Namibia rejser & safari
Rejsetiden til Namibia er ca. 12-17 timer afhængig af flyselskab og destination i Namibia
Namibia er et yndet rejsemål for safarirejser og naturelskere, der vil væk fra de største turistområder i Afrika. Rejs til Namibia og oplev et anderledes og storslået land.
Namibia ligger ud mod Atlanterhavet på Afrikas vestvendte kyst. Tag på safari i Namibia, der er Afrikas største nationalpark, eller bliv bjergtaget af verdens største ørkenklitter der på fascinerende vis skifter farve, når solen går ned i horisonten.
Landet mod syd er beriget med en gylden undergrund og de enorme naturrigdomme har været med til at sikre Namibia en økonomisk stabilitet. En god infrastruktur samt en imødekommende og venlig befolkning gør det til et velegnet og sikkert land at rejse til, hvis man vil på bilferie og kør-selv ferie.
Rejs til Namibia og solskin året rundt
Med 300 årlige solskinsdage og enspektakulær natur er rejser til Namibia også det oplagte valg, hvis I vil på en ægte adventure rejse. Den namibiske ørken, den vilde Skeletkyst, Himba-folket og de historiske byer kan alt sammen opleves på egen hånd.
Namibia er landet hvor du kan opleve den imponerende Kalahari Ørken. Et goldt landskab som alligevel er fuld af liv og farver. Afrikas vestkyst i Namibia byder på spændende fiskeri og hyggelige hoteller. Det nordlige Namibia op mod grænsen til Angola er frodigt og nærmest tropisk. Her er der et enormt fugleliv og en helt anden kultur end i ørkenen. I Ethosha National Park kan du få en klassisk safari i lækre lodges og med høj service.
Filtrer (3)
Rejser til Namibia
Fakta
Om Namibia
Fuld beskrivelse
Mindre beskrivelse
Om landet
Langs det sydlige Afrikas vestkyst ligger Namibia - et af kontinentets smukkeste lande med enestående landskaber, bestående af enorme åbne områder, ørkner, dyreliv og gæstfrie mennesker.
Omgivelserne i Namibia er utroligt varierede; gode eksempler er ''Den Namibiske Ørken'', ''den øde Skeletkyst'' og ''Etosha National Park'' med sine fantastiske safarioplevelser. Landet og landskaberne, ja selv luften, føles ældgamle og der er få steder i verden man føler sig så lille og ubetydelig og lykkelig.
Flyrejse & rejsetid til Namibia
Der går ikke direkte fly fra Danmark til Namibia, men du kan flyve til hovedstaden Windhoek med én enkelt mellemlanding i blandt andet Frankfurt og Doha.
Hvor lang tid tager det at flyve til Namibia?
Til Namibia er flyrejsen typisk med en samlet rejsetid på ca. 12-17 timer afhængig af ruten. De flyselskaber vi fx benytter, er:
- Qatar Airways (via Doha — flyrejse på 6 + 9 timer)
- Lufthansa (via Frankfurt — flyrejse på 1,5 + 10,5 timer)
Transferen videre i Namibia er altid inkluderet hos Blixen Tours
Ved rejser med Blixen Tours er transferen fra lufthavn og til endelig destination altid inkluderet — med mindre andet er nævnt eller aftalt. Transferen foregår typisk med indenrigsfly eller bil, afhængig af afstanden.
Fakta
Areal
824.290 km2
Betalingskort
Brug af kreditkort er relativt udbredt i Namibia, men dog stadig mindre end herhjemme. De fleste hoteller, lodges, restauranter og (større) butikker accepterer de mest kendte betalingskort, såsom VISA/Dankort og Eurocard/Mastercard. Dog er det meget få steder Diners Card og American Express kan benyttes. Betaling med kreditkort medfører dog ofte et gebyr.
Befolkning
1,8 millioner
Drikkepenge
Drikkepenge er meget udbredt. Selvom service typisk er inkluderet, forventes det at man lægger ca. 10 % oven i beløbet.
Sørg altid for at have mindre sedler ved hånden til drikkepenge.
Hovedstad
Windhoek (170.000 indbyggere)
Påklædning
I sommerhalvåret er temperaturerne høje, og let bomuldstøj er at foretrække. Om vinteren er dagene klare og lune omkring 20-25 grader, men om natten køler det ned, visse steder helt ned til frysepunktet. Om vinteren er det en god ide at tage tøj med til de store klimaforskelle. Skal man på camping anbefaler vi, at man medbringer en varm jakke, hue og vanter til aften/nat, og shorts og T-shirts til dagstimerne.
Souvenirs
Der er visse souvenirs som man bestemt ikke skal købe, da de både er ulovlige og omfattet af internationale fredningsbestemmelser. Det gælder dyreskind, horn, kranier, fjer og alt hvad der er lavet deraf. Enhver udførsel af disse genstande er ulovlig og det er ligeledes ulovligt at indføre dem til Danmark.
Sprog
De officielle sprog i Namibia er engelsk, afrikaans, tysk og oshiwambo. De fleste lokale der arbejder i turistområderne, forstår og taler engelsk. Som regel oplever man ikke de store vanskeligheder med at gøre sig forståelig.
Religion
Den dominerende religion i Namibia er Kristendommen, hhv. den Lutherske kirke og den Romerskkatolske kirke. Derudover findes er der cirka 3 % muslimer i landet samt et udvalg er
forskellige stammereligioner.
Valuta
Møntsorten er Namibia Dollars (NAD), som kan købes før afrejse – dog må man ikke indføre mere end NAD 50.000 - til landet. Rejsende til Namibia kan veksle fra fremmed valuta til Namibia Dollar i banker, vekselbureauer og autoriserede hoteller. Det er lettest at veksle USD eller Euro. Der er også forretninger og hoteller, der accepterer USD som betaling. Sydafrikanske Rand (ZAR) er også gangbar mønt i Namibia, og vekselforholdet er 1:1 mellem NAD og ZAR.
Vekselbureauer og banker i de større byer giver typisk de bedste kurser.
Det er en god ide altid at have små sedler med på dig, til eks. drikkepenge, en sodavand eller andet – da det er sjældent at f.eks. gadehandlende kan give tilbage på store beløb.
Der er i Namibia ingen begrænsning for hvor meget fremmed valuta der må indføres, men beløbet som indføres skal oplyses ved ankomst. Når du skal veksle kræves det som regel, at du fremviser pas. Det er ulovligt at veksle ”sort” i Namibia.
Visum
Der kræves visum for danske statsborgere til Namibia ved turistrejser op til 3 måneder.
Det anbefales, at der inden afrejse søges Pre-Visa on Arrival for hurtigere behandlingstid ved indrejse via dette link:
https://eservices.mhaiss.gov.na
Pre-Visa on Arrival kan søges tidligst 90 dage før afrejse, og koster NAD 1600,- per person.
Namibia Arrival Form
Det anbefales at Namibia Arrival Form udfyldes inden ankomst.
OBS! Namibia Arrival Form må først underskrives og dateres ved skranken i immigrationen.
Ved indrejse kræves nedenstående:
- Print af godkendt Pre-Visa on Arrival inkl. QR kode
- Print af Namibia Arrival Form
- Gyldigt pas (Min. 6 måneders gyldighed fra afrejse fra Namibia,
samt minimum 3 blanke sider efter hinanden til visering)
- Gyldig returbillet eller dokumentation for videre rejse.
- Hotelvoucher
- Rejseforsikring på engelsk, skal kunne fremvises
Visum kan købes ved indrejse ved følgende grænseovergange; Hosea Kutako International Airport (Windhoek), Walvis Bay International Airport, Oshikango Border Post, Trans-Kalahari Border Post, Oranjemund Border Post, Noordover Border Post, Katima Mulilo Border Post, Impalila Island Border Post, Ngoma Border Post, Mohembo Border Post og Ariamsvlei.
