til havnen Sur med skibe og transporteret videre derfra med kameler.
Mellem bjerge og ørken forløb den mest betydningsfulde karavanevej fra Sur til landets indre. Sur var porten til Zanzibar og Indien, omladningsplads for krydderier, elfenben, guld og silke. Nu som før bygges her dhows, de smidige arabiske både med den elegante bov.
Sydøst - Al Wusta
Omans ark. Faunaen og floraen i dette biosfærereservat er enestående. Foruden ca. 300 oryx-antiloper lever her arabiske gazeller og den sjældne nubiske stenbuk, vildkatte, honninggrævlinger, ørkenræve og ulve, ørkenharer og det ethiopiske pindsvin. Men også 180 forskellige fuglearter har man iagttaget her indtil nu, deriblandt så sjældne fugle som kravetrappen.
Fredningsområdet er ikke kun begrænset til ørkenområderne i landets indre, men går det det Indiske Ocean. Den mere end 300 kilometer lange kyst er en af landets smukkeste og mest afvekslende. Ingen strand ligner den anden. Hvid sandstrand følger efter stejle mørke klipper, turkisblå laguner strækker sig dybt ind i landet og er populære rastepladser for de lyserøde flamingoer. Alger farver vandet i søerne ved Khor Ghawi lysende pink.
En kyst fuld af overraskelser og opdagelser. Larmende slår havets bølger mod klipperne under sommermonsunen. Ingen fisker vover sig ud på det kogende hav i denne periode.
P.g.a. det høje næringsstofindhold og den fremragende vandkvalitet er Omans farvande særlig rige på fisk — endog 13 forskellige hval- og delfinarter boltrer sig her.
Syd: Dhofar
Allerede for to årtusinder siden drog romerne ud for at opdage mirakellandet i orienten, hvor der fandtes træer, fra hvis bark der dryppede guld. Guld i form af en kostbar harpiks. Arabia felix kaldte romerne det — lykkelige Arabien.
De nåede dog aldrig frem til det sted, de længtes efter.
Røgelsesharpiksens duft er allestedsnærværende i Dhofars landsbyer og byer, hverdagen er utænkelig uden den. Hvis man besøger den gamle suq i Salalah, dykker man ned i en raffineret dufternes verden.
Dhofars kvinder er berømte for deres ekskvisitte duftblandinger af røgelse, myrra, sandeltræ og blomsteressenser. Opskrifterne er hemmelige og går i arv fra moderen til døtrene.
Når den arabiske halvø om sommeren synker ned i gloende hede, søger tusindvis af turister fra golfstaterne tilflugt fra heden i Salalah.
Fra juli til september dyppes denne kyststribe nemlig af monsunens udløbere i tæt tåge og støvregn.
Vegetationen i bjergene ser ud til at eksplodere — et koldt grønt paradis midt i en glohed ovn. Salalah, den lysende, er Omans næststørste by. Med 15 kilometer strækker den sig langs en endeløs sandstrand, omgivet af et subtropisk plantagebælte. Under kokospalmernes grønne tag trives bananer og papajas specielt godt.
De modne søde frugter tilbydes ved vejkanten — en fristelse, som er svær at modstå.
Pas og visum
Der kræves visum ved rejser til Oman for danske statsborgere. Visum kan købes ved indrejse eller online inden afrejse og koster OMR 20 (svarer til cirka kr. 315) per person for en enkelt indrejse ved ophold i maksimum 30 dage.
Link til online ansøgning af visum:
(Den online ansøgningsproces kan være omstændig og besværlig. Du skal først registerere dig som bruger, og derefter starter ansøgningsprocessen.)
Dit pas skal være gyldigt 6 måneder efter opholdet. Det er vigtigt at du har tilstrækkeligt med blanke viseringssider i dit pas. Visse lande kræver, at der er minimum 2 blanke sider overfor hinanden.
Har du i passet visa til Israel eller pas stemplet i Israel kan du nægtes indrejse til Oman. Udenlandske statsborgere, samt personer med dansk flygtningepas eller fremmedpas, opfordres til at kontakte ambassade eller et konsulat for Oman.
Fakta
Indbyggere
3,6 millioner (andel udlændinge ca. 25 procent), med 7,8 indbyggere pr. kvadratkilometer en af verdens tyndest befolkede stater
Landesprog
Arabisk er det officielle sprog, andre udbredte sprog er swahili, urdu og hindi. Desuden er engelsk et gængst omgangs- og handelssprog.
