Rovos Rail - Togrejser i Afrika

Rejser med verdens mest luksuriøse tog

Det fornemme tog emmer af romantik og atmosfære fra en svunden æra, hvor privilegerede rejsende kunne opleve Afrikas magi og mystik med elegance og ypperlig komfort.

 
Rovos Rail togrejserne foregår primært i det Sydlige Afrika, og rejserne kan gå hele vejen fra Dar es Salam i Tanzania til Cape Town i Sydafrika. Toget har udflugter undervejs og på visse rejser også ophold på udsøgte hoteller i samme stil og standard som toget. Mange betegner Rovos Rail som det mest luksuriøse i verden.
 
Gør klar til afgang på en togrejse, du aldrig glemmer!
 
Rovos Rail - En togrejse der sætter uforglemmelige spor
I bliver vækket af en blid vuggen. Stille og roligt bliver I vugget frem og tilbage, som et lille barn i sin moders trygge favn. En varm dyne omslutter jer og jeres hoveder hviler blødt på puden. I slår øjnene op og bliver mødt af et fortryllende syn af mørke træpaneler, mønstrede tæpper og møbler og et gyldent sollys, der strømmer ind ad vinduet. Under lyden af togets brummende motor kan I høre lyden af sagte stemmer og fodtrin der går forbi jeres dør. Rovos Rail toget er vågnet og er påbegyndt endnu en uforglemmelig dag på en eventyrlig togrejse gennem Afrika.
 
Eventyret startede allerede da I ankom til stationen og steg ombord på et af verdens smukkeste tog. I det øjeblik I trådte ind i Rovos Rail, trådte I ind i en svunden æra af elegance og romantik og ind i en magisk atmosfære, som kun blev forstærket, da toget satte i gang og langsomt begyndte at bevæge sig afsted, vuggende og bølgende, gennem det ene smukke afrikanske landskab efter det andet.
 
Nu rejser I jer fra sengen og træder ud på gulvet, hvor tæerne begraver sig i det bløde tæppe. I går ud på badeværelset og tænder for bruseren og lader det varme vand skylle den sidste rest af søvnen af jer. Da I er kommet i tøjet åbner I forsigtig døren og går ud på gangen. Lyden af morgenfriske stemmer bliver forstærket, jo nærmere I kommer spisevognen, hvor morgenmaden er serveret. Store smil og venlige hilsner tager imod jer, da I træder ind i vognen og bliver vist til jeres bord.
 
Efter en skøn morgenmad og en kop friskbrygget kaffe er I klar, da toget standser og folk strømmer ud på stationen. Sammen med de andre venter I spændt på at blive taget ud på endnu en spændende tur, hvad enten det er en historisk byrundtur, safari, kulturelle oplevelser, ud i naturen eller hvad der ellers er på programmet.
 
Om eftermiddagen vender I tilbage til toget fyldt op af indtryk, der er i gang med at forvandle sig til evige minder. I træder ind i jeres suite og smider jer på sengen. Her kunne I sagtens blive liggende, men I ved, at der er noget endnu bedre i vente; endnu en forrygende gastronomisk oplevelse, når dagens fem-retters middag bliver serveret i spisevognen. I gør jer klar; håret er sat, slipset er bundet og kjolen strøget, læbestiften matcher neglelakken og en blomst i knaphullet fuldender looket. Nærmest på samme tid åbnes dørene til suiterne og i en strøm af parfume, store smil, latter og hyggesludren sætter i kurs mod spisevognen, hvor en ny duft af veltilberedt mad og delikate vine møder jer. I bliver vist til jeres bord, glassene bliver fyldt og første ret kommer på bordet. Imens fortsætter toget sin rolige bugten gennem landskabet på vej mod nye oplevelser og nye minder – i dette fortryllende eventyr kaldet Rovos Rail.
 
Fuld beskrivelseVis mindre