VIGTIGT! Ved rejser til Namibia med børn under 18 år, kræves det at man medbringer særlige dokumenter. De nødvendige dokumenter afhænger af om barnet rejser med begge biologiske forældre, en biologisk forælder, om barnet er adopteret eller rejser alene. Det kan være en tidskrævende proces.
Reglerne for rejser med børn under 18 år, læs mere på dette link:
https://www.embassyofnamibia.se/index.php/consular-matters/travelling-abroad-with-children
Områder & parker
Midt i landet ligger hovedstanden Windhoek. Syd herfor ligger Den Namibiske Ørken med verdens højeste sandklipper, hvor du kan opleve en uforglemmelig solopgang, der farver sandet kunstigt orange, og en eventyrlig stilhed. Længere mod syd ligger kløften Fish River Canyon, der er verdens andendybeste kløft, efter Grand Canyon.
Ved kysten ligger byen Swakopmund, der bærer kaftigt præg af kolonitidens tyske arkitektur, kultur og køkken.
Endnu længere mod nord går grænsen til den isolerede kyst med det ildevarslende navn Skeletkysten.
Indenlands igen ligger Damaraland, med sine imponerende og meget anderledes landskaber og flotte stenformationer. Endnu længere mod nord ligger Namibias berømte Etosha Pan National Park, hvor fantastiske safarioplevelser venter.
Det nordligste Namibia grænser op til Angola og Botswana i et område der er kendt som Caprivi Strip. Det er en enestående oplevelse der venter den rejsende i Namibia.
Caprivi
Caprivi udgør et smalt stykke land beliggende i den nordøstlige del af Namibia. Området kaldes også Namibias Okavango, et særdeles passende navn i et område med et flodsystem bestående af tre store og flere mindre floder, der krydser hinanden. Omgivelserne ved floderne er frodige, og i den østlige del af Caprivi ligger nogle af landets mindre besøgte, men meget dyrerige, nationalparker.
Her findes op mod 400 forskellige fuglearter, og de vilde dyr vandrer uhindret frem og tilbage over grænserne til Botswana og Zambia.
Central Namibia
Landskaberne i dette område er blandt de mest dramatiske i Namibia. Her finder man gigantiske granitklipper, vandløb og savanne, alt sammen omgivet af knejsende bjerge, der står fremhævet under en uvirkeligt høj og klar himmel. I dette område kan man opleve ørkenelefanter, strudse, forskellige antiloper og det sorte næsehorn. Her kan man også springe tilbage i tiden, når man betragter de forhistoriske hulemalerier, der vidner om menneskets langvarige tilstedeværelse i området.
Namib Region
Namib betyder “enorm”, hvilket ikke er en overdrivelse. Afrikas største nationalpark ligger i Namibia og strækker sig fra ferskvandslagunen i Sandwich Harbour til Sossuslvei, der ligger i hjertet af Namib-ørkenen. Området omkring Sandwich Harbour er et sandt mekka for fugleelskere.
Landskabet omkring Sossuslvei kan overvælde de fleste. Man føler sig uendeligt lille, når man står ansigt til ansigt med nogle af verdens største sandklitter, som med deres brændende rødme danner knivskarpe bjergtoppe mod den evige, blå himmel.
Det kan stadig overraske, hvordan dyr og planter har formået at overleve i dette barske og ugæstfrie landskab. Her findes landets smukkeste ørkenlandskab ved Sossusvlei, som er et af højdepunkterne på rejsen igennem Namibia.
Namibrand naturreservat, der ligger lige syd for Sossusvlei, er et andet imponerende område af ørkenen, hvor der ofte tilbringes et par dage. Den nordlige del af Namibørkenen består af mere barske landskaber, som er et transitområde imellem Swakopmund og Sussusvlei.
I den sydlige del af Namibia er der to særligt interessante områder: Fish River Canyon og kystbyen Lüderitz.
Northern Namibia Skeletkysten
I den nordvestlige del af Namibia støder ørken og hav sammen. Det er i dette grænseland, at vi finder Skeletkysten, også kaldet de tusinde skibes kirkegård. Landskabet her strækker sig fra majestætiske klitter over vindblæst ørken til bjergkæder med frodige oaser. Det er et barskt, ensomt og uendeligt smukt sted – og her er masser af liv.
Ud over overraskende store flokke af gazeller og zebraer finder man her blandt andet den truede ørkenelefant og det sjældne sorte næsehorn.
Etosha Nationalpark
Bevæger man sig ind i landet fra Skeletkysten, kommer man til nationalparken Etosha. Buskmændene kalder området for ”stedet med tørt vand”, og parkens omdrejningspunkt er da også en for det meste udtørret sø på 5000 km². Der er dog altid vand at finde, og her er gode chancer for at se næsten alle de dyrearter, Namibia kan byde på, lige fra flamingoer og dykkerantiloper til løver og leoparder.
Namibia
Håndplukkede hoteller & lodges
&Beyond Sossusvlei Desert Lodge
Du åbner øjnene og i samme sekund farer et stjerneskud over nattehimlen – så lysende klart blandt millioner af blinkende stjerner. Mælkevejen og alle de kendte stjernebilleder, som lodgens astronom havde beskrevet samme aften, har aldrig før været så tydelige og føltes så tæt på. Dine øjne løsriver sig fra den smukke nattehimmel og du lister ud på din veranda. Her er helt stille. Selvom her intet lys er, så er her alligevel ikke kulsort. Månen og alle stjernerne er som små projektører, der bader landskabet i et blødt hvidt lys. Silhuetterne af bølgende sandduner og spidse bjerge dukker op.
Bag bjergene er solen ved at stå op. Kun en lille tynd streg af gyldent lys, kan man se i starten, men langsomt bliver stregen tykkere og begynder at farve himlen og landskabet i alle regnbuens farver.
En ny dag er begyndt og med den venter nye eventyr og uforglemmelige oplevelser. Her midt ude i ingenting er der alt, man kunne drømme om.
&Beyond Sossusvlei Desert Lodge
Namibia
Onduli Ridge
I det centrale Damaraland, på den gyldne, ørkenlignende savanne, rejser Namibias højeste bjerg, Brandberg, sig mod syd, mens spredte granitbjerge præger horisonten mod nord. Blandt disse imponerende klippeformationer ligger Onduli Ridge, smukt tilpasset det omgivende landskab. Her kan du glæde dig til vandreture blandt de rå klippeformationer, safarioplevelser med ørkenens dyreliv og afslapning under en uendelig, stjerneklar himmel.
Ørkentilpasset dyreliv på de uendelige sletter, mellem rustrøde bjerge med spor fra fortiden
Damaralands landskab strækker sig vidt, præget af rustrøde klipper, bløde sandbanker og åbne sletter dækket af tørre græsarter. Mellem de massive granitbjerge ligger gamle flodlejer, hvor akacietræer med grågrønne kroner kaster skygger i den bagende sol. Her bevæger ørkenelefanter sig langsomt mellem vandhullerne, mens sorte næsehorn søger føde i det golde terræn. Giraffer ses ofte på sletterne, hvor de strækker sig mod trækronerne, og forskellige antilopearter ses græsse. De tusindvis af klippegraveringer ved Twyfelfontein, som er skabt af san-folk for mere end 6.000 år siden, fortæller om områdets historie.
Eventyrlige oplevelser, der bringer dig tættere på naturen og historien
På Onduli Ridge får du mulighed for at opleve Damaralands storslåede natur og fascinerende historie på mange måder. På guidede vandreture og køreture i firehjulstrækkere kan du komme tæt på områdets flora og fauna, for eksempel de ørkentilpassede elefanter, mens guiderne fortæller om økosystemets samspil og de dyrearter, der har tilpasset sig levevilkårene her. Du kan også deltage i en særlig ekspedition med Save The Rhino Trust, hvor du sammen med eksperter søger efter verdens sidste fritlevende sorte næsehorn.