Religion
Islam (overvejende ibaditer) og andre religioner respekteres.
Areal
Oman er 7 gange så stor som Danmark med 309.500 kvadratkilometer (Danmark 43.094)
1.700 km lang kystlinie
Landets bredde
Landet er 800 km i bredde hvor størst afstand og 50 km på mindste stræk.
Beskaffenhed
Sand- og grusørkener samt bjerge og oaser.
Højeste punkt
Jebel Shems (3.009 m), frugtbare kystsletter i nord og syd
Beliggenhed og grænser
Ved den yderste østlige udkant af den arabiske halvø; i vest grænsende op til de Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, i sydvest til Yemen.
Alkohol og rygning
Alkohol er ikke en del af den islamiske kultur og bliver derfor kun serveret på licenserede restauranter og hoteller. Drik venligst ikke alkohol offentligt eller udenfor de licenserede virksomheder.
Under Ramadans Hellige Måned er alkohol kun serveret på licenserede hoteller til boende gæster og er tilgængelig via 24 timers roomservice.
Det er til enhver tid strengt forbudt at køre bil mens beruset. Dette straffes med 48 timer i fængslet.
Rygning er forbudt i alle lukkede offentlige steder som fx indkøbscentre, hotellobbies, restauranter, de fleste barer samt offentlig transport.
Drikkepenge
Drikkepenge gives til portører, guider, chauførrer og restaurant personale. Sørg altid for at have mindre sedler ved hånden til drikkepenge.
Påklædning
Vi anbefaler at du er påklædt løst, behageligt tøj da det vil blive varmt og behageligt fodtøj til gåture, samt en solhat.
Oman er er et muslimsk land derfor er det vigtigt at iagttage en vis påklædning. Offentlige steder bør kvinder iført beklædningsgenstande der dækker deres overarme og ben. De bør ikke ankomme klædt i shorts, tætsiddende bukser eller kjoler der er med bar ryg eller korte. Mænd bør være iført lange bukser og trøjer. Shorts og soltoppe bør kun blive anvendt på stranden eller ved poolen.
Når du besøger Sultan Qaboos Grand moskéen bedes du tjekke om du er iført transperant, tætsiddende tøj eller hvide bukser.
Alle bukser skal være lange og ærmerne skal gå til håndleddet. Kvinder forlanges desuden at være iført tørklæde og dække deres skuldre og bryst.
Ramadan
I Ramadan er det ikke tilladt at spise, drikke eller ryge i offentligheden og det anbefales at afstå fra at bade og solbade i wadier (floder i ørkenen) og på offentlige strande.
Telefon og internet
Der er mobildækning de fleste steder, dog kan der være områder på landet hvor der ikke er dækning.
Hotellerne har generelt internet.
Tidszone
Dansk sommertid: + 2 timer
Dansk vintertid: + 3 timer
Toldformaliteter
Der er ingen vekslingsbegrænsninger i Oman og ingen toldafgifter af personlige genstande. Besøgende kan toldfrit indføre 400 cigaretter og 2 liter spiritus samt 2 liter vin. En rimelig mængde parfume er også tilladt.
Valuta
Møntenheden i Oman er Omani Rial (OMR). Omani Rial kan købes ved ankomst til Muscat International Airport. Der findes hæveautomater i de fleste byer og på nogle hoteller.
Åbningstider
Den officiele weekend varer fra fredag til lørdag, hvor fredag er dagen for bønnen.
Åbningstiden for store supermarkeder som Lulu Hypermarket er dagligt fra 8:00 til 23:00. The Souk er åben fra 9:00 til 13:00 og fra 16:00 til 20:30, om fredage kun til kl. 11:00 og så igen om aftenen.
Sultan Qaboos moskéen er åben fra 8:00 til 11:00, lukket om fredagen og i offentlige helligdage. Det er den eneste moské i Oman som kan besøges af ikke-muslimer.
Fiskemarkeder er værd at aflægge et besøg tidligt om morgenen.
