Blandt elefanter, helt på deres præmisser

Uudslettelige ”øjeblikke” fra en eftermiddag, aften og nat blandt elefanter i Botswana.
Af Henriette, Blixen Tours
 
 
Kort om Abu Camp, Botswana
Abu Camps fundament er baseret på bevaring af elefanter i tæt samarbejde med forskere. I campen har man Abu-flokken, som, da vi besøgte campen, bestod af otte elefanter. Om dagen strejfer elefanterne frit omkring i Okavango Deltaets vildnis blandt vilde elefanter og andre vilde dyr. Om natten vender de frivilligt tilbage til campen for at minimere risikoen for konflikter med vilde elefanter og rovdyr. Uden hjælp fra Abu Camps fantastiske elefantpassere, ville Abu-flokken ikke overleve i den vilde natur.
 
 
Ankommet med helikopter i Okavango Deltaet
Vi var ankommet med helikopter til Abu Camp i Okavango Delta sidst på formiddagen. Her stod frokosten klar på terrassen og vi tog straks plads på første parket med udsigt over Okvango Delta, der dog ikke flød med vand, som normalt på denne tid af året. Landskabet var tørt og gult, der var kun et lille område med vand. Det var på samme tid både fantastisk og deprimerende. Fantastisk fordi vi var på safari og dyrene, krokodiller, flodheste, bøfler, zebraer, giraffer, elefanter, aber og mange andre dyr flokkedes for at forsyne sig med vand fra det lille smule vand, der var tilbage. Deprimerende fordi at der på dette tidspunkt af året normalt skulle være grønt og frodigt og rigeligt med vand i området foran campen.
 
Efter frokosten blev vi installeret i vores suiter, der var super luksuriøse og med egen lille udendørs pool og terrasse med udsigt til dyrelivet. Jeg har vist aldrig før været stresset på en safari, men lige der, havde jeg næsten ikke tid til at pakke ud eller lade kamera op, for der var fuld action ude foran terrassen. En abeflok var oppe at tottes og det endte desværre med en babyabes død, og nu sad jeg at observerede moderen, der sørgede og alt det der foregik deromkring.                  
 
Første møde med Abu-elefanterne
Sidst på eftermiddagen mødtes vi med vores guide og vi kørte afsted i den åbne Landrover. Vores guide var i kontakt med Abus-elefantpassere, der observerer flokken om dagen, når de strejfer omkring i vildnisset. Vi blev guidet hen til området, hvor flokken befandt sig og steg ud af safaribilen. Vi hilste på elefantpasserne og blev introduceret til de 8 Abu-elefanter, hvor nogle af dem var meget nysgerrige for at hilse på os, andre var bedøvende ligeglade og så var der flokkens mindste Shamiso på et år, der var i fuld gang med at drille en af elefantpasserne.
 
Efter vi var blevet introduceret og briefet om hvordan vi skulle opføre os på vores foranstående bushwalk, vandrede vi afsted i bushen. Det var elefanterne, der satte retning og tempo og jeg skal hilse at sige, at det foregik i et raskt tempo.
 
Vi gik igennem højt græs og måtte holde godt øje med ujævnheder for ikke at snuble. Heldigvis kan elefanterne godt lide at gå af stier, så ofte gik vi i de sandede hjulspor, som også er ganske god motion! Flere gange på turen, måtte jeg hurtigt træde til side fra hjulsporet, for at gøre plads til en bagfra kommende elefant, der nærmest lydløst marcherer afsted. En vild, fantastisk og nærmest ubeskrivelig oplevelse at følge elefanterne igennem vildnisset, hvor vi også mødte andre dyr inklusiv vilde elefanter. Vi gik med elefanterne i godt et par timer, vi var 6 gæster fra campen, som er maksimum på vandreture. På turen havde vi også mulighed for at få en snak med elefantpasserne og både ud fra snakken med dem og ikke mindst ud fra observationerne, ser man et helt specielt kærlighedsbånd imellem dem.  
 
Vi fulgte efter elefanterne hjem til deres lejr i campen, hvor de tilbringer natten. Vandreturen var slut og jeg var helt høj med smilerynker op til begge ører, jeg havde været på den mest eventyrlige vandretur, som jeg aldrig vil glemme.
 
Lige ved siden af elefanternes ”sovelejer” havde campens personale kørt den ”mobile” bar frem, så i mens elefanterne blev forkælet med snacks i form af grene fik jeg af det sødeste personale serveret en gin & tonic.
 