En ganske anderledes oplevelse får du på de solcelledrevne elcykler. Cyklerne glider lydløst gennem landskabet og giver dig en tæt, uforstyrret oplevelse af både naturen og dyrelivet, mens du dækker store afstande uden besvær.
Besøg også de nærliggende klippekunststeder, hvor du kan se indhuggede tegninger på klippefladerne fra fortidens beboere. Disse ældgamle graveringer viser jagtscener og geometriske figurer, som giver indsigt i de tidlige kulturer, der engang levede i området.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Når dagens eventyr er ovre, kan du køle dig af i swimmingpoolen, der ligger med udsigt over sletterne. Den rummelige fælleslounge er også et oplagt sted at slappe af med en bog fra det lille bibliotek eller nyde en drink i baren. Her finder du også en spisestue og en bålplads, hvor I kan dele dagens oplevelser under åben himmel. Tæt på lejren ligger et vandhul, hvor dyrelivet ofte samles.
Når natten falder på, forvandler den klare ørkenhimmel sig til et funklende tæppe af stjerner. Uden lysforurening står både stjernebilleder og mælkevejen skarpt mod nattehimlen, hvilket giver perfekte betingelser for stjernekiggeri.
Derfor er Onduli Ridge noget særligt
Onduli Ridge har en utrolig god beliggenhed midt i dette fantastiske landskab. Herfra kan man virkelig fordybe sig i denne forunderlige natur og dyrelivet – og sikke en stjernehimmel! Man kan rulle sin seng ud på terrassen og sove under stjernerne, og vågne op til synet af de uendelige sletter – det er magisk.
Onduli Ridge
Namibia
Serra Cafema
Det er en meget afsidesliggende lodge med betagende kontrastfyldte omgivelser, hvor det frodige grønne bælte omkring floden glider over i Namib-ørkenens måneagtige og barske sand- og klippelandskaber.
Du falder i søvn til lyden af floden efter en hel dag i et af verdens tørreste klimaer, og hele tiden har du fornemmelsen af at have det hele for dig selv.
Serra Cafema
Namibia
Onguma Camp Kala
I det nordlige Namibia, tæt ved grænsen til Etosha National Park, ligger Onguma Camp Kala i et privat vildtreservat på 34.000 hektar. Campen er hævet på pæle med en fantastisk udsigt til det nærliggende vandhul, hvor zebraer, antiloper og andre dyr kommer forbi for at drikke. Landskabet omkring campen består af gyldne græsser og spredte akacietræer, og området er hjem for fire af The Big Five. Her bor du i en safaricamp, hvor stemningen er afslappet og oplevelserne begynder lige uden for døren.
Onguma og Etosha – kontrastfulde landskaber og store dyreoplevelser
Onguma Nature Reserve er et privat vildtområde med et dyreliv, der ligger direkte op ad Etosha National Parks østlige del og strækker sig over 34.000 hektar med åben savanne, tætte buskområder og tør skov. Kun få minutters kørsel fra campen ligger Etosha-panden – en enorm, udtørret saltsø, der ændrer både lyset og stemningen i landskabet. Sammen giver de to områder adgang til et usædvanligt rigt og varieret safariområde.
Tæt på dyrelivet
Campens hjerte er det nærliggende vandhul, og næsten uanset hvor du befinder dig, er der udsyn til dyrene, der kommer og går. Du kan læne dig tilbage i loungen, nyde udsigten fra det åbne dæk eller tage en drink i baren. Du kan også besøge campens fotoskjul, hvor du kan opleve dyrene ved vandhullet helt tæt på og i øjenhøjde – uden at de opdager dig.
Måltiderne serveres i den åbne spisestue, hvor du kan følge med i madlavningen i det åbne køkken. Ved siden af ligger et pantry med drikkevarer og snacks, som du frit kan tage fra i løbet af dagen.
Mellem safariturene er der mulighed for både aktivitet og afslapning. Du kan tage en stille stund på yogadækket, bruge træningsområdet eller bestille en massage – enten på dit værelse eller i campens behandlerrum.
Safariaktiviteterne foregår i Onguma-reservatet og tilpasses dine ønsker. Du kan tage på game drives, køre ud ved solnedgang eller følge med en guide til fods. Du kan også vælge at køre ind i Etosha National Park og opleve kontrasten mellem Ongumas skiftende terræn og det åbne, næsten hvide landskab omkring Etosha-panden.
Derfor er Onguma Camp Kala noget særligt
Det at campen kun har fire suiter giver en meget personlig og intim oplevelse, som at være langt væk fra alting. Atmosfæren i campen er af samme grund rolig og afslappende. Det skjulte fotoskjul giver en helt fantastisk mulighed for at komme helt tæt på dyrene uden at forstyrre dem, og fordi vandhullet er et populært tilløbsstykke dagen igennem, er der ofte noget at opleve – også når du bare bliver i campen.
Onguma Camp Kala
Namibia
Zannier Sonop
Midt i den uberørte namibiske ørken ligger Zannier Sonop i et 13.800 hektar privat område. Lodgen er bygget på toppen af massive granitklipper og indrettet i autentisk 1920’er britisk kolonistil. Omgivelserne strækker sig mod horisonten med ørkenens rå skønhed og endeløse vidder som kulisse.
På Zannier Sonop bliver du en del af en tidslomme, hvor stemningen fra fortidens opdagelsesrejser vækkes til live. Her kan du opleve alt fra rideture på hesteryg og cykelture på e-bikes i ørkenen til luftballonture i solopgangens skær og magiske aftener under Afrikas imponerende stjernehimmel.
Ørkenoplevelser fra solopgang til solnedgang – og under stjernerne
Zannier Sonop bringer det bedste fra ørkenen til live i både deres faciliteter og aktiviteter. Start dagen med yoga på en udendørs platform, hvor en erfaren instruktør guider dig, mens solen langsomt stiger op i horisonten. Tag en afkølende dukkert i infinity-poolen eller forkæl dig selv med en afslappende behandling i spaen.
Når eventyrlysten melder sig, kan du besøge lodgens stalde, hvor deres heste står klar til en tur ud i ørkenen. Du kan også cykle på fatbike gennem de åbne landskaber eller gå en tur med en erfaren guide, der deler fascinerende historier om området. Lodgen skræddersyr også gerne oplevelser, som en tur i luftballon i solopgangens bløde lys, og private middage på toppen af sandklitterne.
Når mørket sænker sig, kan du læne dig tilbage i lodgens udendørs biograf med en cocktail i hånden og se en god film eller du kan studere stjernerne gennem et teleskop, mens Afrikas nattehimmel viser sig fra sin mest betagende side.
Kulinariske øjeblikke midt i ørkenen
Dagen starter med en à la carte-morgenmad i lodgens centrale spisestue, som til frokost forvandles til en afslappet restaurant, hvor der serveres lette retter, der er perfekte til at dele.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Når klokken slår otte, begynder en helt særlig oplevelse. Her bliver du inviteret til en gallamiddag omkring et smukt dækket langbord, hvor kandelabere og sølvbestik sætter scenen. Den udsøgte fem-retters menu bliver serveret af butlere iført smoking og hvide handsker i en stemning af elegance og intimitet midt i ørkenens øde landskab.
Efter middagen kan aftenen fortsætte i Cocktail & Cigar Loungen, hvor du i en autentisk gentlemen’s club-atmosfære kan hygge dig med billard, selskabsspil, gode snakke og et imponerende udvalg af cocktails.