Oman
Tusind og en nats hoteller
Alila Jabal Akhdar
I en af Omans mest spektakulære regioner, Al Hajar bjergkæden, ligger det eksklusive hotel, Alila Jabal Akhdar. Med udsigt til dramatiske kløfter, grønne bjerge og den dybblå himmel, har du her det perfekte udgangspunkt for at udforske den barske uberørte natur – og samtidig blive forkælet med den mest overdådige komfort og luksus.
Alila Jabal Akhdar
Oman
Six Senses Zighy Bay
Zighi Bay har en smuk beliggenhed på Musandam-halvøen omgivet af 2100 meter høje klipper til den ene side, og havet og lang sandstrand til den anden side. Vil du gøre en dramatisk entré, kan du vælge at paraglide fra en bjergtop og ned til hotellet, og ankomme i bedste James Bond-stil.
Resortet er smagfuldt og flot indrettet med et udpræget rustikt islæt. Hele vejen igennem er anvendt naturmaterialer og villaerne opført i natursten.
Gastronomien er i top og kan nydes fra flere lokaliteter bl.a. ”hilltop restaurant” med en storslået og bogstaveligt talt bjergtagende udsigt eller privat hjemme i villaen.
Six Senses Zighy Bay
Oman
Canvas Club Glamping
Inde i Omans uberørte ørken, hvor sanddunerne strækker sig så langt øjet rækker, og himlen gløder i de varme farver fra solnedgangen. Lige her, midt i Wahiba Sands, langt væk fra byen og hverdagens travlhed, ligger Canvas Clubs eksklusive glamping-lejr.
Her møder luksus ørkenens vilde skønhed. De traditionelle beduintelte er indrettet med omhyggeligt udvalgte skatte fra Orientens souk'er, og når mørket falder på, forvandler ørkenen sig til et stjernebestrøet landskab, hvor stilheden er næsten overvældende. Her står tiden stille og giver dig muligheden for at fordybe dig i Omans magiske ørkenlandskab.
Ankom med stil
Eventyret begynder i en Jeep, der fører dig gennem det rå, dramatiske landskab af uberørte sandduner, mens du passerer kameler, der roligt vandrer gennem ørkenen. Efter en spændende 30 kilometer lang tur ind i Wahiba Sands, skifter du til en mere traditionel form for transport – en kamel. Med en rolig og gyngende bevægelse fører kamelen dig gennem sandet den sidste vej til lejren, der ligger som en skjult oase midt i ørkenen, omgivet af de bølgende sandduner. Lejrchefen, Ali, byder dig varmt velkommen og viser dig til dit smukt indrettede telt.
Tid til at være
Når du er kommet på plads i teltet, kan du slappe af med lidt forfriskninger og nyder en stille stund med udsigt til ørkenens uendelige landskab. Du kan også være aktiv – tag et spil boule, eller prøv at glide ned ad klitterne på et sandboard.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Når mørket falder på, samles du og familien omkring lejrbålet, hvor din private kok tilbereder din middag i det fri. Duftene fra friskbagt brød og arabiske lækkerier fylder luften, mens du nyder den helt særlige stemning, som kun en ørkenlejr kan give. Stearinlysene skaber et blødt, varmt lys, og stjernehimlen stråler klart over dig. Efter en dejlig nats søvn, vågner du med morgensolen, der hæver sig over sanddunerne, og til duften af friskbrygget kaffe, der fylder lejren.
Derfor er Canvas Club er noget særligt
Canvas Club er typisk et sted, hvor man opholder sig i kortere perioder, ofte én eller to nætter, som en del af et unikt ørkeneventyr. Her får man en luksuriøs og autentisk oplevelse af Omans ørken. Det er ikke bare et sted at overnatte – det er en uforglemmelig oplevelse.
Canvas Club Glamping
Oman
Shangri La Al Husn Resort & Spa
På en høj klippe langs Muscats kyst, ligger det storslåede Shangri-La Al Husn, med en fantastisk udsigt over det azurblå vand i Omanbugten. Resortet er omgivet af dramatiske bjerge, som rejser sig stejlt bag hotellet og skaber en betagende baggrund af rå, naturlig skønhed. Nedenfor klippen strækker en uberørt strand sig langs kysten, dækket med fint, hvidt sand.
Hotellets store buede vinduer og terrasser åbner op mod den storslåede udsigt over havet og bjergene, mens indgangspartierne byder velkommen med smukke, udsmykkede porte. Hotellets navn, "Al Husn," betyder "slottet," hvilket perfekt beskriver dets eventyrlige fremtoning og beliggenhed i landskabet.