Samme sted var der sat campingstole op i en halvcirkel og et biograflærred, og da solen var gået ned og mørket faldt på, satte vi os til rette i stolene. For mig endnu et magisk ”øjeblik”, udendørs biograf under den afrikanske stjernehimmel, hvor filmen ”Naledi – A Baby Elephant’s Tale”, historien om en af de otte Abu elefanters svære start på livet, rullede hen over lærredet med ”baggrunds støj” fra gryntende flodheste, hylende hyæner og løvebrøl og så sammen med Abu-flokken ved siden af, WOW 😊
 
Efter en enestående biografoplevelse med popcorn og Kleenex (filmen var meget følelsesladet) blev vi af vores guide kørt tilbage til selve campen, hvor vi fik serveret en treretters middag på terrassen, mens der var meget at tale om efter dagens oplevelser.
 
En nat vi aldrig glemmer
Dagen var ved at være slut, men i stedet for at vende tilbage til vores luksus suite for natten, blev vi kørt tilbage til Abu-flokkens ”sovelejr”. Her er bygget et godt 7 meter højt tårn på træpæle, hvor en trappe fører op til to platforme. På den første platform er der en dør indtil et badeværelse med træk og slip toilet, håndvask og en bruser. For enden af trappen er den anden platform uden overdækning eller vægge, som var oplyst af lanterner. På platformen stod en himmelseng overdækket med et myggenet, to stole, et lille bord og en skænk til vores toilettasker, sko, m.m. Dette var vores ”soveværelse” for natten, en nat under åben himmel.
 
Vores guide fulgte os op i vores ”soveværelse” instruerede os i brug af en walkie-talkie, som var vores eneste kontakt til personalet, hvis vi måtte få behov for det. Vi sagde godnat til guiden, som kørte væk i mørket.
 
Vi satte os i de to stole, helt alene i bushen, midt om natten og med Abu-elefantflokken nærmet neden under os. Det var simpelthen så vildt og så fantastisk! Vi havde medbragt os en ”night cab” i form af en Amarulla og sad nu fuldstændig stille og lyttede til Abu- elefanterne, nogle snorkede, andre smaskede imens de stod og spiste af grene og i det fjerne kunne vi høre klokkefrøer, pusle lyde i krattet og mange andre ukendte lyde. Vi nød hvert et minut og følte os så taknemmelige og heldige med dagens oplevelser. Da vi ikke kunne holde vores øjne åbne længere, krøb vi under dynerne, hvor vi kiggede op i en stjernespækket himmel. Jeg faldt den aften i søvn med følelsen af at være verdens lykkeligste menneske!
 
Mine forventninger til opholdet i Abu Camp, som var høje, blev indfriet og endda mere end det. Nu glæder jeg mig ubeskrivelig meget til at jeg igen kan sætte mine fødder på Afrikansk jord for nye ”øjeblikke”.
 
Har I lyst at kende se mere til en af Abu-flokkens familiemedlemmer, kan jeg varmt anbefale filmen om elefanten Naledi’s overlevelse, der både er inspirerende, hjerteskærende og opløftende. Filmen om Naledi kan ses på Netflix ”Naledi – A Baby Elephant’s Tale”.  
 
 
Om Abu Camp, Botswana
 
Når og hvis elefanterne viser tegn til at de ikke længere ønsker og har behov for at blive passet på af mennesker, bliver de sluset ud i den vilde natur 100%. Alle Abus elefantunger, som er en del af denne flok, er blevet undfanget i den vilde natur efter samvær med vilde hanelefanter.
 
De otte elefanter i Abu er matriarken Cathy, født i 1960 i Uganda, hvor hun som unge blev fanget og sendt til en zoologiskhave i Canada. Senere blev hun flyttet tilbage til Afrika og i 1990 kom hun til Abu Camp i Okavango Delta. Elefanten Sirheni født i 1988 er fra Sydafrika, hvor hun blev forældreløs. Sirheni har siden hun kom til Okavango Delta i 1990 født 4 elefantunger, hvor den først fødte desværre døde pga. for tidlig fødsel, den anden og tredje fødte, har begge forladt Abu-flokken og lever i dag blandt vilde elefanter, den sidst fødte er elefanten Warona født i 2011 og stadig en del af Abu-flokken. De to søskende Lorato og Naledi blev født af den afdøde Kitimetse. Lorato fødte hendes første unge Motlotlo slut 2018. Den 8. elefant er Paseka “påskeelefanten”, der overraskede alle med hendes fødsel af Shamiso fra april 2018.
 
 
Abu Camp er lukket på ubestemt tid. Er din drøm at sove under åben himmel i bushen, er det stadig muligt andre steder i Botswana. Kontakt os på telefon 7674 0070 og hjælper med at skræddersy din drømmerejse med en nat under åben himmel.