Derfor er Zannier Sonop noget særligt
At være på Zannier Sonop føles som at træde ind i en anden tid, hvor hver detalje fortæller en historie, fra gallamiddagen til de smukke suiter, der er indrettet med antikke møbler, kikkerter, landkort og håndlavet brevpapir. Kombinationen af ørkenens rå skønhed og 1920’ernes ekspeditionsstemning skaber en helt unik oplevelse, der føles både autentisk og magisk.
Zannier Sonop
Namibia
Little Ongava
På en bakketop i det private Ongava-reservat, som grænser op til Etosha Nationalpark, ligger lodgen Little Ongava. Lodgen har en storslået udsigt over den omkringliggende savanne og til et nærliggende vandhul, hvor dyrene kommer for at drikke.
Little Ongava er en af Namibias mest luksuriøse og intime lodges med blot 3 hytter, som er eksklusivt og behageligt indrettet. Med sin beliggenhed i et privat vildtområde, er her bl.a. mulighed for at komme på safari til fods og om natten.
Little Ongava
Namibia
Anderssons at Ongava
I hjertet af Ongava-reservatet, på grænsen til Etosha Nationalpark, ligger Anderssons at Ongava med udsigt til et vandhul, der tiltrækker vildtet. Lodgen er stilfuldt integreret i det tørre landskab, hvor klippeformationer og akacietræer giver skygge i varmen. Fra den åbne terrasse kan du i ro observere dyrelivet, når antiloper og andre dyr nærmer sig vandet, mens solens sidste stråler gløder i horisonten – og hver dag kan du glæde dig til safariture, hvor du kan opleve Afrikas store dyr i dette enestående landskab, der er kendt for sit dyreliv.
Et landskab fyldt med liv og kontraster
Ongava-reservatet strækker sig over mere end 30.000 hektar og grænser direkte op til den verdensberømte Etosha Nationalpark. Landskabet er varieret med græssletter, skovlignende buskads og klippeformationer og er hjemsted for et væld af dyrearter, herunder sorte og hvide næsehorn, elefanter, giraffer, løver og et stort antal antiloper. Området er også et paradis for fugleentusiaster, der kan tage på udkig efter de mere end 300 fuglearter, der lever her.
Tæt på naturen
På Anderssons at Ongava kan du tage på guidede safariture i både Ongava-reservatet og Etosha Nationalpark. I åbne køretøjer kommer du tæt på dyrene, mens erfarne guider fortæller om deres adfærd og liv. På guidede vandresafarier kan du udforske naturens mindre detaljer og lære om de spor og tegn, dyrene efterlader i landskabet. Når mørket falder på, dukker de dyr op, som først bliver aktive efter solnedgang og giver dig et indblik i alt det, der sker i nattens mulm og mørke.
Mellem safariturene kan du slappe af i lodgens pool, hvorfra der også er udsigt over savannen, og i loungen og baren, hvor du kan nyde en kølig drink i skyggen. Grib også muligheden for at komme helt tæt på og i øjenhøjde med dyrene i lodgens underjordiske skjul, der ligger lige ved vandhullet. Når dyrene kommer for at drikke, sidder du på første række til en uforglemmelig oplevelse.
'Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Efter dagens oplevelser kan du slappe af med en behandling i lodgens spa, der bruger lokale ingredienser til at bringe krop og sind i balance. Vil du dykke dybere ned i områdets unikke økosystem, kan du besøge Ongava Discovery Center, hvor du på en levende og interaktiv måde kan blive klogere på arbejdet med forskning og bevaring af dyrelivet i reservatet.
Derfor er Anderssons at Ongava noget særligt
Anderssons at Ongava giver følelsen af at være midt i naturen. Lodgens beliggenhed ved vandhullet giver en fantastisk mulighed for at opleve dyrene på tæt hold – både fra terrassen og det underjordiske skjul. Samtidig betyder beliggenheden, at man har mulighed for at opleve flere sider af områdets natur på safariturene – både i det store reservat og i det private område.
Anderssons at Ongava
Namibia
+
Little Kulala
Little Kulala tilbyder noget så selvmodsigende som et luksuriøst ørkenophold, men det lykkes til fulde at levere både ørken og luksus.
De diskrete bygninger er bygget i naturlige materialer, som matcher farven på de omkringliggende høje klipper, og falder næsten i ét med den barske og tørre natur.
Højdepunktet under opholdet er udflugt til verdens ældste ørken Namib Naukluft og til Sossusvlei, hvor verdens højeste sandklitter kan bestiges – eller opleves oppefra i luftballon.
Little Kulala
Namibia
Onguma Tented Camp
I det private reservat, Onguma Nature Reserve, øst for Etosha Nationalpark, ligger Onguma Tented Camp omgivet af Namibias betagende buskland med åbne græssletter, mopaneskov og et vandhul, hvor elefanter, zebraer, antiloper og mange andre dyr samles. Onguma betyder ”stedet, man ikke vil forlade” - og sådan er det. Dine dage her er fyldt med oplevelser i det tørre landskab. Men du behøver ikke engang at bevæge dig ud på sletterne, for at opleve dyrelivet. Fra din terrasse og campens fællesområde kan du følge dyrene ved vandhullet dagen igennem - og ikke mindst fra campens "skjul", hvor du kan opleve dyrene helt tæt på og i øjenhøjde.
Stedet med det tørre vand
Onguma Nature Reserve strækker sig over 34.000 hektar lige på grænsen til Etosha Nationalpark, der er et af Afrikas mest bemærkelsesværdige vildtområder. Etosha betyder "stedet med det tørre vand" og henviser til den enorme saltslette, der danner en sølvhvid, glitrende baggrund for savannens åbne græsland. Her lever over 100 arter af pattedyr, herunder fire af "The Big Five", mens mere end 300 fuglearter gør området til et paradis for fuglekiggere – især i regntiden, hvor flamingoer flokkes om de midlertidige vådområder. På safariturene i Etosha og Onguma-reservatet kan du blandt andet opleve elefanter, giraffer, løver og et utal af antiloper, og det helt fantastiske namibiske landskab.
Oplevelserne fortsætter i campen
Mellem safariturene kan du køle dig af i poolen eller slappe af i loungen, og fra begge har du frit udsyn til vandhullet, som kun ligger 60 meter væk og er en af savannens vigtigste samlingspunkter.
Lige ved vandhullet ligger Onkolo Hide, som er et skjul i jordniveau, hvor du kan sidde uforstyrret og observere dyrelivet uden selv at blive set. Gennem åbningerne i træværket kan du fotografere eller bare nyde synet og oplevelsen af at være helt tæt på, mens dyrene bevæger sig frit foran dig.
Tidligt om morgenen, mens lyset stadig er blødt, kan du tage på bush walk med en erfaren ranger. Til fods oplever du landskabet anderledes – stenene under støvlerne, den knitrende lyd af tørre grene, den skarpe duft af solopvarmet jord. Du ser sporene fra natten, hører lyde, der normalt drukner i bilens motor, og får naturen helt tæt på.
Senere kan du forkæle dig selv i Onguma Sanctuary. Giv dig hen til en professionel wellnessbehandling og lad krop og sind falde til ro, og nyd at du ikke behøver at gøre andet end at være til stede.
Derfor er Onguma Tented Camp noget særligt
Onguma Tented Camp har en perfekt balance mellem en traditionel afrikansk teltcamp og moderne luksus. Stemningen i campen er afslappet og personlig – og så er naturoplevelserne på safariturene og også i campen og i skjulet helt fantastiske.
Onguma Tented Camp
Namibia
+
Shipwreck Lodge
Midt i det øde ingenmandsland, hvor Namibias vilde ørkenlandskaber strækker sig helt ud til Atlanterhavets bølger, ligger Shipwreck Lodge. Lodgen er bygget med inspiration fra de mange skibsvrag, der ligger spredt langs Skeleton Coast, og her bor du komfortabelt midt i et landskab, der er både barskt og betagende.
Omkring dig rejser klitterne sig i bløde former, havgusen driver ind over stranden og stedet har en helt særlig ro over sig. Det er et sted, hvor man virkelig mærker naturen og får tid til at trække vejret – mens man også forkæles med god mad, personlig service og udflugter, der giver en oplevelse af det ægte, rå Namibia.
En dramatisk historie
Skeleton Coast har i århundreder været kendt som et af verdens mest ubarmhjertige steder. Portugisiske søfolk kaldte det i sin tid for ”The Gates of Hell” – og man forstår hvorfor, når man ser ud over kystlinjen med de mange forliste skibe, der er bukket under for tåge, storme og den barske natur. Mere end tusind skibsvrag gemmer sig langs kysten og historierne om strandede søfolk, forladte diamantminer og et landskab, hvor end ikke dyrene går ram forbi, er med til at gøre dette sted både fascinerende og dybt forankret i Namibias dramatiske historie.
Stemningsfuld lodge med store naturoplevelser lige uden for døren
Lodgen er et stemningsfuldt samlingspunkt midt i ødemarken, hvor du kan slappe af i loungen med udsigt til klitter og hav, nyde måltider i restauranten eller bare læne dig tilbage på terrassen med en drink, mens solen går ned over Atlanterhavet.
Men det er udenfor, de helt store oplevelser venter. Her bliver du taget med til Skeletkystens skjulte skatte: forliste skibe, forladte diamantminer og sælkolonier, hvor tusindvis af pelsklædte sæler boltrer sig i brændingen. Oplev den udtørrede Hoarusib-flods slyngninger og se de imponerende Clay Castles – sandstensformationer skabt af tidens tand – og med lidt held ser du Danny, områdets berømte ørkenelefant.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
For de eventyrlystne er der sandboarding og guidede quad bike-ture - og når dagen lakker mod enden kan du på en sundowner-tur se solen forvandle ørkenen til et gyldent glødende hav eller det særlige fænomen, når de "brølende klitter" sætter lyd på ørkenens stilhed.
Derfor er Shipwreck Lodge noget særligt
På Shipwreck Lodge er luksus ikke marmorgulve og infinity-pools, men mere det at være midt i den storslåede, rå natur og mærke, at du er en del af noget større og at opleve et af verdens mest ikoniske og utilgængelige landskaber – uden at give afkald på komfort og forkælelse. Det er kombinationen af den vilde beliggenhed, det gennemtænkte design og den helt nære kontakt med naturens kræfter, der gør Shipwreck Lodge til noget særligt.
Shipwreck Lodge
Namibia
Zannier Hotel Omaanda
I Zannier Reserve by N/a’an ku sê, 40 minutters kørsel fra hovedstaden Windhoek, ligger Zannier Hotel Omaanda omgivet af namibisk vildmark. Lodgen er bygget i traditionel Owambo-stil med stråtækte tage og ligger højt i landskabet med udsigt over savannen.
Safariturene her giver et indblik i det omfattende bevaringsarbejde, der beskytter og genudsætter truede dyrearter i reservatet. Her kommer du tæt på dyrene, mens erfarne rangers fortæller om deres arbejde med at overvåge og sikre bestandene. Når dagens oplevelser er forbi, er der tid til afslapning ved infinity-poolen, middage med udsigt over savannen og en ro, der kun findes steder som dette – langt fra alting.
9.000 hektar beskyttet natur med rigt dyreliv
Zannier Hotel Omaanda ligger i et 9.000 hektar stort privat reservat, hvor naturen får lov at være, som den altid har været. Reservatet er en del af et større bevaringsprojekt i samarbejde med N/a’an ku sê Foundation, som arbejder med genudsætning og beskyttelse af truede arter. Området består af åbne græssletter, klippefyldte højdedrag og tætte buskområder, og er hjemsted for næsehorn, leoparder, geparder, elefanter, giraffer og en lang række antiloper.
Sporing, bush walks og safari til hest
På Zannier Hotel Omaanda kan du glæde dig til skræddersyede safarioplevelser, der giver dig mulighed for at komme tæt på Afrikas vilde dyr. Safarioplevelserne her handler ikke om at se mest muligt på kortest tid, men om at være til stede i landskabet. Rangerne tager dig med ud tidligt om morgenen, når lyset er blødt, og sent om eftermiddagen, når dyrene igen er i bevægelse – og når solen går ned har du mulighed for at opleve dyr, som skældyr og de sjældne brune hyæner, som kun findes få steder i Afrika.
Ud over de klassiske safariture tilbyder Omaanda også oplevelser, som giver en dybere forståelse af bevaringsarbejdet. Du kan tage på næsehornssporing, hvor erfarne trackers lærer dig at aflæse dyrenes færden eller opleve en dag i en veterinærs fodspor, hvor du følger med de specialiserede dyrlæger fra N/a’an ku sê i deres arbejde med at beskytte og behandle vilde dyr.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Du kan også opleve savannen på en helt anden måde på hesteryg, hvor du bevæger dig stille gennem landskabet uden motorlarm, eller du kan tage med på en guided bushwalk, hvor rangerne viser dig dyrespor, særlige planter og andre af naturens små detaljer.
Når du ikke er på tur, er der tid til ro. Infinity-poolen vender ud mod savannen, så du kan ligge og nyde udsigten, og i spaen kan du slappe af med behandlinger, der er inspireret af traditionelle namibiske helingsmetoder – fra dybe massagebehandlinger til afrikanske lerindpakninger, der renser og blødgør huden efter en dag i solen.
Derfor er Zannier Hotel Omaanda noget særligt
Zannier Hotel Omaanda kombinerer luksus med en dyb respekt for naturen. Lodgen er charmerende og intim, området er uspoleret og alt er gennemtænkt ned til mindste detalje – uden at det føles iscenesat. Oplevelserne handler ikke om tempo, men om nærvær, og du har tid til at dvæle ved øjeblikket.
Zannier Hotel Omaanda
Namibia
Hoanib Skeleton Coast Camp
Langt mod nordvest, hvor Namibia er præget af klipper, sandklitter og åbne landskaber, ligger Hoanib Skeleton Coast Camp. Her er landskabet øde og storslået – med rustfarvede bjerge, rå klippeformationer og udtørrede flodlejer.
Campen ligger midt i Kaokovelds golde terræn – i et område, der ved første øjekast kan virke ubeboeligt, men som viser sig at være overraskende rigt på liv. Her har elefanter, giraffer, oryx og løver tilpasset sig ørkenens barske forhold, og her venter oplevelser i et landskab, der føles som en anden verden.
Fra campen er der adgang til nogle af de mest afsides og dramatiske egne i Namibia – med ture mod Skeletkystens forblæste kystlinjer, vandreture i klippeterrænnet og middage under en himmel fuld af stjerner.
Eventyrlige oplevelser i et af verdens store vildmarksområder
Fra Hoanib Skeleton Coast Camp kan du udforske et af de mest øde og fascinerende områder i det nordlige Namibia. Safariturene går gennem Kaokovelds rustfarvede klippeformationer og tørre flodlejer, hvor du kan opleve ørkentilpassede elefanter, giraffer, oryx og – med lidt held – både løver og brune hyæner. Det er et landskab præget af kontraster: fra stenet terræn og store klitter til grønne oaser, hvor flamingoer ses i regntiden sammen med et rigt fugleliv.
Du kan også vandre gennem klippelandskaberne, opleve frodige oaser i flodlejerne, høre om de lokale folks liv og traditioner og klatre op på sandklitterne, hvorfra udsigten giver en fornemmelse af landskabets enorme skala.
Fra campen kan du tage på udflugt til Skeletkysten. Her strækker den øde, forblæste strand sig langs Atlanterhavet, med drivtømmer og gamle skibsvrag som vidnesbyrd om tidligere tiders skæbner. Langs kysten ses store sælkolonier, der ligger på stranden eller dukker op i bølgerne.
Campens samarbejde med lokale naturbevaringsprojekter giver dig mulighed for at få et indblik i det forskningsarbejde, der foregår i området. Præsentationer og samtaler i campen giver dig et sjældent perspektiv på det dyreliv, du har mødt i løbet af dagen – og på det arbejde, der ligger bag at bevare et af verdens sidste store vildmarksområder.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Måltiderne er en oplevelse i sig selv. Frokosten kan nydes under åben himmel på en afsides strand langs Skeletkysten – med fødderne på de runde sten og med en uforstyrret udsigt til Namibias barske kystlinje – og når solen nærmer sig horisonten, kan du skåle i en sundowner fra toppen af en høj klit med udsigt over ørkenen. Tilbage i campen kan du opleve den lille køkkenhave og selv vælge friske urter og grøntsager, før dagens retter tilberedes. Middagen serveres under stjernerne ved bålet, mens natten falder på og sjakalens kald høres i det fjerne.
Derfor er Hoanib Skeleton Coast Camp noget særligt
Fra Hoanib Skeleton Coast Camp kan du opleve nogle af Namibias mest barske og utilgængelige områder – samtidig med at du bor i stemningsfulde, eksklusive omgivelser. Her er få gæster, store naturoplevelser og en rolig atmosfære, der gør det nemt at fordybe sig i omgivelserne. Campens beliggenhed midt i ødemarken gør det muligt at opleve ørkenens dyreliv - ikke mindst ved det nærliggende vandhul, hvor både elefanter, giraffer og brune hyæner ofte ses. Samtidig kan man nemt udforske både Skeletkysten og Kaokovelds storslåede landskaber.
Hoanib Skeleton Coast Camp
Namibia
Kwessi Dunes
Dybt inde i den sydlige del af NamibRand Nature Reserve – ad lange grusveje og langt fra nærmeste by – ligger Kwessi Dunes omgivet af åbne sletter, klitter i røde og orange nuancer og en nattehimmel så klar, at selv de svageste stjerner står tydeligt frem. Her handler det ikke kun om at finde de store dyr, men om at lade sig opsluge af landskabets farver og former, nyde synet af antiloper, der bevæger sig lydløst hen over sandet – og om at kigge op på nattehimlen, hvor stjernerne lyser hele ørkenen op.
Namibørkenen - et levende landskab i konstant forandring
NamibRand Nature Reserve strækker sig over 200.000 hektar og er et af de største private naturreservater i det sydlige Afrika. Kwessi Dunes ligger i den sydlige del af reservatet i et afgrænset privat område på 15.000 hektar. Der er kun få camps i hele NamibRand, og de fleste aktiviteter foregår i lodgens eget område – det betyder, at du ofte har landskabet helt for dig selv.
Her skifter naturen mellem åbne græssletter, klitter i dybe jordfarver og mørke bjergkamme, der rejser sig mod horisonten. Sollyset forandrer farverne i løbet af dagen og vinden tegner mønstre i sandet. Du kan ofte se strudse, oryx og springbukke, der krydser sletterne i små grupper. Der lever også sjakaler i området, og med lidt held kan du få øje på en leopard.
Mod nord ligger Sossusvlei – et af Namibias mest kendte naturområder med nogle af verdens højeste sandklitter og Deadvlei, hvor mørke, døde træer står i skarp kontrast til det lyse ler og de røde klitter omkring.
En rolig base med store ørkenoplevelser
Kwessi Dunes ligger midt i det åbne landskab – lavt bygget med lerfarvede mure og stråtag, der falder ind i omgivelserne. Fællesområderne er samlet omkring hovedbygningen med en spisestue, hvor du kan sidde både inde og ude, en lille pool til de varme timer og en lounge med bløde møbler og udsigt til klitterne i det fjerne.
I det tidlige morgenlys, når landskabet stadig er køligt og skyggerne lange køres ud og slut med en tur i de sene eftermiddagstimer, hvor farverne skifter og solen står lavt. Tag med på en naturvandring og hør om de små, tilpasningsdygtige dyr og planter, der lever i området, eller rid en tur på hesteryg eller prøv quadbiking.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Når mørket falder på, bliver himlen over Kwessi Dunes et kapitel for sig. Her er der ingen lysforurening, og stjernerne lyser så klart, at du kan se dem helt ned til horisonten. På lodgens skybed – en åben platform lidt væk fra hovedområdet – kan du lægge dig under tæpper og kigge op, mens natten bliver stille omkring dig. Der står også et teleskop klar i loungen, hvis du vil se nærmere på galakserne.
Der kan arrangeres ture med luftballon eller helikopter eller forkæl dig selv med en skøn spabehandling.
Derfor er Kwessi Dunes noget særligt
Kwessi Dunes er et skønt og roligt sted. Det er ikke en lodge for dem, der vil krydse flest dyr af på en liste – men for dem, der vil mærke ørkenens storhed og stilhed, der vil opleve naturens grafiske skønhed og sove under en af verdens mest imponerende stjerne-himler. Her kommer man ikke kun for at se – men for at være.
Kwessi Dunes
Namibia
The Strand Hotel Swakopmund
I det vestlige Namibia, hvor Atlanterhavets bølger møder Namibørkenens endeløse sandklitter, ligger The Strand Hotel Swakopmund. Hotellet finder du lige ved The Mole – en historisk mole fra 1899, der oprindeligt blev bygget som havn, men som i dag fungerer som en populær promenade. Her er hotellet omfavnet af Atlanterhavets brusende bølger på tre sider og ørkenens vidtstrakte landskaber på den fjerde – et ganske betagende syn.
Placeringen gør det nemt at udforske både Swakopmunds historiske bymidte og områdets storslåede natur – fra afslappende strandture og kulturelle oplevelser til spændende ørkensafarier.
Oplevelser lige så alsidige som omgivelserne
The Mole, som hotellet ligger ved, blev bygget under tysk kolonistyre som en ambitiøs havnefront. På grund af Atlanterhavets kraftige strømme blev projektet aldrig realiseret som havn, men i dag er The Mole en af Swakopmunds mest kendte attraktioner. Den fungerer som promenade og samlingspunkt, hvor stranden, det pulserende liv og de mange omkringliggende restauranter skaber en livlig atmosfære.
På Strand Hotel Swakopmund er oplevelserne lige så alsidige som omgivelserne. Hotellets tre restauranter har hver sin unikke atmosfære og kulinariske profil: Brewer & Butcher er et uformelt sted med eget mikrobryggeri, hvor du kan nyde friskbrygget øl og lækre retter som saftige bøffer og lokale specialiteter. Hos Ocean Cellar kan du sætte dig til bords med udsigt over Atlanterhavet og nyde friskfanget fisk og skaldyr i elegante omgivelser – og hvis du er til en afslappet start på dagen eller et let måltid, er Farmhouse Deli det oplagte valg med fokus på friske råvarer og en hyggelig stemning.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
I hotellets spa kan du forkæle dig selv med afslappende massage- og kropsbehandlinger. Her er også en taghave med vandinstallationer, hvor du kan nyde roen og udsigten – og skal pulsen op, tilbyder hotellet et moderne fitnesscenter med alt, hvad du har brug for til din træning.
Derfor er The Strand Hotel Swakopmund noget særligt
Hotellets beliggenhed er noget helt særligt med havet på den ene side, ørkenen på den anden og byens hyggelige liv lige uden for døren. Hotellets tre helt forskellige restauranter – og mikrobryggeriet – er stemningsfyldte, uanset om man er til det afslappede eller det lidt finere – og så er her en perfekt blanding af afslapning og oplevelser.
The Strand Hotel Swakopmund
Namibia
+
Hoanib Valley Camp
Langt væk fra alting, der hvor Namibia for alvor bliver vildt og uberørt, ligger Hoanib Valley Camp i Kaokoland. Campen er intim med bare 6 telte, som passer naturligt ind i omgivelserne.
Det er et af Namibias mest afsidesliggende områder og er kendt for sin rå skønhed. I dette barske, men storslåede landskab lever ørkenelefanter, næsehorn og giraffer, som alle har tilpasset sig de særlige forhold samt Himba-folket, der har eksisteret i generationer.
Kaokoland – Namibias vilde og uberørte hjørne
Kaokoland ligger i det nordvestligste hjørne af Namibia. Landskabet gennemskæres af udtørrede flodlejer, som i dag fungerer som veje gennem terrænet. Her og der dukker Himba-folkets midlertidige bosættelser op og det er ikke usædvanligt at se små flokke af ørkenelefanter og giraffer bevæge sig gennem landskabet.
Hoanib Valley Camp ligger gemt væk i en af disse afsidesliggende dale, midt i Sesfontein Community Conservancy – et område, der drives i tæt samarbejde med det lokale samfund. Herfra har du udsigt til den udtørrede Hoanib-flod og de omkringliggende bjerge, mens dyrelivet – elefanter, giraffer, oryx og springbukke – ofte opleves tæt på campen.
Turismen er stadig begrænset her, hvilket gør oplevelsen endnu mere autentisk. Du får lov at opleve et stykke Namibia, som stadig er uberørt og sjældent besøgt.
Stemningsfuld camp med oplevelser lige uden for teltdugen
Hoanib Valley Camp er et roligt og afslappet åndehul midt i ørkenens rå skønhed. Det er her, du starter dagen med en god kop kaffe på den lille terrasse, mens solen langsomt varmer de omkringliggende bjerge op. Her, hvor frokosten nydes udendørs, når vejret tillader det, og hvor du kan dyppe dig i poolen efter en lang dag på farten. Indenfor finder du loungen – et sted til stille stunder, med bøger på hylderne, kølige drikkevarer inden for rækkevidde og en indretning, der føles varm og hjemlig.
Men det er naturligvis ude i landskabet, de store oplevelser venter, når der køres safari i de udtørrede flodsenge og oplev ørkenelefanter, giraffer, oryx og – med lidt held – både næsehorn og ørkenløver. Lær og se med egne øjne den imponerende tilpasningsevne dyrene har i disse barske omgivelser. Et særligt fokus ligger på girafferne, hvor campens samarbejde med Giraffe Conservation Foundation giver dig et indblik i det vigtige bevaringsarbejde.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Kom med på besøg hos Himba- og Herero-folket og få et indblik i kulturer, der stadig lever i pagt med ørkenen eller mærk landskabet under fødderne på guidede gåture i nærområdet – en oplevelse, hvor de små detaljer i ørkenens natur får lov at fylde.
Derfor er Hoanib Valley Camp noget særligt
Hoanib Valley Camp er for dig, der gerne vil lidt længere ud – til et sted, hvor du kan opleve ørkenens rå, uberørte skønhed på tæt hold og hvor det ikke kun handler om de store dyr, men mindst lige så meget om fordybelsen i og mødet med den natur og kultur, der hører til lige præcis her. Samtidig bor du virkelig godt, du kan nyde rigtig god mad og lade roen sænke sig, mens udsigten gør resten.
Hoanib Valley Camp
Namibia
The Weinberg Hotel
The Weinberg Hotel ligger i Klein Windhoek, en eksklusiv forstad til Namibias hovedstad, Windhoek. Byen breder sig ud på Khomas Highland-plateauet, omkring 1.700 meter over havets overflade, omgivet af et smukt landskab med bakker og dale.
Hotellets arkitektur blander på fineste vis byens historie med moderne detaljer, og den grønne gårdhave er et fredeligt sted, hvor du kan finde ro midt i byens puls. Fra Sky Lounge har du udsigt over dalene omkring Windhoek og solnedgangene, der fremhæver de bløde konturer af det omkringliggende terræn. The Weinberg giver dig et sted, hvor du kan trække dig tilbage og nyde roen med byens liv og oplevelser lige uden for døren.
Vin, velvære – og bylivet lige uden for døren
På The Weinberg Hotel kan dit ophold være præcis så afslappende og oplevelsesrigt, som du ønsker det. I Soulstice Spa kan du forkæle dig selv med behandlinger, der får dig til at koble helt af, mens den udendørs pool er et oplagt sted at nyde de varme dage. Når sulten melder sig, kan du vælge mellem flere restauranter på hotellet, der serverer alt fra elegante middage til små delikatesser - og når aftenen falder på, er Sky Lounge det oplagte sted at afslutte dagen. Her kan du nyde en cocktail, mens du ser lyset fra byen blande sig med stjernerne over Windhoek. Hotellets navn, “Weinberg,” betyder “vinbjerg” og afspejler stedets kærlighed til gode vine. Det kan du opleve i restauranterne, hvor et bredt udvalg af sydafrikanske og internationale vine er nøje udvalgt til at komplementere menuen.
Se fuld beskrivelse
Se mindre beskrivelse
Fra hotellets centrale beliggenhed er der rig mulighed for at udforske hovedstaden og de omkringliggende områder. Windhoek får, modsat resten af landet, ofte rigelig mængder regn og er kendt for sin flora og bærer stadig præg af at have været en tysk koloni indtil udgangen af 2. verdenskrig. Hvis du er interesseret i Namibias historie og kultur, kan du besøge byens National Museum eller gå en tur gennem det livlige Craft Centre, hvor lokale kunsthåndværkere udstiller og sælger deres værker.
Derfor er The Weinberg noget særligt
Her kan du nyde livet med god mad og vin, forkælelse og ro, samtidig med at du har Windhoeks puls lige uden for døren. Denne kombination af afslapning og byliv er noget af det, der gør The Weinberg til noget særligt.
The Weinberg Hotel
Namibia
Mowani Mountain Camp
Midt i Damaralands smukke landskab ligger det lille eksklusive gemmested, Mowani Mountain Camp.
Gemt inde mellem store okkerklipper går campen i ét med omgivelserne, og giver gæsterne oplevelsen af at være helt tæt på Afrikas rå natur. Her byder dagene på spændende safariture, besøg på Namibias første UNESCO Verdensarvsområde og afslapning ved poolen med en kølig ”sundowner” i hånden.
Efter en dag med spændende oplevelser kan du slappe af på din terrasse eller ved poolen og nyde de smukke omgivelser, mens solen går ned i horisonten og farver jorden, himlen og klipperne orangerøde.
Mowani Mountain Camp
Namibia
Okonjima African Villa
I det 20.000 hektar store Okonjima Nature Reserve ligger Okonjima African Villa – en eksklusiv villa og to separate suiter, hvor du har naturen lige uden for døren. Villaen ligger afsides med udsigt til et vandhul, hvor zebraer, antiloper og vortesvin kommer for at drikke, og mellem de spredte akacietræer og det gyldne græs lever også de sky leoparder, som Okonjima er kendt for at beskytte.
Villaen er den eneste indkvartering i hele reservatet. Her får du god plads, hjemlig komfort, privatliv og et team af dedikerede værter, inklusiv en personlig kok og guide. På safariturene til fods og i bil kan du opleve reservatets rige dyre- og fugleliv, og du har også mulighed for at tage på særlige ture, der fokuserer på truede dyrearter og det bevaringsarbejde, der finder sted i området.
Safarieventyr, beskyttelse af truede dyrearter og San-folkets historie
I Okonjima Nature Reserves varierede landskab med åbne sletter, skovklædte områder og klippeformationer har du mulighed for at opleve Namibias dyreliv på tæt hold, både fra firehjulstrækkere og til fods. Okonjima er blandt andet hjemsted for en af Namibias længst etablerede leopardovervågningsprojekter, og du kan få et unikt indblik i forskningen bag bevaringen af denne sky jæger. På særlige safariture vil guiderne spore leoparder ved hjælp af radiosendere og dele deres viden om dyrenes adfærd og territorier. Vil du vide mere om bevaringsarbejdet, kan du besøge AfriCat Foundation, hvor du får en dybere forståelse for de truede arters levevilkår.
Leoparderne er ikke de eneste rovdyr, der overvåges i reservatet. Du kan også opleve arbejdet med at beskytte næsehorn og det sjældne skældyr, pangolinen.
Du kan også tage på bushvandringer, der giver dig en mere detaljeret oplevelse af naturen. Her viser guiderne dig spor efter dyrelivet og forklarer om områdets økosystem.
Vil du opleve en anden side af områdets historie, kan du tage med på Off the Beaten Track-turen. Du vil se og lære om San-folkets overlevelsesfærdigheder, som fremstilling af reb og fælder, og høre om, hvordan denne oprindelige befolkning lever og har levet i tusindvis af år.
Reservatet har også et rigt fugleliv, og på turene kan du opleve alt fra store rovfugle til farvestrålende biædere. Når mørket falder på, forvandles savannen, og på disse sene ture kan du få et sjældent indblik i nattens jægere, der kun viser sig efter solen er gået ned.
Mellem alle oplevelserne kan du slappe af i lodgen, mens du ser på dyrene, der samles ved vandhullet foran villaen, eller nyde livet på terrassen og i poolen.
Derfor er Okonjima African Villa noget særligt
Okonjima Afrika Villas beliggenhed, som den eneste i reservatet, giver en helt fantastisk ro og følelsen af at have det hele for dig selv. De private safariture, hvor man også kan opleve bevaringen af de truede dyr, giver en ny og spændende dimension til det at være på safari. Derudover er det skønt at kunne sidde i lodgen og se dyrene komme til vandhullet og så er den gode, hjemlige atmosfære i lodgen, den personlige service og lækre måltider med til at fuldende oplevelsen.
Okonjima African Villa
Namibia
Klima & vejrNamibia
Vi bliver ofte stillet spørgsmålet 'hvornår er det bedste rejsetidspunkt til Namibia'? Da Namibia er delvist dækket af en af verdens tørreste ørkener, Namibørkenen, er klimaet generelt meget tørt og rart, og her er skønt rejse til året rundt.
I Namibia kommer der kun en brøkdel af den regn, som man oplever i landene længere mod øst. Fra december til marts vil nogle dage være fugtige, og der kan komme nogen regn i form af lokale tordenbyger om eftermiddagen. Disse byger ses oftest i midten og i de østlige egne af landet og mere sjældent i ørkenen.
April og maj især er som oftest rigtig skønne i Namibia. I disse måneder bliver det mere tørt og luften er frisk, ren og stort set fri for støv. Landskabet er grønt og frodigt efter nogle måneder med mere fugtigt vejr.
Fra juni til august falder temperaturen, samtidig med at landskabet tørrer ud. Nætterne kan blive meget kolde; temperaturen kan falde til under frysepunktet i nogle områder af ørkenen. I takt med at landskabet tørrer ud i den nordlige del af landet, vil de vilde dyr søge mod de få vandhuller, der er tilbage, og dermed være endnu nemmere at spotte på safariturene.
I september og oktober bliver det igen varmere. I de fleste områder er disse måneder det bedste tidspunkt at opleve Namibias vildtliv – selv om det ofte er temmelig støvet og vegetationen er tørret ud.
November måned kan variere meget. Nogle år vil det varme og tørre vejr fortsætte, og andre år vil himlen være dækket af truende regnskyer – men hvis du er så heldig at opleve sæsonens allerførste regn, så vil det være et drama, du aldrig vil glemme.
Lufttemperatur
Januar
30°
Februar
29°
Marts
28°
April
26°
Maj
23°
Juni
21°
Juli
21°
August
23°
September
27°
Oktober
29°
November
30°
December
31°
Nedbør (mm)
Januar
77
Februar
73
Marts
81
April
38
Maj
6
Juni
1
Juli
1
August
0
September
1
Oktober
12
November
33
December
47
Artikler om Namibia
Sov under åben himmel
Hoteller med 100.000.000.000 stjerner
De 9 bedste safarioplevelser
I Afrika
Valg af safariland
Afrika
Safari fototips
For både nybegyndere & erfarne
Namibias Skeletkyst
Skeleton Coast
Pakkeliste til safari
Afrika safari
Parker, reservater og områder
Safari i Afrika
Bedste rejsetidspunkt for safari i Afrika
Hvornår er det bedst at rejse
Big 5 / The Big Five
De fem store i Afrika
Blixen Tours
Safaristandarder
På alle måder den eksklusive og luksuriøse rejse, og blandt det absolut bedste landet kan byde på.
Ønsker du det bedste af det bedste - både oplevelsesmæsssigt og kvalitetmæssigt - så skal du vælge Blixen Tours Platinum rejser.
Her går vi hele vejen for at tilbyde dig absolut topklasse af lodges og service, og alt bliver arrangeret og skræddersyet til lige netop dine behov og ønsker.
Du vil få oplevelser og luksus som ikke mange har oplevet.
Førsteklasses rejse og blandt det bedste i området med høj standard og service.
Ønsker du ikke at gå på kompromis med din luksus og den personlige service, så skal du vælge Blixen Tours Gold rejserne.
Her er det højeste standard på såvel værelser som service, og du vil blive modtaget som en helt særlig gæst.
Den personlige omsorg vil være i højsædet, og du vil opleve at personalet yder en helt særlig indsats for din komfort.
God standard der ligger over middel på alle kriterier - semi-luksus standard.
Vores Blixen Tours Silver rejser er for dem som ønsker at forkæle sig selv med ”det lille ekstra”
Her er der kræset for detaljerne og standarden ligger derfor over middel, af hvad man forventer på den pågældende destination.
Vores Silver rejser holder den standard som kendetegner Blixen Tours generelt - høj service, rene og lækre værelser, god beliggenhed og veluddannet personale.
Udmærket rejse med fin turistklasse standard, nøje udvalgt af Blixen Tours.
Når du rejser med Blixen Tours, vil du altid komme til en destination, som er nøje udvalgt af vores erfarne rejsekonsulenter.
Vi sørger for at kende vores partnere, og vi sender ikke rejsende til en lodge eller et hotel, hvor vi ikke kender standarden ned til mindste detalje.
En Blixen Tours Bronze rejse kan f.eks. være en safari i Botswana i mobil teltcamp - altså en rejse i den pæne ende af turistklassen.
Medlem at DRF - Danmarks Rejsebureau Forening
Medlem af Rejsegarantifonden
AAA-rating 2020 – højeste kreditværdighed
5 ud af 5 stjerner på Trustpilot & Facebook
Kåret som Gazelle i 2015, 2016 & 2017
- Indhent tilbud
- Ring til os
- Bliv ringet op
- Besøg os
Din besked er modtaget
Modtag et uforpligtende tilbud
Ring eller skriv til os, vi er klar at hjælpe
Telefon
7674 0070
Email
post@blixentours.dk
Åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket
Din besked er modtaget
Bliv ringet op
Du er altid velkommen hos os
Adresse
Blixen Tours
Helge Nielsens Allé 7, 1C
8723 Løsning
Telefon
7674 0070
Email
post@blixentours.dk
Åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9-16
Helligdage - lukket