Shangri-La Al Husn er en gennemført kombination af dramatisk natur og luksus i verdensklasse. Hotellet er kun for voksne og her kan du nyde livet på den private strand og i de eksklusive omgivelser, samtidig med at du har let adgang til hovedstaden Muscats mange kulturelle skatte.
Fra gourmetrestauranter og velvære til Turtle Care og dykkeroplevelser
Shangri-La Al Husn er søsterhotel til Shangri-La Barr Al Jissah, der består af hotellerne; Al Waha, der betyder ”oasen” og Al Bandar, som er ”byen”. Alle 3 indkvarteringer ligger side om side og som gæst på Al Husn, har du adgang til søsterhotellernes restauranter og faciliteter, som for eksempel Chi, The Spa.
Når du ikke tager på opdagelse i Muscats spændende kultur og historie, kan du tage på opdagelse i Shangri-La Al Husn eksklusive faciliteter. Slap af ved infinity-poolen, der har udsigt over Omanbugten, eller nyd den smukke, private strand. Resortet byder også på et topmoderne fitnesscenter og Luban Spa, der tilbyder en uovertruffen velværeoplevelse.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
I Turtle Care Eco-Centre får du et indblik i, hvad man gør for at beskytte og bevare havskildpadderne i området, og på det azurblå hav kan du more dig med aktiviteter som paddleboarding og kajaksejlads, og tage på opdagelse blandt farverige fisk med snorkel og dykkermaske. I gourmetrestauranterne og barerne kan du forkæle dine smagsløg med alt fra lokale delikatesser til internationale retter.
Derfor er Shangri-La Al Husn noget særligt
Mellemøstens overdådighed, eventyr og elegance fortryller enhver, som besøger Oman, og det samme sker, når man er gæst på Shangri-La Al Husn. Omgivelserne er storslåede og der er kræset for hver en detalje. Hotellet lever i den grad op til sit navn; ”Slottet”.
Shangri La Al Husn Resort & Spa
Oman
Rubba Dhow
Rubba Dhow er en traditionel Omani-dhow, der er ombygget til en luksusyacht, og som tilbyder en enestående mulighed for at opleve den dramatiske skønhed i Musandam-halvøen i det nordlige Oman.
Musandam er kendt for sine dybe fjorde, også kaldet khor, og sine stejle klipper, der dykker direkte ned i det klare, turkisblå vand. Området bliver også kaldt "Mellemøstens Norge" på grund af dets fjordlignende terræn. Rubba Dhow sejler dig gennem disse imponerende landskaber, hvor du vil opleve uberørte øer, små landsbyer, der næsten synes uberørt af tiden, og måske delfiner, der følger båden gennem fjordene.
Ombord på Rubba Dhow
Ombord bliver du taget godt hånd om af kaptajn Abdul Fatah og hans erfarne besætning. Kaptajnen er født og opvokset i Musandam og kender hver eneste bugt og landsby langs kysten.
Skibet er smagfuldt indrettet med en blanding af traditionelle detaljer og moderne bekvemmeligheder, som skaber en behagelig og afslappet atmosfære. Det store solfyldte dæk fungerer som hjertet af fællesområderne og her kan du nyde dine måltider under åben himmel. Du kan glæde dig til lækre buffeter med både Omani-specialiteter og internationale retter, og på udvalgte aftener tændes grillen til hyggelige barbecue-måltider. Det rummelige dæk er indrettet med store, bløde puder, hvor du kan slappe af, tage en lur eller ligge og betragte det imponerende landskab, der glider forbi.
For dem, der ønsker at udforske fjordene tættere på, er skibet udstyret med kajakker og snorkeludstyr. Der er også en speedbåd til rådighed, som giver dig mulighed for at tage ud på små eventyr i de smalle fjorde og hemmelige bugter.
Derfor er Rubba Dhow noget særligt
Rubba Dhow tilbyder en perfekt blanding af luksus og autentiske oplevelser, hvor du kan slappe af og samtidig opleve Musandams enestående skønhed. Mange af de områder, skibet sejler i, kan man kun komme til med båd, så det er virkelig en perfekt måde at opleve dette storslåede landskab på.
