Pakkeliste til safari
Der kan være forskellige individuelle behov og forskellige safarier der kræver forskelligt tøj og udstyr mv., så dette er ment som en huskeliste og nogle gode råd
Pakkeliste til safarirejser i Afrika
Overordnet kan man sige at man bør begrænse vægten så meget så muligt, men når det er sagt overrasker det ofte hvor stor temperaturforskel der kan være på en safari i Afrika, både mellem dag og nat, men også at man kan komme højt op og det pludseligt kan regne. Ligeledes kan det være koldt morgen og aften på en åben safaribil. Så man skal i princippet have tøj med til forskellige forhold.
Bagagevægt:
Da der kan være andre vægtrestriktioner på lokale fly i Afrika end der er på oversøiske fly, bør man indrette sig efter det. Det vil som oftest være et max. på 15 kg og det anbefales at det er en blød taske frem for en kuffert da det er nemmere at håndtere i lokale fly og biler.
Regler for bagage:
Af hensyn til flyvesikkerheden er der fastsat en grænse for, hvor meget den indcheckede bagage og håndbagagen må veje hos de forskellige flyselskaber.
EU har vedtaget regler, der begrænser mængden af væske, som flypassagerer må medbringe i deres håndbagage:
I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
Du må godt medbringe mere end én beholder i din håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.
Ved sikkerhedseftersynet skal du fremvise de beholdere, du medbringer, som indeholder væsker eller væskeformige stoffer.
Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig f.eks. om medicin o. lign., som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Du bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.
Du må i øvrigt ikke medbringes skarpe genstande, såsom vandrestave, lommeknive, strikkepinde, neglesakse o. lign. i håndbagagen. Sådanne genstande pakkes i stedet i den indcheckede bagage.
Håndbagage:
Det kan være en god ide at have værdigenstande som kamera og kikkert mv. med i ens håndbagage, da det jo sker at bagage forsvinder eller bliver forsinket. Af samme årsag anbefales det at man tager tøj og toiletsager med til et ekstra døgn, hvis uheldet skulle være ude.
Penge/papirer:
Spørg hos Blixen Tours angående lokal valuta og kreditkort. Men det kan være fint at have to forskellige kreditkort som f.eks. Visa og MasterCard, da pengeautomater ikke altid fungerer lige så godt i Afrika som i Danmark. Derudover er US $ gængs valuta næsten alle steder og Euro mange steder. Opbevar evt. penge og kreditkort to forskellige steder af sikkerhedshensyn, ligesom det er en god ide at have en kopi af pas og forsikring. Man kan evt. også have yderligere kopier i ens mail-boks.
Vær opmærksom på at det mange steder er kutyme med drikkepenge – Blixen Tours oplyser nærmere.
Pas som er gyldigt min. et halvt år.
Forsikringspapirer:
Vaccinationskort
Evt. pengebælte
Tøj:
De fleste vil sikkert have det fornødne tøj allerede og man behøver ikke at købe specielt tøj for at komme på Safari. Men det kan anbefales at man ikke bruger tøj med skrappe farver som sort eller hvid. Hvidt og andre skrappe farver kan skræmme nogle af de sky dyr og sort og mørke farver er foretrukne farver for insekter som myg, at sidde på. Tøj med camouflage print frarådes. Neutrale farver som beige, khaki, brun og oliven er at foretrække.
Løstsiddende korte og lange bukser er fint og zip-off bukser fungerer også godt. Da der mange steder er pool kan badetøj også være fint at medbringe.
Skjorter/trøjer – her vil nogle også med lange ærmer være fint, da det kan skærme for solen og for bl.a. myg om aftenen.
En vindtæt jakke til morgen og aftenkørsel samt hvis man sidder udenfor om aftenen. En tynd regnjakke kan også blive aktuel.
Fodtøj anbefales at det er gået til og at man har min. et par lukkede sko med en solid sål, da der kan være lange torne på jorden. Sandaler kan være fint i et lejrområde eller i et køretøj når det er varmt. Skal man på kysten kan der nogle steder være søpindsvin og skarpe koraller hvor det er fint med et par badesko man kan gå i vandet med.
Hat med god skygge og solbriller
Toilettaske:
Udover hvad man normalt bruger kan det være fint med noget læbepomade, solcreme med høj faktor, evt. myggebalsam.
Førstehjælpsudstyr/medicin:
Det kan også være en god ide at have lidt forbinding, plaster, antiseptiske servietter mv., samt lidt medicin i tilfælde af dårlig mave, allergiske reaktioner, hovedpine og malariapiller hvis man skal til malariaområde.
Andet:
- Dagrygsæk
- Kamera
- Kikkert
- Lommelygte
- Adapter til strøm
- Evt. vaskepulver til lidt vask
- Evt. en god bog, lidt om landet, fauna flora, evt. et kort