Rubba Dhow
Oman
The Chedi Muscat
The Chedi Muscat ligger ned til stranden i Muscat, Omans hovedstad, tæt nok på bjergene til at de spejler sig i vandet og et stenkast fra den arabiske ørken og dens tørre vinde. Hotellet er opført i den karakteristiske omanske arkitektur med svungne byer, men indvendigt er værelserne meget stilrene, ja nærmest japanske, i deres enkelthed.
Børn
The Chedi er mest velegnet for par selv om børn er velkomne. Der findes to swimmingpools, én som er forbeholdt voksne og én hvor børn er tilladt. Der findes ikke legepladser eller aktiviteter for børn på resortet.
The Chedi Muscat
Oman
Al Bustan Palace
Midt i en grøn og frodig have, ved kysten af Det Arabiske Hav, ligger Al Bustan Palace. Dette 5-stjernede Ritz-Carlton hotel lever i den grad op til sit navn – for et palads er det virkelig. Fra det øjeblik du træder ind i den 35 meter høje atrium lobby, med enorme buer, smukke lysekroner, springvand og tunge bløde lænestole, bliver du indhyllet i en magisk orientalsk stemning.
Om aftenen tændes fakler, lanterner og farvede lamper, der oplyser de høje palmer, spejler sig i poolens blanke overflade og får springvandene til at funkle. Hvert af paladsets luksuriøse værelser er indrettet i en på én gang traditionel og moderne stil, med smukke tapeter, vævede tæpper og broderede puder. De oprindelige håndlavede udskæringer og vægudsmykninger, der har givet hotellet dets tilnavn ”Sultanatets juvel”, fuldender den eventyrlige arabiske atmosfære, der ligger som et magisk flyvende tæppe over stedet.
Velkommen til 1001 nats eventyr på Al Bustan Palace.
Al Bustan Palace er en luksuriøs perle, der er omgivet af skønhed, eventyr og uforglemmelige oplevelser både til lands og til vands - et must for alle der drømmer om at være med i et 1001 nats eventyr.
Al Bustan Palace
Oman
Jumeirah Muscat Bay
Mellem Al Bustan Palace og Shangri-La´s Barr al Jissah, ved foden af Hajar-bjergene, hvor ørkenlandskabet møder det krystalklare vand i Den Arabiske Golf, ligger Jumeirah Muscat Bay ved en privat strand i en af de smukke bugter nær hovedstaden Muscat. Resortet kombinerer moderne arabisk elegance med en naturskøn beliggenhed – og spændende eventyr med luksuriøs velvære.
Velvære i solopgangen og i den smukke natur
På Jumeirah Muscat Bay har du ideelle muligheder for en afslappende ferie, krydret med eventyr. På hotellet finder du Talise Spa, en fredfyldt oase med udsigt over Omanbugten, hvor du kan nyde skræddersyede spabehandlinger. Du kan starte dagen med yoga og meditation i solopgangen – og hvis du ønsker at kombinere velvære med eventyr, byder Hajar-bjergene på spektakulære vandreruter, cykling og svømmeture i naturlige pools fyldt med naturligt kildevand, omgivet af frodig vegetation og klipper, som du kan opdage på dine ture i det smukke landskab.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Oplevelser på Den Arabiske Golf
Den private strand indbyder til lange dage i fred og ro i vandkanten, og bevæger du dig ud på vandet, venter der dig endnu flere oplevelser. Her kan du dykke ned i det klare vand og snorkle med skildpadder eller du kan sejle langs kysten, i båd, paddleboard eller kajak, og opleve Omans uberørte strande og skjulte bugter fra havet. Derudover byder hotellet på flere infinity-pools med udsigt over bugten, blandt andet en pool kun for voksne.
Om aftenen kan du fortabe dig i den imponerende stjernehimmel, mens kokkene tilbereder traditionelle retter fra Oman, som bliver serveret i magiske omgivelser på stranden eller på en af de afsidesliggende klippefremspring med udsigt over bugten.
Derfor er Jumeirah Muscat Bay noget særligt
På Jumeirah Muscat Bay får du en dejlig kombination af afslapning og eventyr. Her er fokus på at skabe en afslappende ferie i fred og ro, krydret med naturskønne aktiviteter og oplevelser. Her er bare virkelig skønt.
Jumeirah Muscat Bay
Oman
Alila Hinu Bay
Langs Omans sydvestkyst fører en skrånende sti fra sandstranden gennem klipperne og op til eventyrligt sted ved navn Alila Hinu Bay. Dette charmerende hotel er inspireret af den lokale omanske byggestil og smelter naturligt sammen med de omkringliggende traditionelle bygninger og det smukke landskab.
Her ved den tilsyneladende endeløse bugt og den private strand, kan du læne dig tilbage og nyde en ferie indhyllet i luksus, samtidig med at du tager på opdagelse i Dhofar-regionens utrolige natur, kultur og arkæologiske seværdigheder.
Gamle traditioner og moderne aktiviteter
Alila Hinu Bay breder sig over et areal på 45 hektar og er en oase af ro, eksklusivitet og luksus. Her kan du gå lange ture langs den uberørte kystlinje, opleve det utrolige marineliv på snorkel- og dykkerture og udforske smukke naturreservater – og ikke mindst opleve Dhofar-regionens spændende historie, charme og lokale gæstfrihed.
Alila Hinu Bay tilbyder et udvalg af vandsportsaktiviteter, som kajakture langs kysten eller stand-up paddleboarding på den rolige lagune. Du kan også tage på sejlture med små katamaraner, hvor du måske får øje på delfiner eller havskildpadder. Derudover er der muligheder for kystfiskeri og cykelture langs stranden – eller hvad med at lære at lave cocktails med kamelmælk?
I Spa Alila Hinu Bay kan du opleve Omans ældgamle helingstraditioner på egen krop med Frankincense, også kendt som olibanum, der er en aromatisk harpiks udvundet fra Boswellia-træer, der primært vokser i Oman og Somalia. Det har været brugt i religiøse ritualer og traditionel medicin i tusinder af år. Giv dig hen til en fuldkommen ro, mens duften af røgelse og den lokale essentielle olie forkæler din hud og dine sanser.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
På opdagelse i Dhofar-regionens kultur, natur og historie
I hjertet af Dhofar-regionen finder du en række unikke seværdigheder. Oplev Wadi Darbat-vandfaldene, der er et spektakulært syn, især efter monsunen, hvor de brusende vandfald fosser ned ad klipperne. Området er kendt for sin smukke flora og fauna, hvilket gør det til et perfekt sted for vandreture. Du kan også opleve Tawi Atair-sinkhullet, også kendt som "Well of Birds," som er et af verdens største sinkhuller. Få et indblik i områdets kultur og historie i Khor Rori, der er en UNESCO Verdensarv, og gå en tur ved Mirbat Slottet langs de gamle købmandshuse.
Derfor er Alila Hinu Bay noget særligt
Alila Hinu Bay har en helt fantastisk beliggenhed med fascinerende og spændende natur- og kulturoplevelser lige uden for døren – her er så meget at opleve. Samtidig er hotellet virkelig skønt med en dejlig atmosfære og varm og personlig service – og så tilbyder de mange spændende aktiviteter og udflugter.
Alila Hinu Bay
Oman
Al Baleed Resort Salalah by Anantara
I Salalah, i den sydlige del af Oman, ved kysten af Det Arabiske Hav, ligger Al Baleed Resort Salalah by Anantara. Dette storslåede hotel er inspireret af Omans kystfæstninger og dekoreret med frodige palmer og små vandløb, der sammen med de eksklusive faciliteter skaber en skøn atmosfære.
Slap af ved infinity-poolen eller den private sandstrand. Udforsk historiske ruiner og nyd Salalahs berømte frankincense i eksklusive spa-ritualer.
Så meget at opleve
Hotellet ligger ved den endeløse strand, hvoraf 250 meter er hotellets private. Her kan du nyde livet i fred og ro eller gå lange ture i vandkanten. Ved hotellet ligger også en ferskvandslagune med krystalklart vand, og på hotellet lokker den 44 meter lange infinity-pool med friske svømmeture eller rolige dyp.
Hotellet byder på mange spændende aktiviteter – også for de aktive, eventyrerne og for de yngste. Få pulsen op i den udendørs Jungle Gym eller indendørs fitnesscenter, spil tennis eller lær thaiboxing. Tag ud på havet på fisketure efter tun og sejlfisk, på delfinture eller sejlture i solnedgangen – og dyk ned under havets overflade til et fantastisk undervandsliv.
Når tempoet skal ned igen, kan du deltage i en vin-masterclass, se en film under stjernerne i den udendørs biograf eller opleve Omans gamle skønhedsritualer, traditionel thaimassage og de 5.000 år gamle teknikker fra Ayurveda, der forynger og beroliger krop og sind. Detox med overdådige hammam-ritualer og udforsk de helbredende egenskaber ved den berømte frankincense røgelse.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Børnene kan glæde sig til fantastiske oplevelser i børneklubben, hvor de kan more sig med tennisundervisning, madlavningskurser, spabehandlinger for børn, rideture på kamel, hygge i klubben med skattejagt og meget mere.
Udforsk Omans kultur og natur
Al Baleed Salalah ligger i Dhofar-regionen, som gemmer på megen spændende kultur og natur. Tag for eksempel på et luksuriøst camping-adventure, der varer så længe, du har lyst, og tager dig gennem bjerge og ørken til havet. Oplev naturen og historiens vingesus, mens du bor i telt under stjernerne. Du kan også tage på vandreture i bjergene, op til 1700 meter over havet, forbi Tawi Attair Sinkhole og Taiq Cave, eller på ture til historiske byer og ruiner, gennem banan-, kokos- og papayalunde og storslået natur.
Derfor er Al Baleed Salalah noget særligt
Al Baleed Salalah har en helt fantastisk beliggenhed ved flere UNESCO Verdensarvssteder og med direkte adgang til både en privat strand og en historisk arkæologisk park. Her er så meget at opleve, uanset om man ønsker afslapning eller aktiviteter – og så er her en skøn atmosfære af ro og luksus, som sammen med de historiske omgivelser, giver en helt særlig stemning.
Al Baleed Resort Salalah by Anantara
Oman
Klima og vejrOman
Hvornår er det bedst at rejse til Oman? Klimaet i Oman er varmt og tørt det meste af året. Her er to årstider; sommer og vinter.
Om sommeren er temperaturen meget høj og kan til tider overstige 50 °C. Om vinteren ligger temperaturen gennemsnitligt på 25 °C, men kan nå ned omkring 17 °C.
Som noget ganske særligt for Oman, så er her kun regntid i den sydlige del af landet. Den starter i juni og slutter i september, og særligt i juli og august kan man forvente regn de fleste dage. I resten af landet kommer der meget sjældent regn. Når den kommer er det som kortvarige og kraftige byger, og som oftest i bjergområderne.
Det bedste tidspunkt at rejse til Oman er fra oktober til marts, hvor temperaturen er behagelig og vandet er lunt – og det er uden for monsunsæsonen.
Salalah – det sydlige Oman
I den sydlige del af Oman er klimaet mere tropisk, og temperaturen ligger på 27-32 °C året rundt. Her skal man være opmærksom på monsunsæsonen, som er fra juni til september.
Muscat – det nordlige
Oman I det nordlige Oman er klimaet meget som ved middelhavet. Temperaturen ligger mellem 26-50 °C. De varmeste måneder er maj til juli og de koldeste er december til februar.
Kilde: holiday-weather.com
Lufttemperatur
Januar
25°
Februar
26°
Marts
30°
April
35°
Maj
39°
Juni
40°
Juli
38°
August
35°
September
36°
Oktober
35°
November
31°
December
27°
Nedbør (mm)
Januar
10
Februar
30
Marts
10
April
20
Maj
10
Juni
10
Juli
10
August
10
September
10
Oktober
10
November
10
December
10
Medlem at DRF - Danmarks Rejsebureau Forening
Medlem af Rejsegarantifonden
AAA-rating 2020 – højeste kreditværdighed
5 ud af 5 stjerner på Trustpilot & Facebook
Kåret som Gazelle i 2015, 2016 & 2017
- Indhent tilbud
- Ring til os
- Bliv ringet op
- Besøg os
Din besked er modtaget
Modtag et uforpligtende tilbud
Ring eller skriv til os, vi er klar at hjælpe
Telefon
7674 0070
Email
post@blixentours.dk
Åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket
Din besked er modtaget
Bliv ringet op
Du er altid velkommen hos os
Adresse
Blixen Tours
Helge Nielsens Allé 7, 1C
8723 Løsning
Telefon
7674 0070
Email
post@blixentours.dk
Åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket